15 år med ting jeg egentlig ikke kunne lide – Part 1

Overskiften lyder værre, end det er. For jeg anerkender, at alle ting jeg har gjort, på en eller anden måde har fået mig herhen. Det har jeg det helt fint med.

Når jeg alligevel skriver dette indlæg, er det for at forstå noget om mig selv. For at jeg husker at tænke over, hvad det egentlig er, at jeg gerne vil i livet, og for at forstå hvorfor jeg stoppede med at tro på min egen drøm.

Hele dette indlæg kommer til at handle om, hvorfor jeg først ville være forfatter, hvorefter jeg ville være manuskriptforfatter og i sidste ende hvorfor, jeg aldrig nogensinde har gjort noget som helst ved det, og hvad det betyder for mig lige nu.

Folk prøver ikke at forstå dig

Jeg brød mig ikke om at gå i skole. Jeg kedede mig, og jeg lavede en masse ballade. Jeg blev stemplet som et problembarn, hvilket også var fair, men i min fritid sad jeg tit og læste tykkere bøger, end dem vi læste i skolen.

Det var ikke, fordi jeg ikke elskede at lære noget, jeg brød mig bare ikke om skolen. Alt lærdom skulle være kedeligt, og man måtte aldrig selv bestemme, hvad man læste. Der var aldrig nogen forklaring på, hvorfor vi skulle lære tingene, det skulle vi bare. Den metode gjorde, at jeg aldrig lærte noget.

Jeg opdagede, at det eneste jeg kunne lide i skolen var at skrive. Jeg stavede ad helvedes til, men jeg var altid glad, når jeg var færdig med en historie.

Min første episode med skrivning var faktisk, da jeg boede i Zimbabwe med mine forældre i halvanden år. Fordi det var en kristen skole, var det meget med, at man skulle snakke pænt. Man måtte aldrig bruge bandeord, og det er meget anderledes end en danske skolegård. Det havde jeg faktisk intet problem med, og jeg blev meget påvirket af dem.

Så meget, at da jeg skulle skrive en historie på engelsk, handlede den om, hvordan en slem dreng brugte ordet “fuck”, men at en anden dreng lærte ham, at det var forkert.

Jeg fik en reprimande pga. den historie, fordi jeg havde brugt ordet fuck. Jeg kan huske, hvor trist, sur og skuffet jeg var over, at der sad en voksen person, som ikke fattede noget som helst af min historie. Når jeg tænker tilbage på det, er jeg stadigvæk sur over det, for hvordan kan man misforstå noget, som et seks årig barn ville kunne forstå.

Det var blot en af de første gange, hvor jeg opdagede, at autoriteter ikke vidste end skid. De var låst fast, og jeg dannede opfattelsen af, at hvis man var lærer, så var det nok fordi, man ikke var god til noget. Det er heldigvis noget, som jeg sidenhen har ændret holdning til, men jeg er sikker på, at det er grunden til, at så mange unge føler det samme som mig, når de går ud af folkeskolen.

Lærer: “Dine følelser er forkerte”

Jeg ønsker det bedste for de fleste mennesker, men jeg har oplevet lærere, som jeg har svært ved at tilgive. Der findes bitre mennesker, som gerne piller et barn ned, hvis det kan få dem til at føle sig bedre. Som voksen ville jeg gerne tilgive dem, men barnet i mig kommer aldrig til det. For jeg kommer aldrig til at forstå, hvordan voksne kan være røvhuller overfor børn.

Tilbage i den danske folkeskole kan jeg huske, at vi skulle skrive en historie om, hvordan det var at være forelsket. Det var ikke, fordi jeg skrev stor kunst, men jeg formulerede de følelser, som jeg selv havde prøvet at have, og som jeg stadigvæk får den dag i dag. Det her er desuden også historien om forskellen på en god og dårlig (dårlig er et alt for sødt ord) lærer.

Af en eller anden grund var vores rigtige dansklærer syg, så vi nåede at have to forskellige lærere som vikarer, som gav feedback på samme historie.

Den ene lærer var en bitter gammel dame, som min storebror også engang har kaldt en kælling, som fortalte mig, at min historie ikke havde noget med kærlighed at gøre. Jeg kan huske, hvor vred jeg blev over, hvordan en fremmed person kunne dømme mine følelser på den måde. Jeg bliver stadigvæk vred og ked af det, når jeg tænker på den episode. Min storebror havde ret, hun var en kælling.

Gangen efter havde vi en ny smuk kvindlige vikar, som sikkert lige var kommet ud af lærerseminaret. Hun fortalte mig, at det var nogle vildt smukke tanker, jeg havde skrevet. Ligeså sur som jeg havde været tidligere, ligeså glad var jeg for, at en smuk lærerinde rent faktisk kunne lide min historie, som i sidste ende blot var mig og mine følelser. Der var masser af ting, der skulle rettes i den historie, men jeg var åben overfor hendes rettelser, fordi hun ikke havde dømt mig.

Elskede at få min lærer til at grine

Selvom jeg aldrig stavede særlig godt i folkeskolen, fik jeg ofte læst mine stile højt af vores dansklærer. Jeg tror egentlig bare, at han gjorde det, fordi han syntes, at de var sjove. Jeg fik aldrig højere end 9 på den gamle karakterskala, og der var mange af pigerne som fik 11 for deres.

En af grundene til, at jeg gerne ville skrive, var nok, fordi når jeg i det mindste kunne få en voksen mand til at grine, så måtte jeg gøre et eller andet rigtigt.

Jeg kunne bedst lide at skrive fristil, for så kunne jeg selv bestemme emnet. Fordi jeg stavede dårligt, nød jeg aldrig rigtigt at skrive langt, så min stile var meget korte, og de var aldrig længere end de behøvede. Jeg forklarede ikke tingene i dybden, så der var ikke nogen synderlig kvalitet bag.

Men alligevel fik jeg læst dem op, fordi min dansklærer gerne ville have, at de andre skulle høre mine historier. Det var et kæmpe boost, og jeg er evig taknemmelig for min dansklærer.

Det er også grunden til, at jeg godt kan se, at en god lærer faktisk kan gøre en kæmpe forskel i et barns liv, og en dårlig lærer kan smadre rigtig meget. For de fleste børns vedkommende er en lærer første møde med en voksen, som lytter til dig, som ikke er dine forældre. Derfor kan de tilføje dig meget glæde og smerte.

Du kan ikke leve af at være forfatter

Efter folkeskolen gik jeg på handelsskolen og jeg fik mere lyst til at skrive. Jeg havde hele tiden idéer til at skrive, og jeg begyndte også at skrive på en bog om en dreng, som får bumser og hele hans liv ændrer sig. Det var en historie, som mindede meget om Kærlighed ved første hik. Og ja, jeg havde mange bumser på Handelsskolen.

Jeg begyndte hele tiden at snakke om at være forfatter, og her kan jeg huske, at min mor sagde til mig, at det kan man ikke leve af, så jeg burde finde noget ved siden af. Jeg forstår godt rådet, men det virkede absolut ikke efter hensigten, fordi det fik mig til at føle, at mine drømme var forkerte, og jeg ligeså godt kunne droppe dem

Da jeg ikke ville droppe dem, flyttede jeg mig i stedet længere væk fra min mor, for jeg følte ikke, at hun alligevel lyttede til mig. Det er grunden til, at det er så farligt at dømme andre mennesker, for det er umuligt at vide, hvordan de reagerer. Det er først noget, jeg er begyndt at forstå i dag. Så hvis jeg har dømt dig på et tidspunkt, så beklager jeg.

Generelt var det meget almindeligt, at folk reagerede med, at det kunne man da ikke, og det var også svært at bryde igennem. Ja, du kan ligeså godt lade være med at forsøge, for det er alt for svært at gå i gang.

I dag forsøger jeg at gøre ting, som jeg har lyst til, selvom de kan virke svære og dårlige for mig. Ofte kommer der en masse andre muligheder, når jeg tør forsøge.

Jeg var bange for at tage til New York

Pga. min kærlighed til film begyndte jeg at interessere mig for at skrive manuskripter. Jeg interesserede mig ikke for at blive instruktør, jeg ville bare gerne skrive en god historie, som kunne passe til filmemediet.

Som mange andre unge manuskriptforfattere var jeg ufattelig inspireret af Tarantino, og derfor ville jeg lave amerikanske film. Jeg fandt ud af, at man kunne studere screenwriting på New York Film Academy. De har både en afdeling i New York og Los Angeles, men det var især deres afdeling i New York, som jeg læste meget om.

Jeg fortalte det også til min mor, og hun forstod egentlig godt, at jeg ville det. Hun forstår godt, hvis man vil have et job eller studere, og derfor er hun støttende på det punkt. Hun undersøgte endda, at man kunne søge legater.

Men i sidste ende blev jeg bange for det hele, fordi det var så fremmed for mig. Modsat nu var jeg ikke klar til at springe ud i livet, selvom det havde været en helt vanvittig oplevelse, hvis jeg havde gjort det.

Normalt siger jeg altid, at jeg ikke fortryder noget i mit liv, men jeg fortryder faktisk, at jeg ikke gjorde det. Det betyder ikke, at jeg ikke kan gøre noget ved det nu, men det er blot for at forstå, at det er helt naturligt at fortryde ting.

Højskole og mistillid til mig selv

I stedet søgte jeg ind på en højskole nær Vejen, da de havde et manuskriptlinje. I deres brochure var der masser af liv på højskolen, fordi der også var elever, som gerne ville være instruktører og skuespillere.

Da jeg ankom til højskolen viste det sig, at vi kun var fire på linjen, og at alle skuespillerne aldrig var på samme tidspunkt som dem, som gerne ville være manuskriptforfattere. Det var ufattelig skuffende, og det var en ret deprimerende oplevelse.

Jeg nød dog at skrive på skolen, og jeg elskede også vores filmtimer, som var fire studerende, som sad sammen med vores lærer og så film, mens han forklarede. Det var ekstrem hyggeligt og lærerigt.

I samme periode var der en masse andre ting, der fyldte oveni i mit hovedet. Jeg har nævnt det så mange gange, at hvis du vil vide mere, kan du læse om det her.

Så der var mange ting, som gjorde, at mit højskoleophold aldrig blev den store succes, som jeg havde regnet med.

Grunden til, at jeg nævner mit højskoleophold, er, at jeg oplevede en episode med vores lærer, hvor jeg kunne have lært så meget om mig selv, hvis jeg ikke havde været flov over at åbne op.

Jeg havde skrevet en scene til en film, som jeg havde kaldt 28. maj. 28. maj var den dag, hvor jeg stoppede med at være værnepligtig, og derfor handlede filmen om en række unge, som prøvede at få deres venskab til at fungere efter militæret.

I filmen havde jeg skrevet en tale af en løjtnant, som skulle få alle deres historier til at passe sammen, og man skulle forstå, hvorfor venskab er vigtigt. Ideen var, at det skulle være en episk tale.

Da jeg fik feedback på talen, sagde min lærer, at han først havde troet, at det var noget lort, men da han forstod, at jeg ville vise, hvor dårlig løjtnanten var til at holde tale, elskede han det.

Ja, jeg havde skrevet en sjov scene, selvom jeg prøvede at skrive en alvorlig scene. Jeg må indrømme, at jeg griner højlydt, når jeg tænker på det, for det var noget lort, men jeg troede selv, at det var genialt. Hvis jeg havde åbnet op for læreren, havde han kunne hjælpe mig med at forstå det. I stedet blev jeg flov, og jeg gav ham bare ret.

Hvis du vil have et råd i livet fra mig, så er det, at du aldrig bør reagere sådan, for hvis du ikke tør være dum, bliver du aldrig klogere.

Jeg ville egentlig have skrevet alle mine tanker om det her emne i et indlæg, men jeg kan godt se, at det bliver for langt. I stedet vil jeg vælge at stoppe den her og så skriver jeg en eller flere dele. Ovenstående med fed skrift er den rigtige slutning på denne del.

Relateret indlæg

Smid en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *