Liar’s Poker – En misforstået guide til Wall Street

liars poker michael lewis

Liar’s Poker handler om forfatteren Michael Lewis’ tid i den finansielle verden, inden han sagde op for at blive forfatter. Det er vi mange, som er glade for, da han udover Liar’s Poker har skrevet The Big Short, Flash Boys: A Wall Street Revolt, The Blind Side, Moneyball m.fl.

Selvom Michael Lewis kun arbejdede på Wall Street i sit træningsforløb, er det alligevel et indblik i, hvordan Wall Street fungerede i slutfirserne. Det skyldes, at han arbejdede for Solomon Brothers’ London kontor, så det fungerede meget på samme måde, som hvis han havde arbejdet på deres kontor på Wall Street.

 
 

“I læser min bog forkert”

Det, jeg finder interessant ved bogen, er ikke så meget det, som der står i bogen, men mere hvad Michael Lewis sagde om den i bogen The Big Short. Her skriver han, at Liar’s Poker er en bog om, hvorfor du ikke skal arbejde på Wall Street, da det for ham er en rå kultur, hvor det handler om at narre andre, og han anser ikke sit arbejde for at skabe nogle værdi for andre.

Det gør ham trist, at mange unge i årenes løb har læst hans bog, og fået lyst til at arbejde på Wall Street. Han skriver i The Big Short, at de i stedet skulle gå ud og skabe noget i livet i stedet for at fokusere på at tjene en masse penge.

Det var med det in mente, at jeg læste bogen, for jeg tænkte, at det var underligt, at der kunne være så stor forskel på, hvad Michael Lewis mente, at bogen handlede om, og hvad mange læsere fik ud af den.

Efter at have læst den forstår jeg godt, hvorfor unge læser bogen som en guide til at tjene penge. Michael Lewis starter allerede bogen med at skrive, at han som trainee tjente mere end sin økonomiprofessor på London School of Economics.

Herefter fortsætter han med at skrive om millionbeløb, som de fleste af os aldrig kommer til at se. Ikke at Michael Lewis selv så dem, da Solomon Brothers havde et bonussystem, som ikke rigtig handlede om, hvor mange penge du tjente til dem, men baseret på hvor mange år du havde været hos dem osv. Men han tjente mange penge.

Når du i sluttyverne tjener flere hundrede tusind dollars om året, forstår jeg godt, at unge tænker, at her er deres mulighed for at tjene penge. De skal ind på Wall Street og have deres andel i alle de penge.

Show me the money

Unge kan lide penge, sådan er det. Vi lever i et kapitalistisk system, hvor penge køber frihed, for at opnå friheden, skal du selvfølgelig så sælge din frihed. Den slags går man næppe op i, når man er 20 år.

Jeg var faktisk tæt på at studere økonomi fremfor medievidenskab, da jeg altid har været fascineret af Wall Street. Vi er en hel generation, der er vokset op med filmen Wall Street, og når du er ung og ser den, virker det som en verden, som du gerne vil være en del af. De har masser af penge, og de fester hårdt. Ikke en dårlig ting når man er 20-25 år.

I en film kan man af gode grunde ikke se alt det kedelige arbejde, som der også skal til for at få andel i pengene. I Liar’s Poker er 12 timers arbejdsdage mere regel end undtagelsen, og den slags kræver, at man laver noget, som man synes er sjovt, for ellers går man død i længden.

Michael Lewis konkluderer ikke rigtig noget i sin bog, men giver i stedet læseren et indblik i, hvordan Wall Street arbejdede. Det er en verden, hvor man tænker på sig selv, og hvor det handler om at lave en masse penge. Så jeg forstår godt, hvorfor Michael Lewis ikke mener, at man skal arbejde på Wall Street.

Men hvis jeg var 20 år og havde læst bogen, havde mit fokus været på alle de penge, som der bliver tjent i Salomon Brothers. Den maskuline kultur, som han også skriver om, havde ikke skræmt mig væk.

At blive kaldt en Big Swinging Dick når man tjener masser af penge, ville have virket befriende efter mange års skolegang, hvor alt skal snakkes igennem.

Det giver mening, at unge mænd læser bogen og tænker, at det er den rigtige vej for dem. Ikke mere feministisk ævl, her kan mænd stadig få lov at være mænd. I hvert fald i midtfirserne da Michael Lewis skrev bogen.

Læseren bestemmer

I sidste ende viser det, hvad der sker, når du udgiver indhold. Du kan ikke bestemme, hvordan modtageren tolker dit indhold, og du kan ikke styre det.

Folk kommer med en masse baggage som afgør, hvordan de læser bogen. Hvis du er Bernie Sanders, vil du fokusere på, at det hele virker som svindel. Michael Lewis skriver om, hvordan man sælger dårlige obligationer til kunder, så Salomon Brothers kan slippe af med dem. Der er igennem hele bogen en modsætning mellem at håndtere virksomhedens interesse og kundernes, der skyldes, at Salomon Brothers både havde bond traders og salesmen.

Hvis du er liberal, vil du fokusere på, hvordan han allerede i 1989 har skrevet om, hvordan staten skabte grobunden for finanskrisen mange år efter. Finanskrisen er helt sikkert kompliceret, men det er interessant, at Michael Lewis allerede dengang skriver, at der ikke havde været et marked for mortgage bonds, hvis ikke Fannie Mae og Freddie Mac havde sagt god for dem.

Hvis du er 40 år og læser bogen, overvejer du sikkert, om du kan stole på det sted, hvor du har din pensionsopsparing, og hvem du kan stole på, når det kommer til penge.

Og ja, hvis du netop er blevet færdig med universitetet, og du hverken har kone eller børn, tænker du nok bare, at du fandme skal du og tjene nogle penge, og den finansielle sektor virker som stedet for dig.

Giver det mening at læse bogen i dag?

Det er en underholdende bog, og selvom mange ting sikkert har ændret sig på Wall Street, er den stadigvæk værd at læse, hvis man vil have en forståelse for, hvordan den finansverden fungerer.

Det virker ikke helt til, at den danske finanssektor fungerer helt på samme måde, selvom man skulle tro det, hvis du lytter til den gængse holdning blandt danskere. Så den kan næppe bruges som en guide til det danske finansmarked.

Hvis du vil læse en underholdende bog, som beskriver en verden, som de færreste har adgang til, så kan bogen klart anbefales. Flere af de ting som allerede nævnes i midtfirserne, kommer til at have betydning for finanskrisen mange år efter. Da jeg læste bogen, var det ligesom at få et indblik i, hvordan det hele startede. Bogen beskriver virkelig godt det 80’er Wall Street, som er det, som de fleste af os kender til.

Hvis du er ung, kan du læse den, mens du drømmer om alle de penge, du en dag skal tjene på Wall Street.

Relateret indlæg

Sick in the Head – Dette er ikke en boganmeldelse

Titlen Sick in the Head har ingenting med mig at gøre, selvom nogen sikkert vil mene noget andet. Det er titlen på Judd Apatows bog. Jeg har egentlig altid kaldt ham Jude, fordi jeg har en fantastisk evne til at se starten af et ord og så bare gætte mig frem til udtalelsen. Ja, det er også grunden til, at jeg droppede hurtiglæsning og i stedet er gået over til at læse alle ordene langsomt.

Derfor tog det mig også ret lang tid at læse Sick in the Head, selvom det er en bog, som jeg normalt ville kunne læse på ingen tid, da det er en samtalebog mellem Judd Apatow og en række forskellige komikere. Ideen til at skrive en bog, om alle de komikere han godt kunne lide, skyldes, at da han var 16 år, der interviewede han en række komikere. Komikerne vidste ikke, at de blev interviewet af en dreng på 16 år, da det eneste, Judd Apatow havde fortalt komikernes PR-agenter, var, at han ville interviewe dem til en radiokanal. Han fortalte dem ikke, at radiokanalen blot var en high school radiokanal, og der ikke ville være nogen PR-værdi i at blive interviewet. De fleste interviews blev ikke engang bragt på radiokanalen, men var til Judd Apatows egen brug.

Dette er ikke en boganmeldelse

Bare lige så alle er med, så er dette ikke en boganmeldelse, for jeg har aldrig brudt mig om den genre. Jeg husker kun alt for godt, da vi skulle skrive boganmeldelser i skolen, og det ødelagde altid min lyst til at læse bøger, så stort set alle de bøger som jeg læste, mens jeg gik i skole, var alle andre bøger, end de bøger jeg skulle læse.

Det samme mønster gik igen på universitet.

Jeg er ekstrem dårlig til at følge en læseplan, da det ikke interesserer mig at læse bøger, som andre har valgt for mig. Jeg opfordrer ikke andre til at gøre det samme, for hvis du vil have gode karakterer, er det næppe den bedste metode at læse sine egne bøger. Det kan dog godt styrke ens dannelse.

I stedet for en boganmeldelse er dette et indlæg om, hvad jeg lige tænkte på, da jeg var færdig med bogen. Den slags kan have tendenser til at ligne en boganmeldelse.

Jeg har fremover tænkt mig at smide en kommentar ind til de bøger, som jeg læser. På den måde slipper min kæreste også for at skulle høre på, hvad jeg nu har læst. Jeg kan dog ikke love, at hun slipper helt. Beklager skat.

En anden grund, til at jeg ikke skriver særlig meget om denne bog, er, at jeg læste den som fysisk bog og ikke på min Kindle. På Kindle er det let at gemme highlights fra bogen, så når jeg er færdig med bogen, kan jeg huske, hvad jeg kunne lide ved den. Jeg har ikke læst til at bruge en overstregningstusch i min bog. Så jeg har ingen noter til bogen.

Hvem er Judd Apatow og hvorfor har jeg købt hans bog?

Da min kæreste og jeg var i Los Angeles, var vi stort set hver dag nede i et fedt shoppingcenter, som hedder The Groove. Et par dage inden vi skulle hjem, lagde jeg mærke til, at Judd Apatow ville komme og snakke om sin bog i Barnes & Noble. Jeg vidste, hvem Judd Apatow er, da jeg havde set ham i en række amerikanske talkshows – ja, jeg elsker at se talkshowværter interviewe kendte. Det er faktisk den eneste grund til, at jeg kender en række kendte, selvom jeg ofte ikke har set de ting, som de har været med i.

De fleste aner ikke, hvem Judd Apatow er, selvom de fleste kender de serier og film, som han har været med til at skabe. Hvis du har set en bromance komediefilm, er der en god chance for, at du har set en Judd Apatow film.

Min kæreste lød ikke specielt interesseret i at se ham, da hun ikke har set nogle film. Da hun var ung, brugte hun tiden på at chatte med folk på nettet om musik, mens jeg brugte tiden på at spille computer og se samtlige serier på dansk fjernsyn.

Så det var egentlig ikke planen, at vi skulle tage ind og se ham, men på selve dagen hvor han skulle tale, spurgte jeg min kæreste, om vi ikke skulle tage ned at se ham, da vi ikke havde set en eneste kendt, mens vi var i Los Angeles. Det er næsten sørgeligt at komme hjem til Danmark efter tre uger i Los Angeles og sige til folk, at det tætteste jeg kom på at se en kendt, var da jeg troede, at Channing Tatum købte kaffe på Starbucks. Det skal siges, at uden briller ligende det faktisk Channing Tatum.

Da det var et Barnes & Noble arrangement, skulle vi købe bogen for at se ham. Eller det skulle vi vist ikke, men det havde vi fået at vide af den uvidende butiksekspedient. Så nu har vi to signerede eksemplarer af Sick in the Head.

Interview med komikere

Judd Apatow har skrevet bogen, fordi han hele sit liv har været fascineret af komikere. Han prøvede selv at blive komiker, men han følte aldrig, at han var ligeså god som de komikere, han kendte. Bl.a. boede han sammen med Adam Sandler lige inden, han fik succes. I stedet valgte han at skrive vittigheder for andre komikere og senere hen skrive, producere og instruere film.

Der er mange virkelige gode interviews i bogen, og der er ret mange af komikerne, som jeg ikke kendte i forvejen. Jeg har da også fundet en række film, som jeg skal have set.

Jeg nød især at læse Albert Brooks (kendte ikke), Amy Schumer, Chris Rock, Harold Ramis (kendte ikke), Jerry Seinfeld, Jimmy Fallon, Lena Dunham, Louis CK, Roseanne Barr og Mel Brooks.

Det er skægt at høre om, hvordan disse mennesker har fået succes, og hvor svært det er at blive komiker. Det kræver, at man er dedikeret og bliver ved, selv når det ser sortest ud.

Det er den samme historie, som du får af de fleste kunstnere, da det altid virker uforstående for andre, hvorfor man vil vælge at lave noget, som man tydeligvis ikke tjener nogle penge på. Ja, det gælder også for mange iværksættere.

Livsbekræftende historier

Der er mange gode interviews i bogen, og den er værd at læse for alle, som kan lide komikere. Interviewsene er utrolig livskræftende og fortæller historien om menneskets livscyklus igennem mennesker, som lever af humor.

De ældre komikere reflekterer på tiden og giver et indblik i, hvordan verden engang var, og hvad man skal gøre, hvis man vil opnå succes. Ældre med succes er farvet af, at de nu står i nutiden og ved, at de fik succes. Det får dem til at fortælle ungdommen, at man ikke skal stresse for meget over nutiden. Men hvis man ikke engang har råd til at betale sin husleje, er det nok meget almindeligt, at man er lidt stresset.

Kan man så bruge interviewene til noget, hvis man ikke har succes og gerne vil have det? Ja, man kan i hvert fald blive inspireret til, at man skal blive ved med at prøve, og at det i sidste ende kun er en selv, man kan lytte til.

Bogen er så inspirerende, at jeg fangede mig selv i at drømme om at blive komiker, selvom jeg slet ikke har lyst til det.

Tilfældighed og hvorfor du ikke skal lytte til Karsten Ree

I bogen Fooled by Randomness beskriver Nassim Taleb, hvordan vi som mennesker hele tiden bliver snydt af tilfældigheder, fordi vi som mennesker ser mønstre i alt. Det er helt naturligt, at mennesker prøver at forstå verden omkring dem. Denne trang til at forstå alt gør, at vi konstant konkluderer helt forkerte ting, fordi vi i følge Nassim Taleb ikke tager højde for tilfældigheder.

Nassim Taleb har arbejdet det meste af sit liv i finansverden, så det er helt naturligt, at han skriver om tilfældigheder fra denne verden. Her har han flere gange oplevet, at aktiehandlere er blevet styrtende rige og hyldet for deres evne til at tjene penge i markedet. Hvorefter de er blevet udslettet, når en krise har ramt økonomien.

Dette så vi også i Danmark under finanskrisen, hvor en række nymillionærer pludselig mistede alt efter flere år med kæmpe succes. Det skete især inden for boligbranchen, hvor der slet ikke var grænser for, hvor dygtige disse mennesker var til forretning. Flere af dem var dog ikke dygtige nok til at regne ud, at det er godt at sprede sin risiko.

Nassim Taleb ville sige, at de ikke havde taget højde for, at deres forretningssucces var en tilfældighed. I stedet konkluderede de, at de var forretningsgenier, der ikke kunne tage fejl.

Rige er sjældent klogere

Der er intet galt med at hylde rigdom. Problemet opstår, når vi bilder os selv ind, at rige automatisk er klogere. Det er de ikke. Det er vigtigt at påpege, at det ikke betyder, at rige ikke selv har gjort noget for deres succes. For mange riges vedkommende har de satset alt på at få succes, og de har fortjent alle de penge, som de har tjent.

Men det betyder ikke, at de er eksperter i andre ting, end det som de blev rige på. Når mennesker gerne vil tjene penge, lytter de til dem, som har tjent dem. Vi tror, at deres succes betyder, at de aner, hvad de laver. Dette er ikke altid tilfældet.

F.eks. kan man tage Karsten Ree, som solgte Den Blå Avis for ca. 2,1 milliarder kroner. Pludselig blev han en person, som medierne lyttede til. Sidenhen har Karsten Ree lavet en række dårlige forretninger, og hver gang udtaler han til aviserne, at det ikke er hans skyld. Karsten Ree skal nok bare være glad for, at han i dag er rig nok til, at han har råd til dårlige investeringer.

Hvis Nassim Taleb har ret, skal man nok ikke lytte for meget til rige, hvis man gerne selv vil være rig. En rig vil ofte bilde sig selv ind, at de kender vejen til rigdom, da de tror, at alle deres rigtige og forkerte valg i sidste ende var grunden til, at de blev rige. Det sjove er blot, at rige sjældent er enige med hinanden om, hvordan man bliver rig. Det skyldes mest af alt, at der kan være mange forskellige veje til rigdom.

I Fooled by Randomness kritiserer Nassim Taleb blandt andet, at mange konkluderer, at man bliver rig, hvis man er risikovillig. Han påpeger, at det er sandt, at rige iværksættere var meget risikovillige, da de startede deres virksomhed. Det er dog fejlagtigt at konkludere, at man derved bliver rig af at tage en kæmpe risiko, da dem som ikke fik succes, også var risikovillige. Det er ingen naturlov, at man bliver rig, hvis man tør risikere alt.

Det skal siges, at Nassim Taleb godt kan lide iværksættere og lønmodtagere, som er gode til noget. Det er primært finansfolk og aktiehandlere, som han langer ud efter. Mest af alt fordi han ikke mener, at de aner, hvad de laver.

Det er muligt, at jeg på et senere tidspunkt skriver mere om tilfældighed som begreb. Hvis du vil vide mere om begrebet, og hvordan du kan bruge det, kan du læse bogen Fooled by Randomness eller læse mere på http://www.fooledbyrandomness.com/.