Til os der ikke tror på noget

I Los Angeles føles det som om, at alle tror på et eller andet. Det kan være alt fra Gud, energier i universet til råd fra diverse selvhjælpsbøger, hvor du bare skal tro på dig selv, så skal det hele nok gå.

Jeg tror ikke på noget af det. Jeg tror ikke på, at der er en Gud. Jeg tror ikke, at universet har en mening med mig eller andre. Jeg tror ikke på, at livet har nogen mening, og jeg anerkender ikke, at det gør en forskel for mig, om nogle husker mig, når jeg dør. Efter 100 år er de fleste mennesker glemt, og vi tænker aldrig på dem igen. Ikke fordi vi er ligeglade med dem, men simpelthen fordi vi ikke ved, at de har eksisteret. Det er mine forfædres skyld, at jeg i dag findes, men alligevel aner jeg intet om dem.

Jeg har læst selvhjælpsbøger, men jeg er klar over, at rådene virker, fordi de er banale, men de bliver skudt i stilling som den nye religion. Tro på dig selv og så skal det hele nok gå. De skaber troen på dig selv, hvis du ikke har den. Men sandheden er, at du ligeså godt kunne tro på noget andet, hvis formålet er, at du vil have troen på, at du bør gøre noget større i livet eller gå dine egne veje.

I følge dokumentaren The Men Who Built America troede John D. Rockefeller, at gud holdt hånden over ham, og det skulle have givet ham en ufattelig tro på sig selv og sine idéer. Med gud på sin side er det klart, at man regner med, at man bliver succesfuld. Denne tro fik han, da det tog han skulle have været med endte i en voldsom ulykke, hvor 49 mennesker døde. Han var kun få minutter fra at nå toget og hans baggage nåede endda med.

Efter det følte han, at Gud holdt hånden over ham. Han troede på noget. Andre ville måske skyde det hen med, at det var tilfældigt, og en anden ville mene, at universet udvalgte mig, fordi de ikke var min tur til at dø. I selvhjælpsbøger er det denne tro på dig selv, som de prøver at frembringe, så du tror på, at det du gør, er det rigtige.

Det betyder ikke, at du ikke skal tro på noget. Det betyder blot, at det ikke er så vigtigt, hvad du tror på.

Selvom jeg har været ateist, siden jeg var 13 år, har jeg aldrig brudt mig om ateister, da jeg synes, at de bruger for meget energi på at være efter mennesker, der tror på noget. Da jeg var yngre, kunne jeg heller ikke forstå, hvordan andre mennesker kunne tro på alle de mærkelige ting, som de troede på. Når du ser en troende, har du to valgmuligheder. At sige at det er godt for dem eller diskutere med dem. Jeg vælger det første, og jeg vil hellere høre om, hvorfor de tror på de ting, som de tror på. Jeg ved allerede godt, hvorfor jeg ikke tror på det, så det er uinteressant for mig.

Jeg hader ikke religiøse for at tro på noget større end dem selv. Jeg er fascineret af mennesker, der tror på noget. Jeg nyder at gå i kirke og sidde og kigge på mennesker, der rykker hænderne i vejret, når præsten spørger dem, om de vil frelses af Jesus. Når der sidder en masse mennesker i samme lokale og tror på noget, så føler man helt klart, at man er en del af noget større. Mennesket er bygget til at være socialt, så det er vigtigt for os at være en del af noget, og i et stammesamfund har det være hensigtsmæssigt, at alle kæmper for en fælles sag.

Når jeg ser nogen, som tror på noget, som gør dem glade, er jeg glad på deres vegne. Det er underordnet, om jeg tror på det. Det betyder ikke, at man ikke bør være kritisk overfor det. Personligt mener jeg, at denne kritik giver mest mening i medierne, da det er her, at man kan ramme flest mulige mennesker med sin kritik.

Det er helt klart vigtigt for mennesker at tro på, at der er en mening med det hele. Det er grunden til, at vi ser et kæmpe marked for selvhjælpsguruer, for vi har brug for, at nogen fortæller os, at vi er gode nok, og at vi selv kan afgøre vores fremtid. Hvis du ikke tror på, at du selv kan gøre noget, vil det betyde, at du ligeså godt kan lade være med at forsøge.

Som jeg skrev i starten, så mener jeg ikke, at livet har nogen mening med os, og da jeg var yngre, betød det, at jeg anså selvmord ligeså rationelt som at kæmpe videre i livet. For hvis livet ikke har nogen mening, så er det også underordnet, om man er i død eller levende. Nu kan du indvende, at man efterlader mennesker tilbage, som vil være kede af det, hvis man begår selvmord. Hvis vi vender tilbage til mine forfædre, så kan jeg ikke svare dig på, om nogen af dem begik selvmord. Det påvirker mit liv nul procent.

Det er klart, at dette er et ret pessimistisk syn på menneskeheden, og man kan ligeså godt vælge at kigge optimistisk på det. For hvis livet ikke har nogen mening, kan man ligeså godt konkludere, at man ligeså godt kan blive her, uanset hvordan man føler, at det går i nu’et. Det eneste, der har gjort en forskel, er, om man kigger på intetheden ud fra et optimistisk eller pessimistisk synspunkt.

Generelt ville livet som menneske være lettere, hvis vi kunne se, om vores investeringer giver pote med det samme. Det gælder i alt fra arbejde til kærlighed. Ellers er det svært at vide, hvornår du skal gå all in.

Betyder alt dette så egentlig ikke, at jeg sagtens kunne vælge at tro på ekstrem positivitet eller gud? Jo, men problemet er, at hvis du ikke tror på noget, så kan du ikke bilde dig selv ind, at du tror på det.

Her er eneste løsning, at jeg erkender, at jeg ikke tror på noget af det. I stedet fokuserer jeg på, hvad der gør mig glad og ked af det, og hvordan jeg generelt undgår at have for mange perioder i mit liv, hvor jeg føler, at det hele er håbløst. Det er grunden til, at jeg udgiver dette blogindlæg, selvom jeg føler, at jeg burde bruge min tid på andre ting, som jeg føler er vigtigere. For hver gang jeg skriver et indlæg, så giver det mig energi til at fokusere på mine arbejdsopgaver. Det er vigtigt for et menneske, at man før noget for sig selv. Hvis du sørger for at være glad, vil du højst sandsynlig ende med at være mere produktiv målt på en hel dag. Mennesker er ikke robotter.

Er alt dette en tro på, at jeg bliver succesfuld, hvis jeg hver dag starter med at optimere min egen glæde? Jeg hælder til nej, men det er baseret på, at hvis jeg ikke gør det, så kan jeg udfra de sidste par måneder se, at jeg i hvert fald aldrig kommer tættere på mine mål. Selvom jeg ikke føler, at jeg har tid til min egen glæde, så er den i sidste ende min eneste løsning for at opnå mine drømme.

Selv hvis du ikke tror på noget, er du stadigvæk et menneske med håb og drømme om livet. Det betyder, at jeg ligeså godt kan blive her og opleve det hele. Kysse den næste pige. Blive forelsket igen. Tjene nogle penge. Hygge mig med mine venner.

Relateret indlæg

Omverdenen kan være skyld i selvmordsforsøg

I debatten om selvmord, selvmordstanker og depressioner er vi blevet mere åbne, når vi snakker om det. Alle kender nogen, som har haft en depression, og det er med til at gøre det til noget ufarligt. Alligevel er der en række tabuer, som jeg stadigvæk ser jævnligt. Hele bølgen, med at man kun må være positiv, er gift for, hvordan mennesker fungerer. Vi gør bestemte tanker til noget forbudt, noget folk selv skal gå rundt med. Vi anerkender, at selvmord og selvmordsforsøg forekommer, men det er langt sværere for os at snakke ærligt om, hvordan andre mennesker kan påvirke os i en negativ retning, og hvordan vi kan påvirke andre mennesker i en negativ retning.

Vi ser på selvmord som en isoleret handling, som ikke har noget med omverden at gøre. Skylden er kun på personen, der begik selvmord. Det er vigtigt for mennesker at sige, at selvmord er en egoistisk handling. Det er jeg ikke uenig i, men en egoistisk handling kan godt forekomme pga. udefrakommende forhold. Hvis jeg sagde til dig, at jeg bliver glad for at være sammen med positive mennesker, så ville du næppe stille spørgsmål ved det. Hvis vi anerkender, at vi kan blive påvirket i en positiv retning af andre mennesker, så bliver vi også nødt til at anerkende, at vi kan blive påvirket i negativ retning af andre mennesker.

Min egen erfaring

Det skal siges, at jeg ikke anklager nogen, og jeg mener ikke længere det samme, som jeg gjorde for ti år siden. Men mit indlæg giver ingen mening, hvis det allerede bliver en undskyldning for sig selv. Der er unge, der henvender sig til mig pga. mit gamle indlæg om mit selvmordsforsøg, og jeg er ked af, at de ikke føler, at de har nogen at tale med. Men jeg forstår godt den følelse.

Dagen efter mit selvmordsforsøg følte jeg en kæmpe skam over, at det ikke lykkedes. Nu skulle jeg se dem, jeg elskede, i øjnene. Jeg følte, at jeg burde sige, at det ikke var deres skyld. Men sandheden var, at jeg ikke anede, om det var deres skyld. Jeg havde bare lyst til at sige det, fordi det føltes som det rigtige at sige.

Jeg følte ikke, at jeg passede ind i verden. Jeg følte, at der ikke var nogen, der forstod mine drømme, og hvis jeg endelig delte dem med nogen, følte jeg, at de skød dem ned.

Når jeg fortalte folk, at jeg ville være forfatter, blev jeg ofte mødt med samme sætning: “Det kan du ikke leve af.” Det er den slags sætninger, som mennesker siger til hinanden, fordi de tror, at de hjælper den anden person. Men det gør de ikke. De skaber frygt for at dele ens drømme med de mennesker, som burde være der til at støtte dig.

Det var af samme grund, at jeg søgte ind på RUC, for jeg skulle lave et eller andet. I dag hader jeg, når folk siger til unge, at de skal tage en uddannelse, for så har de noget at falde tilbage på. Din drøm kan altid vente. Det er ikke engang, fordi jeg er uenig i det, men det handler om, at du bliver nødt til at lytte til, hvad andre siger til dig. Lad folk jagte deres drømme. Sandheden er, at der ikke sker noget farligt ved, at de gør det.

Jeg havde en kæreste, som også var deprimeret, og jeg troede, at når vi var lykkelige, så hjalp vi hinanden. Hun lærte mig også mange ting om at snakke om følelser, men samtidig var det tydeligt, at vi ikke passede sammen. Jeg kan huske, at hun snakkede med sin fætter om, at hun gerne ville have børn efter et par år og flytte på landet. Det var ord, som hun sikkert ikke mente noget med, men i mit hovedet var det frygten for at ende i et middelklassehjem. Jeg endte med at føle mig alene, fordi selv en jeg elskede ikke forstod mig.

Som sådan var ingen af os dårlige mennesker, men det er ikke ensbetydende med, at vi ikke påvirkede hinanden i en negativ retning. Selvfølgelig handlede det om mig selv, på samme måde som det også handler om mig selv, hvis jeg får glæde af at se en fodboldkamp med mine venner.

Hvis du ønsker at forstå selvmord, bliver du nødt til at indse, at mennesker har positive og negative tanker, og at andre mennesker er med til at påvirke begge dele, selvom det i sidste ende handler om os selv.

Vi kan lære meget af negative tanker

Jeg finder det absurd, at vi elsker at tale om positive tanker, mens vi ikke tør forholde os til alle de negative tanker, som mennesker også har. Positive tanker er lette at dele med andre mennesker, men det er de negative tanker, som bringer os tættere sammen. Mit indtryk er, at vi ofte analyserer hinanden forkert, og noget som vi opfatter som en negativ bemærking fra en anden person, viser sig ofte at være en misforståelse.

Det er ikke let at tale med andre mennekser om den slags. Eller det er det i hvert fald ikke for mig, og det er det heller ikke for dem, som føler, at jeg er den eneste, som forstår deres depression.

Det er ikke rart at sige til et andet menneske, at deres bemærkning sårer dig. Hvis du altid siger den slags, så vil andre mennesker blive bange for at sige noget til dig, og det lærer du heller ikke noget af. Det er grunden til, at det ikke er let at tale sammen.

Jeg er klar over, at det hele er vores eget valg. Det kræver en vis form for psyke at indse, at du kan gøre noget andet end det, som omverden siger er det rigtige. Det er helt sikkert grunden til, at der bliver solgt så mange selvhjælpsbøger hvert år. Vi har brug for mennesker, der fortæller os, at vi kan være os selv.

Ellers ender man med at gå rundt med sine problemer alene, fordi det ikke er i orden at sige, at andre mennesker påvirker dig. Vi er sociale væsner, så selvfølgelig påvirker andre mennesker os.

De påvirker os i en positiv retning, og de påvirker os i en negativ retning. Det er grunden til, at nogen siger, at du skal cutte negative mennesker ud af dit liv. Det gør ikke nødvendigvis de andre mennesker til dårlige mennesker, men det kan være, at I bare ikke tænker på samme måde, og det er psykisk hårdt for dig at snakke med personen.

Meningen med det hele

Min pointe med dette indlæg er ikke, at forældre, venner, partnere osv. skal tage alt ansvaret for et selvmordsforsøg. Der kan være mange grunde til et selvmordsforsøg, men jeg vil gerne have os til at tænke generelt over, hvordan vi er med til at påvirke andre mennesker. Det handler i sidste ende ikke om selvmord men om mennesker generelt.

Når deprimerede personer henvender sig til mig pga. mit blogindlæg, ville jeg ønske, at de havde nogen tæt på dem, som de følte, at de kunne snakke med. Men jeg husker kun alt for godt, hvordan jeg havde lettere ved at tale om negative tanker med fremmede, end med dem som var tæt på mig. I sidste ende var det, fordi jeg troede, at dem som elskede mig, ville dømme mig.

Jeg finder hele positivitetsbølgen skræmmende, fordi den bliver brugt til at holde negative tanker nede. De forsvinder ikke af, at vi siger, at de ikke er der. Arbejdspladser, som kun snakker om at være positiv, isolerer alle, der tænker anderledes.

Vi bliver nødt til at indse, at alle mennesker har, hvad vi kalder positive og negative følelser. Det virker måske en anelse hippieagtigt, men i sidste ende er de alle sammen følelser. Hvis vi ikke lærer at forstå negative tanker, så risikerer de at isolere os fra andre mennesker.

Mit eneste håb er, at vi begynder at se på selvmord på en mindre dømmende måde, og vi anerkender, at der er mange faktorer, der påvirker den slags. Herunder andre mennesker.

Tanker om E2 visum til USA

Min kæreste og jeg fik vores E2 visum i starten af 2016, så vi må nu opholde os i USA de næste fem år.

På mange måder er et E2 visum et relativt simpelt visum at opnå, da Den Amerikanske Ambassade skriver på deres hjemmeside, hvilke betingelser, du skal opfylde.

Det kompliceret ved visummet er, at de ikke forklarer nogle af disse begreber. F.eks. skal du investere en betydelig sum for at opnå visum. Her kan en immigrationsadvokat heldigvis med, hvad det er, at Den Amerikanske Ambassade vil se i din ansøgning og hvad en betydelig sum er.

Du skal regne med, at du skal investere (bruge) min. 75.000 USD. Du kan godt ansøge med et mindre beløb, og det kan også være, at du får dit E2 visum, hvis du kan overbevise Den Amerikanske Ambassade om det. 75.000 USD er mindstebeløbet for at vores immigrationsadvokater gad tage vores sag.

Vi fulgte deres råd og fik et E2 visum til USA, som gælder i fem år, så vi har ikke fortrudt, at vi lyttede til dem.

Der er mange ting, som jeg ville ønske, at jeg havde vidst, inden vi begyndte ansøge, og det er da også grunden til, at vi overvejer at skrive en bog om at opnå E2 visum. Her kommer der eksempler på de forskellige situationer, som ansøgere kan stå i. Det er for kompliceret til et blogindlæg.

Ingen kommer til at forstå dig

Min familie og venner synes, at det er fedt, at vi er taget til USA. Ok måske ikke min mor, men hun er glad på mine vegne.

Men du skal ikke forvente, at du kan støtte dig særlig meget op af andre, for det er en mærkelig proces at søge et E2 visum til USA, så det er svært for andre at sætte sig ind i det. Jeg forstår det godt, for jeg forstod heller ikke, hvorfor processen tager så lang tid.

Du oplever kæmpe usikkerhed, da du ikke ved, om du får dit E2 visum, efter du har brugt 75.000 USD på det. Desuden tager det lang tid at indsamle dokumenter, som virker ligegyldige, men som ambassaden går op i.

Folk har svært ved at forstå, hvorfor du ikke bare får det ordnet, og kommer af sted. Men det er ikke ligesom at starte en virksomhed i Danmark, og det er heller ikke det samme, som når du pakker kufferten og tager på ferie i USA.

Du bestemmer tempoet

Din immigrationsadvokat samler din ansøgning for dig, og de sørger for, at du får sendt de rette formularer og dokumenter til ambassaden.

Men det er op til dig, hvor hurtigt hele processen går. Din immigrationsadvokat kan ikke tage beslutninger for dig, og advokaten går ikke op i, hvad du investerer i.

Du kan sagtens starte med at sende en liste over investeringer til din immigrationsadvokat, så du kan få at vide, om disse investeringer bliver godkendt af ambassaden. Når du får et ja eller nej, kan du gå i gang.

Det er fantastisk at have en advokat på din sag, men du skal stadigvæk lave utrolig meget arbejde, og du kommer ikke til at føle, at det er produktivt arbejde. Men det skal laves. Det er grunden til, at jeg vil anbefale dig, at du får det overstået så hurtigt som muligt.

Lav en oversigt over mulige investeringer. Når du har din godkendelse, skal du gå i gang med at investere i dem. Med vores advokat kunne vi løbende sende kvitteringer til dem, så de kunne samle dem i vores sagsmappe.

Forbrug forklædt som investering

Nu har jeg skrevet investering flere gange, og de 75.000 USD du skal investere, er da også ting, som du kan bruge i din virksomhed.

Men vi fik at vide, at man i dag ikke har lov til at sætte 75.000 USD ind på en amerikansk firmakonto, så pengene er der, når man skal bruge dem. Den Amerikanske Ambassade vil vide, at du har noget i klemme, og derfor skal et stor del af de 75.000 USD bruges.

Dvs. inden du har startet din virksomhed, skal du vide, hvad den skal bruge. Det er lidt omvendt end normalt, hvor man gerne vil holde sine omkostninger nede så lang tid som muligt. Især i startfasen.

Derfor føles det mere som forbrug end som reel investering, og jeg vil råde dig til at have flere penge end de 75.000 USD, så du også har penge til at komme i gang i USA.

Det gode er, at en bil også gælder med i din investering, og du må ca. bruge 30.000 USD på den. Den ses som en investering for din virksomhed, selvom du også bruger den privat.

Nej, jeg har ikke et social security number

Der er mange ting, som ville gøre din ansøgningsproces lettere, hvis du fra starten af havde et social security number (SSN). Men for at få det skal du først have et dit visum.

F.eks. ville jeg gerne have købt en amerikansk sundhedsforsikring, men for at gøre det, ville de have, at jeg skulle fremvise et social security number.

Du kan ligeså godt forvente, at du skal møde op alle steder, når du ikke har et SSN, og derfor er det lettest at lave de fleste af sine investeringer, når du er til stede i USA.

Når du skal køre rundt til alt ting og stå i kø alle steder, så er det begrænset, hvad du kan nå på en dag.

Opret en amerikansk bankkonto

Da vi skulle købes vores bil, havde vi mange problemer, fordi vi ikke kunne få lov at overføre pengene fra vores danske bankkonto til vores bilforhandler. USA er generelt et mærkeligt land, hvor bilforhandlere stadigvæk elsker checks og alligevel mener, at alle andre lande er ulande. Det er ret frusterende.

Vi havde fået at vide, at vi ikke kunne åbne en amerikansk bankkonto, da vi ikke havde et SSN eller noget dokumentation på, at vi boede i USA. Det virkede endnu engang som et område, hvor det hele kørte i ring. For at få et visum skulle vi have en amerikanske bankkonto, men for at få en amerikansk bankkonto skulle vi have et visum. Åh ja!

Ved et rent tilfælde fandt jeg ud af, at jeg i Bank Of America kunne åbne en bankkonto, hvis jeg kom ned til dem med mit pas og et udenlandsk betalingskort. Bingo! Nu kunne jeg oprette et bankkonto og pludselig blev de fleste ting mere simple.

Jeg kan anbefale, at du starter med at få en amerikanske bankkonto, da det er lang lettere at ordne de fleste ting, når du kan overføre pengene med det samme eller skrive en god gammeldags check.

MasterCard er din ven

Næsten alle vores investeringer blev foretaget fra mit danske MasterCard. Mit visakort har en masse begrænsninger, og det er ikke et særlig godt betalingskort, når du skal købe dyre ting. Her er et MasterCard fantastisk, da du har lov at bruge op til 100.000 kr. pr dag, hvis du har overført pengene til din MasterCard konto.

Jeg var ikke klar over dette, inden jeg gik i gang, og det hjalp os virkelig meget. Dog kan du godt opleve amerikanske virksomheder, som kun tager mod amerikanske betalingskort, og det er også grunden til, at jeg anbefaler, at du åbner en amerikansk bankkonto.

Hvad skal du forvente af selve processen?

Vi udfyldte en masse papirer, men da vi brugte en immigrationsadvokat, skulle vi ikke selv finde ud af, hvilke formularer vi skulle udfylde. Vi fik forklaret alle tingene og læste dem selv igennem og skrev så under.

Alle formularer, som du skal udfylde, kan du finde via Den Amerikanske Ambassade, så du kan godt søge et E2 visum uden en immigrationsadvokat. Dog er en immigrationsadvokat alle pengene værd, da du kan koncentrere dig om at finde ud af, hvad du skal bruge dine penge på.

Advokaterne fortæller dig, hvad du skal have styr på. Bl.a. skal du lave en forretningsplan. Denne udgift gælder med i din investering, og det skal siges, at forretningsplanen ikke er en normal forretningsplan.

Den handler mest af alt om, hvordan din virksomhed skaber amerikanske arbejdspladser. Den handler stort set ikke om, hvordan du tjener penge.

I USA går de op i, om du skaber arbejde til amerikanere, så det er helt klart det, din forretningsplan skal fokusere på.

Hvor lang tid tager det at søge et E2 visum?

Det kommer helt an på, hvor hurtig du er til at foretage din investering. Hvis man ved, hvad man laver, kan man nok godt få færdiggjort sin ansøgning på en måned. Det skal siges, at vi brugte lang tid, da vi manglede den viden, som vi har nu. Vi brugte flere uger på ting, som man kan klare på et par dage, hvis man forstår systemet.

Herefter skal du vente på, at ambassaden svarer dig. Du kan sagtens sende din ansøgning, mens du er i USA, og så rejse til Danmark når du skal til din visumsamtale på Den Amerikanske Ambassade i København.

Jeg kunne skrive meget mere om processen bag E2 visum, og det er også grunden til, at vi regner med at udgive en ebog om det.