Positiv i et negativt sind

Hvis du havde spurgt mig for et par år siden, om jeg var et positivt menneske, så havde jeg sagt ja.

Men det er jeg ikke.

Ofte bliver jeg ramt af modløshed, og generelt set mener jeg ikke, at livet har nogen mening. Dette er ikke et positivt udgangspunkt.

Hvorfor snakker jeg ikke med en psykolog i stedet for at skrive om det på min blog? Svaret er, at jeg ikke synes, at der er noget galt med den måde, jeg har det på, og min tiltro til psykologer er ikke høj. Se, der kommer den skide negativitet igen. Jeg kunne skrive 1000 ords vrede mod psykologer på trods af, at jeg ikke har noget mod psykologer, og jeg har ikke noget mod, hvis andre har brug for en psykolog. Eller jeg har lært mig selv ikke at have noget mod det.

Nu undrer du dig måske over, hvorfor jeg pludselig sidder med disse tanker, men der er ikke noget nyt i dem. De er der sådan set hele tiden, og det har de altid været. Så det er noget, jeg løbende tænker på. Senest da jeg igen kom på Instagram og tilbragte 10 min. derinde, hvorefter jeg kom frem til, at jeg egentlig er ligeglad med, hvem der har en sixpack eller ej. Hvis jeg selv postede derinde, ville jeg helt sikkert også poste billeder, hvor jeg var glad og lykkelig.

Det ville være et meget lille indblik i, hvem jeg er, og derfor er det ikke noget for mig.

Jeg er positiv, jeg er negativ, jeg er jaloux, jeg er smålig, jeg er vred, jeg er bange, jeg er glad. Jeg er et meneske.

At jeg blot er et simpelt menneske gør også, at jeg ikke kan se, hvorfor jeg skulle skjule den måde, som jeg har det på. Det er ikke ensbetydende med, at jeg ikke har lyst til at skjule det.

Generelt set vil jeg sige, at jeg ofte fanger mig selv i at have et negativt udgangspunkt. Jeg er blevet bedre til at håndtere det, og derfor vil jeg, håber jeg, virke positiv på omverden. Men jeg vil ikke kalde mig selv et positivt menneske, for jeg skal altid komme rationelt frem til, at det sjældent giver mening for mig at være negativ.

Sådan prøver jeg at være positiv

Tidligere begik jeg den fejl, at jeg ikke troede, at det var i orden at være negativ. Det er det.

Det skyldes, at jeg var bange for mine tanker og hvad de havde vist sig at kunne ende med. Det kan du læse her. Jeg bildte mig selv ind, at det ikke var i orden at være negativ, fordi det er ikke nogle særlig brugbare tanker, hvis man gerne vil opnå ting.

Problemet var blot, at min negativitet stadigvæk var der, selvom jeg bildte mig selv ind, at jeg var positiv. Det er først nu, at jeg har forstået, at jeg skal acceptere min negativitet og reflektere over, hvorfor jeg har det sådan.

På den måde bliver negativitet en følelse ligesom alt andet. På samme måde kan jeg også blive vred over latterlige ting, men overordnet set er jeg ikke et vredt menneske.

Når det kommer til negativitet, handler det om, at jeg ikke lader det styre mit liv.

Hvis jeg valgte en positiv tilgang til negativitet, så ville det være, at det er en sund kritisk tilgang til livet. Når jeg har et negativt udgangspunkt til en situation, så er det min krop, som fortæller mig, at noget er galt. Herefter kan jeg så reflektere over det og finde ud af, om det er tilfældet. Der er intet, der tyder på, at positive mennesker træffer bedre valg end andre mennesker.

Følelser er kommet for at blive

Der kommer ikke noget godt ud af at ignorere sine følelser. Det betyder ikke, at jeg prøver at finde ud af, hvorfor jeg har en bestemt følelse, når jeg har den. I det øjeblik hvor jeg har en eller anden form for følelse, så accepterer jeg, at jeg har den.

På et tidspunkt eksperimenterede jeg med meditation, og teknikken herfra bruger jeg til mine følelser. Jeg går ind i mig selv og møder den følelse,  som jeg egentlig har lyst til skal forsvinde.

Det betyder også, at jeg øver mig i at græde. Det kan virke absurd, at en voksen mand gerne vil græde, men gråd er faktisk ret fantastisk, for det er en situation, hvor jeg accepterer min egen sårbarhed.

F.eks. er jeg i øjeblikket ved at starte virksomhed i USA og ved siden af arbejder jeg for kunder for at tjene penge til at leve i Los Angeles. Når jeg ligger i min seng, kan jeg blive ramt af en frygt for, at det aldrig bliver til noget. Sådan havde jeg det i går aftes, og i stedet for at sige til mig selv, at jeg ikke kan ændre på min situation, mens jeg ligger i min seng, så valgte jeg i stedet at acceptere min frygt.

Det fik mig til at græde, selvom det ikke blev til mange tårer, så var det alligevel utrolig befriende at acceptere, at jeg ikke altid behøver at være positiv på fremtiden.

Nogen gange er jeg glad, og andre gange er jeg ked af det. Sagt med andre ord: Jeg er et menneske, som har opført mig som en robot.

Relateret indlæg

De politiske korrekte racister

jonathan franzen

I USA bliver der snakket om race alle steder. Det er snart umuligt at sige noget, uden at man skal forholde sig til race. Det underlige er, hvordan liberals i USA insisterer på, at kæmpe mod dem som er enige med dem.

Det skete f.eks. da Justin Timberlake på Twitter skrev, at han var rørt over skuespiller Jesse Williams tale til 2016 BET Awards. Her blev stemningen hurtigt vendt mod Justin Timberlake, fordi en twitterbruger skrev, om det betød, at han ville stoppe med at bruge (tjene penge på) sort musik og kultur.

Det endte med at Justin Timberlake sagde undskyld på trods af, at han ikke havde skrevet noget, som man burde sige undskyld for.

På sociale medier ser man hele tiden logikken om, at man udnytter sort kultur, hvis man låner fra genre som rap, soulmusik osv. Det er en logik, som ikke tager højde for, at kunstnere altid låner fra forskellige steder, og at vi ikke kan komme videre fra racisme, hvis vi insisterer på at opstille alt mellem sort og hvid.

Man rammer i hvert fald ikke den form for racisme, som man gerne vil ramme, hvis man insisterer på at kæmpe mod kunstnere, som er på ens side.

Den racistiske kunst

At gøre kunst op i race virker fuldstændig tåbeligt og direkte skadeligt for kampen mod racisme. Det er blevet en udbredt holdning i mange venstreorienterede (liberals i USA) kredse, at hvide priviligerede (især mænd) ikke må have en holdning til sort kunst.

Det så vi senest, da Jonathan Franzen i et interview med Slate blev spurgt, om han kunne finde på at skrive om race. Han svarede: “I have thought about it, but—this is an embarrassing confession—I don’t have very many black friends. I have never been in love with a black woman. I feel like if I had, I might dare.”

Ja, nu var sociale medier klar til at eksplodere. Hvis du havde spurgt mig, er det problematiske i det svar, at han mener, at man skal have sorte venner eller en sort kæreste, før man kan skrive en bog om sorte.

Hvide mænd kan åbenbart ikke researche et miljø, som de ikke kender til. Nu har jeg ikke læst noget af Jonathan Franzen, og for at være sød mod ham, vil jeg vælge at formode, at det er lettere for ham at skrive om noget, som han allerede ved noget om, og derfor behøver han en sort ven eller kæreste for at skrive om det.

Sociale mediers holdning til Jonathan Franzen fremstår tydeligt i Lindy Wests kommentar i The Guardian.

Hele hendes indlæg viser præcist, hvad en politisk korrekt racist er. De snakker og ser race overalt uden at forstå, hvorfor det netop er racistisk at se på verden på den måde. Det er i orden at tale om race og påpege problemer, men når man begynder at snakke om, at man skal have sorte venner eller stoppe med at skrive om andre racer end sin egen, så er man selv en del af problemet.

For at give dig et eksempel på hvorfor jeg finder det racistisk at tænke på den måde, gennemgår jeg her Lindy Wests indlæg. Her handler det om sort og hvid, da det primært er her, at man snakker om racisme i USA, og det er det, som både Jonathan Franzen og Lindy West udtaler sig om.

Hvide må ikke skrive om sorte

There’s little fault in his underlying logic. In fact, he articulates quite beautifully a truth that more people of privilege need to internalise: “I feel it’s really dangerous, if you are a liberal white American, to presume that your good intentions are enough to embark on a work of imagination about black America. (det her er sagt af Jonathan Franzen)”

Yes, absolutely. White people should stay in our lane. Jonathan Franzen should not write books about the black experience in America. The boundary he senses there is a healthy one. Such an endeavour would not be good for black people, Jonathan Franzen, experiences, America or books. (The profoundly colonial notion that “loving” a black woman can magically imbue a white man with the insight to “write fully from the inside” of her – that having sex with a person gives you ownership over their story – is evidence enough of that.)

Ja, så er vi ligesom i gang. Hvide skal ikke skrive om sorte. De skal skrive om hvide. Forestil dig at jeg sagde, at sorte ikke må skrive om en hvid middelklassefamilie, for hvad kan de vide om det? Hvordan mon liberals ville tage den holdning til sig selv? Mit gæt er, at de vil sige, at det er racistisk, da det netop er det, som det er.

Kunstnere skal ikke holde sig tilbage for at udtrykke sig pga. race. Lindy West ignorerer fuldstændig, at kunstnere kan researche. Det er sådan set det, at journalister altid gør, det er ikke anderledes for en forfatter. Hvis vi kun skulle udtrykke os om ting, som vedrører os direkte, så ville vi have en meget fattig kunstnerisk verden.

Jeg giver hende ret i, at en hvid mand ikke bliver ekspert i sorte, bare fordi man har en sort kæreste. Men den snak om ejerskab er helt absurd. En sort kvinde kan skrive om en hvid mand og en hvid mand kan skrive om en sort kvinde. Når de så har gjort det, kan vi analysere bogen og afgøre, om det er god eller dårlig kunst.

Du skal vælge dine venner udfra farve

Why don’t you have very many black friends? Why doesn’t it bother you that you don’t have very many black friends? Why don’t you take steps to cultivate some friendships with black people? Why do we pretend like it’s perfectly reasonable for men to reach 56 years of age – some of those years spent in New York City – primarily socialising within their own race?

Jonathan Franzen svarer, at det er pinligt, at han ikke har nogen sorte venner. Her mener Lindy West, at man skal stille spørgsmålet “Hvorfor”.

Især finder jeg det kvalmende, at hun skriver, at man skal spørge sig selv, hvorfor det ikke bekymrer en, at man ikke har sorte venner. Hun opsætter det her som en god ting, at man vælger sine venner ud fra farve. Det lyder en anelse racistisk at gå efter, at ens venner skal være en bestemt farve.

Hvis man er hvid, og man ikke vil have sorte venner, fordi man har fordomme overfor dem, så er man racist. Hvis man bevidst går efter at få en sort ven, så er man politisk korrekt racist.

Normale mennesker vælger ikke deres venner udfra farve. Man vælger sine venner, fordi man godt kan lide dem. For at være flink overfor hende, så mener hun, at man skal bevæge sig i miljøer, hvor der er mere mangfoldighed. Men hvorfor skal man det? Personligt vælger jeg at netværke ud fra mine interesser og ikke om det er et mangfoldigt arrangement eller ej.

De poltiske korrekte racister udstiller gang på gang sig selv, når de bruger tid på at angribe ikke-racister uden at tænke på, at måske snakker disse personer ikke om race hele tiden, fordi de faktisk ikke tænker på den måde.

Det positive er, at politiske korrekte racister har et godt hjerte. De vil sådan set hjælpe alle, som bliver undertrykt, og de er netop ikke racister på den måde, at de mener, at nogen racer er bedre end andre.

Men de burde nok stoppe med at gå efter alle dem, som faktisk ikke er racister, og jeg håber, at de ikke har valgt deres venner udfra farven på deres hud, men fordi de rent faktisk kan lide dem. Alt andet ville da være racistisk.


*Billedet er fra den franske udgave af Slate

Selvmord er ikke skamfuldt

hans jonas hansen depressed

Efter Mads Holgers selvmord har der været mange holdninger til selvmord, og hvorfor man gør det.  Jeg har tidligere skrevet om mit selvmordsforsøg lige her.

Mit indlæg handler ikke om Mads Holger men om, hvordan folk ser på selvmord. Jeg nævner kun Mads Holger, fordi hans selvmord fik mig til at tænke på det igen.

For på trods af at jeg ikke kendte Mads Holger, brugte jeg det meste af min dag på at tænke på ham, da jeg læste om hans selvmord. Den slags er altid sørgeligt, men jeg kan aldrig lade være med at tænke på, hvor glad jeg er for, at jeg aldrig gjorde alvor af mine egne selvmordstanker. Min glæde varer dog sjældent særlig lang tid, da jeg kommer til at tænke på alle de mennesker, som lige nu går rundt med selvmordstanker og ikke føler, at de længere kan overskue livet. For jeg har selv haft det sådan, og jeg forstår godt, at man ikke længere gider livet.

På sociale medier er jeg glad for at se, at de fleste mindes Mads Holger, og skriver, at han vil blive savnet. Men jeg har også læst flere skrive, at det er en egoistisk handling og det er en fej måde at forlade jorden på. Jeg forstår godt, at man tænker sådan om selvmord, for man vil altid efterlade en masse triste mennesker bag sig. Du stopper med at eksistere, og familie og venner står tilbage og tænker, at du kunne være blevet rask.

Det er vigtigt, at vi ikke ser selvmord som noget skamfuldt, og derfor bryder jeg mig ikke om, at nogen kalder det for fejt eller egoistisk. Vi kan ikke skræmme folk fra at forsøge selvmord. Når vi ser ned på folk, der begår selvmord, risikerer vi at lukke samtalen overfor alle dem, som lige nu går rundt med selvmordstanker.

Det handler ikke om, at vi skal forstå selvmord, men hvis vi vil undgå dem, bliver vi nødt til at lytte til selvmordstanker. Det gør vi ikke, hvis vi allerede har besluttet os for, at det er noget skamfuldt, som vi ikke skal tale om.

De døde er ligeglade med, hvad du tænker om dem, så det er ikke dem, vi rammer, hvis vi kalder selvmord for en egoistisk eller fej handling. Det er dem, som står tilbage med selvmordstanker, som kommer til at lide, da vi gør det svært for dem at åbne sig op og fortælle om, hvorfor de nogen gange ikke kan lide at leve.

Jeg ved det fra mig selv. Jeg gik med selvmordstanker i flere år, og efter utallige byture stod jeg med en køkkenkniv og overvejede, om den var skarp nok til at skære mit håndled over. Jeg snakkede ikke med nogen om det, for jeg troede ikke på, at nogen ville forstå mig. Jeg var sikker på, at de ville prøve at komme med løsninger, men jeg var ikke interesseret i deres løsninger, jeg var ikke interesseret i at tale med en psykolog om mine problemer.

Engang i mellem åbnede jeg en smule op og snakkede om livets meningsløshed, og at jeg godt kunne forstå folk, der havde begået selvmord. Disse mennesker havde i det mindste kontrol over deres eget liv. Her blev jeg også mødt af snak om, at det var egoistisk, fejt osv., og jeg indrømmede af gode grunde aldrig, at jeg selv havde det på samme måde. Jeg skulle ikke nyde noget af, at de kunne dømme mig, og jeg må indrømme, at jeg så ned på dem, da de ikke kunne se, hvor meningsløst deres liv var.

Da jeg stoppede med at have selvmordstanker, rykkede jeg mig mere over til den gruppe, som finder det egoistisk at begå selvmord. En del af mig ville tage afstand fra, hvordan jeg havde haft det tidligere, for hvis jeg havde set lyset, hvorfor skulle andre så ikke også kunne gøre det?

Når jeg tænkte sådan, var det udelukkende en forsvarsmekanisme for ikke at føle selvmordsskam. For inderst inde forstod jeg godt, at man kunne efterlade en masse pårørende bag sig. Når jeg havde lyst til at dø, var det ikke, fordi jeg ikke tænkte på andre mennesker, men det gjorde virkelig ondt at leve.

Så jeg stoppede med at tænke på selvmord som noget, vi skal skamme os over, for hvis vi gør det, glemmer vi også at tale om alle de grunde, der kan være til, at vi føler, at selvmord er nødvendigt.

Det handler ikke om, at selvmord ikke er trist, for selvfølgelig er det trist, når vi oplever selvmord, og selvfølgelig er det trist for alle dem, som elsker Mads Holger, at han ikke længere er i blandt os. Men det hjælper ikke noget at møde den slags med vrede eller fordømmelse, for det kan være, at personen ved siden af dig har de samme selvmordstendenser, og med din vrede risikerer du at skubbe personen væk fra dig.

Det er vigtigt at forstå, at selvmord rammer i alle aldersgrupper, og at det nogen gange kan virke uforståeligt for omgivelserne, når det sker. Begrundelsen for selvmord giver mening for den person, som begår selvmord. Det er derfor, at det er vigtigt, at vi stopper med at bruge ord som fejt, kujonagtigt, egoistisk osv., når det kommer til selvmord.

Se selvmord for hvad det er. En tragisk handling af en person som ikke længere kunne rumme livet. Det er en skrøne, at det er en ensom person, som ikke havde nogen venner at tale med. En person med selvmordstanker kan sagtens være glad og smile. Det var ikke sådan, at jeg konstant gik rundt og havde lyst til at begå selvmord. Det kom i perioder, og i disse perioder havde jeg ikke lyst til at tale med nogen, da jeg ikke ønskede, at nogen skulle se mig sådan. Jeg havde ikke lyst til at være en svag person, så jeg endte med at bygge en facade.

Når en person med selvmordstanker først har bygget en facade, er det svært at rive den ned igen. Det er grunden til, at jeg tror, at det er vigtigt at vi får talt om selvmordstanker og ikke dømmer disse tanker. Det handler i sidste ende om at lytte til, hvorfor de har selvmordstanker. Selvfølgelig er det en god idé at tale med en psykolog, men for mit vedkommende havde det skræmt mig væk, hvis nogen havde startet med at foreslå det.

Jeg tror ikke på, at vi kan undgå alle selvmord, men vi kan stoppe med at fordømme dem, som begår selvmord, da det giver os en chance for at hjælpe andre, inden de ikke ser anden udvej end selvmord.

Vi ved ikke, hvorfor Mads Holger begik selvmord. Men det var ikke, fordi han var et fejt eller egoistisk menneske. Han var blot et menneske, og den slags er mere skrøbelige, end vi tør tænke på.