Produktivitet handler om mentalt velvære

På et tidspunkt læste jeg meget om produktivitet, for lige meget hvad jeg gjorde, følte jeg ikke, at jeg havde noget energi. Hver dag fandt jeg nærmest på noget nyt at gøre.

Problemet var, at det var umuligt for mig at skabe gode arbejdsvaner, fordi jeg ikke havde det godt psykisk. Hvis du har det dårligt, kan du fristes til at kalde dig selv for doven, dum, uduelig osv., men som jeg ser det, er det en fuldstændig hjernedød måde at se på problemet.

Hvis du allerede har prøvet at sige det til dig selv, og det ikke virkede, så kommer det aldrig til at virke. Mit gæt er, at du ikke er så lykkelig i dit liv, som du tror, at du er. Vi har en tendens til at mene, at alt går fremragende i vores liv, fordi vi ikke stopper op og stiller os selv kritiske spørgsmål om vores liv.

Ofte kan man først se, hvor forfærdeligt noget var, når man har forladt det og tænker tilbage på det flere måneder efter. Det gælder i alt fra arbejdsforhold til parforhold. Det ukendte skræmmer mennesker, og så kan det være lettere at holde fast i det, som vi kender.

Hvad består din overspringshandling af?

I første omgang bør du finde ud af, hvad din overspringshandling består af. F.eks. er der mange, som sidder og chatter hele dagen, hvor de selvom de er på arbejde, kan skrive med deres venner. Det er frygten for at være alene, og du kan hele tiden få en lille belønning ved at snakke med dine venner.

Af samme grund har jeg valgt at isolere mig selv helt i bestemte arbejdsperioder, hvor jeg ikke svarer nogen, for selvom man føler, at det bare lige er et hurtigt spørgsmål, så ender det nærmest altid i en længere samtale, end jeg havde regnet med.

Hvis du ligesom mig, har brug for hele tiden at læse om, hvordan du kan skabe den perfekte vane, så er det ofte, fordi du prøver at få styr på dit liv. Min erkendelse er, at det aldrig bliver perfekt, og en god vane er noget, som jeg kan lide at gøre hver eneste dag. Her går misbrug ikke ind under, for de vil ofte efterlade dig med en skam, som tydeligt viser, at der ikke er tale om en god vane.

Det er underordnet, hvad ens problem er, og det er vigtigt at huske på, at du ikke skal skære problemet helt ud af dit liv. Forstået på den måde at der ikke er noget galt med at tjekke sociale medier eller læse nyhedsartikler på din mobil. Problemet opstår af, at du gør det for meget.

Du skal acceptere, at du ikke både kan arbejde og lave andre ting, så du skal behandle dit arbejde med en kæmpe respekt. Det kan virke som et latterligt råd, men det virker at være til stede i nu’et. Når du er sammen med dine venner, er du sammen med dine venner. Når du arbejder, så arbejder du.

Skab en vane og gør den i 30 dage

Det handler om at skabe så simple vaner som overhovedet muligt. Gør noget hvor du nærmest ikke kan fejle. Hvis du tænker over det, hvor tit glemmer du så at børste tænder, inden du går i seng om aftenen? De fleste kan slet ikke sove, før de har gjort det. Det tager kun to minutter, og det er noget, vi har gjort hele vores liv. Vi tænker ikke længere over, hvorfor vi gør det. Vi føler os klamme, hvis vi ikke gør det. Det er næppe, fordi du er bange for, at dine tænder falder ud, hvis du ikke børster dem en enkelt dag.

Du har skabt en vane. På samme måde kan du skabe andre vaner i dit liv, om det så er at spise sundere, træne mere eller at være mere effektiv på dit arbejde.

Den produktivitetsbog, der har gjort det største indtryk på mig, er bogen Willpower: Rediscovering the Greatest Human Strength af John Tierney og Roy Baumeister, da den viser, at vi går ned, hvis vi prøver at ændre for mange ting ad gangen. Derfor skal du starte simpelt. Ændre få ting. Meget få ting. Hvis du prøver at spise sundere, træne mere, arbejde mere effektivt osv. på samme tid, så ender du med at gå død i det hele, og du ender tilbage i din gamle vane. Du bliver nødt til at have tålmodighed.

Det gode er, at hvis du oplever en succes på et enkelt område, vil det ofte påvirke alle de andre områder i dit liv. En dårlig kost kan f.eks. gøre, at du aldrig føler, at du har noget energi. Det kan både være af rene fysiske årsager, men det kan også bare skyldes, at du konstant får dårlig samvittighed, fordi du gerne vil spise sundere.

Hvis du accepterer at forbedre dit liv over 30 dage, så skal du kun kæmpe en dag ad gangen. Det siges, at det tager 66 dage at skabe en vane, men allerede efter 30 dage, bør du kunne mærke en forskel.

Det handler om en selv

Men der, hvor jeg især opdagede, at det hele handler om psyken, var, fordi jeg begyndte at stå tidligt op på mine arbejdsdage. I starten stod jeg op kl. 4, men jeg har sidenhen rykket det til kl. 5.

Mange siger, at de lettere kan arbejde, fordi der ikke er nogen til at forstyrre dem om morgenen, og det er grunden til, at man når mere. Men det passer ikke for mig, og jeg tror faktisk heller ikke, at det er grunden til, at det passer for andre.

Jeg skriver det, fordi jeg bor i Los Angeles, og jeg har ni timers tidsforskel til Danmark. Da jeg stadigvæk har danske kunder, betyder det, at jeg jeg er begyndt at vågne, når kl. er 14 i Danmark. Dvs. det er perfekt for mine danske kunder til at forstyrre mig. For deres arbejdsdag er ved at slutte, og hvis de kan sætte mig i gang med en masse ting, så kan jeg lave dem, mens de sover.

Men jeg lader mig ikke forstyrre af dem. Jeg føler, at jeg har hele dagen til at løse mine opgaver, så de første timer bruger jeg på mig selv.

Det er mentalt, fordi jeg føler, at jeg har tid til at gøre ting for mig selv, selvom jeg har akkurat de samme antal arbejdstimer, som hvis jeg stod op kl. 8.

Nyd dit arbejde

Mit arbejde består i at lave en masse ting, hvor jeg skal arbejde alene, og derfor kan det være utrolig ensomt. Her kan jeg godt lide konceptet fra bogen War of Art af Steven Pressfield. Bogen handler om, hvordan man overkommer sin modstand mod at skabe. Her skriver han, at hans venner har spurgt ham, om han ikke føler sig alene, når han arbejder på en bog.

Til det svarer han, at han ikke er alene, når han skriver. Han er sammen med sin bog og personerne i den. Det har jeg overført til, at jeg ikke er alene, når jeg arbejder, så jeg har ikke brug for at blive stimuleret af andre mennesker, for jeg har mig selv og mit arbejde.

Mit mål er at være fokuseret på samme måde, som hvis jeg er sammen med venner. Jeg er til stede i nu’et.

Når det er mit udgangspunkt, behøver jeg ikke viljestærke til at arbejde, da jeg anser arbejde for en god måde at bruge min tid på. Hvis du tænker over det, så behøver du ikke viljestyrke for at drikke dig fuld med dine venner eller gå på café.

Vi er skabt til at være sociale, og derfor fungerer det godt at anse sit arbejde som en social begivenhed, hvor du får lov at gå i dybden med noget, du kan lide.

Relateret indlæg

Til os der ikke tror på noget

I Los Angeles føles det som om, at alle tror på et eller andet. Det kan være alt fra Gud, energier i universet til råd fra diverse selvhjælpsbøger, hvor du bare skal tro på dig selv, så skal det hele nok gå.

Jeg tror ikke på noget af det. Jeg tror ikke på, at der er en Gud. Jeg tror ikke, at universet har en mening med mig eller andre. Jeg tror ikke på, at livet har nogen mening, og jeg anerkender ikke, at det gør en forskel for mig, om nogle husker mig, når jeg dør. Efter 100 år er de fleste mennesker glemt, og vi tænker aldrig på dem igen. Ikke fordi vi er ligeglade med dem, men simpelthen fordi vi ikke ved, at de har eksisteret. Det er mine forfædres skyld, at jeg i dag findes, men alligevel aner jeg intet om dem.

Jeg har læst selvhjælpsbøger, men jeg er klar over, at rådene virker, fordi de er banale, men de bliver skudt i stilling som den nye religion. Tro på dig selv og så skal det hele nok gå. De skaber troen på dig selv, hvis du ikke har den. Men sandheden er, at du ligeså godt kunne tro på noget andet, hvis formålet er, at du vil have troen på, at du bør gøre noget større i livet eller gå dine egne veje.

I følge dokumentaren The Men Who Built America troede John D. Rockefeller, at gud holdt hånden over ham, og det skulle have givet ham en ufattelig tro på sig selv og sine idéer. Med gud på sin side er det klart, at man regner med, at man bliver succesfuld. Denne tro fik han, da det tog han skulle have været med endte i en voldsom ulykke, hvor 49 mennesker døde. Han var kun få minutter fra at nå toget og hans baggage nåede endda med.

Efter det følte han, at Gud holdt hånden over ham. Han troede på noget. Andre ville måske skyde det hen med, at det var tilfældigt, og en anden ville mene, at universet udvalgte mig, fordi de ikke var min tur til at dø. I selvhjælpsbøger er det denne tro på dig selv, som de prøver at frembringe, så du tror på, at det du gør, er det rigtige.

Det betyder ikke, at du ikke skal tro på noget. Det betyder blot, at det ikke er så vigtigt, hvad du tror på.

Selvom jeg har været ateist, siden jeg var 13 år, har jeg aldrig brudt mig om ateister, da jeg synes, at de bruger for meget energi på at være efter mennesker, der tror på noget. Da jeg var yngre, kunne jeg heller ikke forstå, hvordan andre mennesker kunne tro på alle de mærkelige ting, som de troede på. Når du ser en troende, har du to valgmuligheder. At sige at det er godt for dem eller diskutere med dem. Jeg vælger det første, og jeg vil hellere høre om, hvorfor de tror på de ting, som de tror på. Jeg ved allerede godt, hvorfor jeg ikke tror på det, så det er uinteressant for mig.

Jeg hader ikke religiøse for at tro på noget større end dem selv. Jeg er fascineret af mennesker, der tror på noget. Jeg nyder at gå i kirke og sidde og kigge på mennesker, der rykker hænderne i vejret, når præsten spørger dem, om de vil frelses af Jesus. Når der sidder en masse mennesker i samme lokale og tror på noget, så føler man helt klart, at man er en del af noget større. Mennesket er bygget til at være socialt, så det er vigtigt for os at være en del af noget, og i et stammesamfund har det være hensigtsmæssigt, at alle kæmper for en fælles sag.

Når jeg ser nogen, som tror på noget, som gør dem glade, er jeg glad på deres vegne. Det er underordnet, om jeg tror på det. Det betyder ikke, at man ikke bør være kritisk overfor det. Personligt mener jeg, at denne kritik giver mest mening i medierne, da det er her, at man kan ramme flest mulige mennesker med sin kritik.

Det er helt klart vigtigt for mennesker at tro på, at der er en mening med det hele. Det er grunden til, at vi ser et kæmpe marked for selvhjælpsguruer, for vi har brug for, at nogen fortæller os, at vi er gode nok, og at vi selv kan afgøre vores fremtid. Hvis du ikke tror på, at du selv kan gøre noget, vil det betyde, at du ligeså godt kan lade være med at forsøge.

Som jeg skrev i starten, så mener jeg ikke, at livet har nogen mening med os, og da jeg var yngre, betød det, at jeg anså selvmord ligeså rationelt som at kæmpe videre i livet. For hvis livet ikke har nogen mening, så er det også underordnet, om man er i død eller levende. Nu kan du indvende, at man efterlader mennesker tilbage, som vil være kede af det, hvis man begår selvmord. Hvis vi vender tilbage til mine forfædre, så kan jeg ikke svare dig på, om nogen af dem begik selvmord. Det påvirker mit liv nul procent.

Det er klart, at dette er et ret pessimistisk syn på menneskeheden, og man kan ligeså godt vælge at kigge optimistisk på det. For hvis livet ikke har nogen mening, kan man ligeså godt konkludere, at man ligeså godt kan blive her, uanset hvordan man føler, at det går i nu’et. Det eneste, der har gjort en forskel, er, om man kigger på intetheden ud fra et optimistisk eller pessimistisk synspunkt.

Generelt ville livet som menneske være lettere, hvis vi kunne se, om vores investeringer giver pote med det samme. Det gælder i alt fra arbejde til kærlighed. Ellers er det svært at vide, hvornår du skal gå all in.

Betyder alt dette så egentlig ikke, at jeg sagtens kunne vælge at tro på ekstrem positivitet eller gud? Jo, men problemet er, at hvis du ikke tror på noget, så kan du ikke bilde dig selv ind, at du tror på det.

Her er eneste løsning, at jeg erkender, at jeg ikke tror på noget af det. I stedet fokuserer jeg på, hvad der gør mig glad og ked af det, og hvordan jeg generelt undgår at have for mange perioder i mit liv, hvor jeg føler, at det hele er håbløst. Det er grunden til, at jeg udgiver dette blogindlæg, selvom jeg føler, at jeg burde bruge min tid på andre ting, som jeg føler er vigtigere. For hver gang jeg skriver et indlæg, så giver det mig energi til at fokusere på mine arbejdsopgaver. Det er vigtigt for et menneske, at man før noget for sig selv. Hvis du sørger for at være glad, vil du højst sandsynlig ende med at være mere produktiv målt på en hel dag. Mennesker er ikke robotter.

Er alt dette en tro på, at jeg bliver succesfuld, hvis jeg hver dag starter med at optimere min egen glæde? Jeg hælder til nej, men det er baseret på, at hvis jeg ikke gør det, så kan jeg udfra de sidste par måneder se, at jeg i hvert fald aldrig kommer tættere på mine mål. Selvom jeg ikke føler, at jeg har tid til min egen glæde, så er den i sidste ende min eneste løsning for at opnå mine drømme.

Selv hvis du ikke tror på noget, er du stadigvæk et menneske med håb og drømme om livet. Det betyder, at jeg ligeså godt kan blive her og opleve det hele. Kysse den næste pige. Blive forelsket igen. Tjene nogle penge. Hygge mig med mine venner.

Omverdenen kan være skyld i selvmordsforsøg

I debatten om selvmord, selvmordstanker og depressioner er vi blevet mere åbne, når vi snakker om det. Alle kender nogen, som har haft en depression, og det er med til at gøre det til noget ufarligt. Alligevel er der en række tabuer, som jeg stadigvæk ser jævnligt. Hele bølgen, med at man kun må være positiv, er gift for, hvordan mennesker fungerer. Vi gør bestemte tanker til noget forbudt, noget folk selv skal gå rundt med. Vi anerkender, at selvmord og selvmordsforsøg forekommer, men det er langt sværere for os at snakke ærligt om, hvordan andre mennesker kan påvirke os i en negativ retning, og hvordan vi kan påvirke andre mennesker i en negativ retning.

Vi ser på selvmord som en isoleret handling, som ikke har noget med omverden at gøre. Skylden er kun på personen, der begik selvmord. Det er vigtigt for mennesker at sige, at selvmord er en egoistisk handling. Det er jeg ikke uenig i, men en egoistisk handling kan godt forekomme pga. udefrakommende forhold. Hvis jeg sagde til dig, at jeg bliver glad for at være sammen med positive mennesker, så ville du næppe stille spørgsmål ved det. Hvis vi anerkender, at vi kan blive påvirket i en positiv retning af andre mennesker, så bliver vi også nødt til at anerkende, at vi kan blive påvirket i negativ retning af andre mennesker.

Min egen erfaring

Det skal siges, at jeg ikke anklager nogen, og jeg mener ikke længere det samme, som jeg gjorde for ti år siden. Men mit indlæg giver ingen mening, hvis det allerede bliver en undskyldning for sig selv. Der er unge, der henvender sig til mig pga. mit gamle indlæg om mit selvmordsforsøg, og jeg er ked af, at de ikke føler, at de har nogen at tale med. Men jeg forstår godt den følelse.

Dagen efter mit selvmordsforsøg følte jeg en kæmpe skam over, at det ikke lykkedes. Nu skulle jeg se dem, jeg elskede, i øjnene. Jeg følte, at jeg burde sige, at det ikke var deres skyld. Men sandheden var, at jeg ikke anede, om det var deres skyld. Jeg havde bare lyst til at sige det, fordi det føltes som det rigtige at sige.

Jeg følte ikke, at jeg passede ind i verden. Jeg følte, at der ikke var nogen, der forstod mine drømme, og hvis jeg endelig delte dem med nogen, følte jeg, at de skød dem ned.

Når jeg fortalte folk, at jeg ville være forfatter, blev jeg ofte mødt med samme sætning: “Det kan du ikke leve af.” Det er den slags sætninger, som mennesker siger til hinanden, fordi de tror, at de hjælper den anden person. Men det gør de ikke. De skaber frygt for at dele ens drømme med de mennesker, som burde være der til at støtte dig.

Det var af samme grund, at jeg søgte ind på RUC, for jeg skulle lave et eller andet. I dag hader jeg, når folk siger til unge, at de skal tage en uddannelse, for så har de noget at falde tilbage på. Din drøm kan altid vente. Det er ikke engang, fordi jeg er uenig i det, men det handler om, at du bliver nødt til at lytte til, hvad andre siger til dig. Lad folk jagte deres drømme. Sandheden er, at der ikke sker noget farligt ved, at de gør det.

Jeg havde en kæreste, som også var deprimeret, og jeg troede, at når vi var lykkelige, så hjalp vi hinanden. Hun lærte mig også mange ting om at snakke om følelser, men samtidig var det tydeligt, at vi ikke passede sammen. Jeg kan huske, at hun snakkede med sin fætter om, at hun gerne ville have børn efter et par år og flytte på landet. Det var ord, som hun sikkert ikke mente noget med, men i mit hovedet var det frygten for at ende i et middelklassehjem. Jeg endte med at føle mig alene, fordi selv en jeg elskede ikke forstod mig.

Som sådan var ingen af os dårlige mennesker, men det er ikke ensbetydende med, at vi ikke påvirkede hinanden i en negativ retning. Selvfølgelig handlede det om mig selv, på samme måde som det også handler om mig selv, hvis jeg får glæde af at se en fodboldkamp med mine venner.

Hvis du ønsker at forstå selvmord, bliver du nødt til at indse, at mennesker har positive og negative tanker, og at andre mennesker er med til at påvirke begge dele, selvom det i sidste ende handler om os selv.

Vi kan lære meget af negative tanker

Jeg finder det absurd, at vi elsker at tale om positive tanker, mens vi ikke tør forholde os til alle de negative tanker, som mennesker også har. Positive tanker er lette at dele med andre mennesker, men det er de negative tanker, som bringer os tættere sammen. Mit indtryk er, at vi ofte analyserer hinanden forkert, og noget som vi opfatter som en negativ bemærking fra en anden person, viser sig ofte at være en misforståelse.

Det er ikke let at tale med andre mennekser om den slags. Eller det er det i hvert fald ikke for mig, og det er det heller ikke for dem, som føler, at jeg er den eneste, som forstår deres depression.

Det er ikke rart at sige til et andet menneske, at deres bemærkning sårer dig. Hvis du altid siger den slags, så vil andre mennesker blive bange for at sige noget til dig, og det lærer du heller ikke noget af. Det er grunden til, at det ikke er let at tale sammen.

Jeg er klar over, at det hele er vores eget valg. Det kræver en vis form for psyke at indse, at du kan gøre noget andet end det, som omverden siger er det rigtige. Det er helt sikkert grunden til, at der bliver solgt så mange selvhjælpsbøger hvert år. Vi har brug for mennesker, der fortæller os, at vi kan være os selv.

Ellers ender man med at gå rundt med sine problemer alene, fordi det ikke er i orden at sige, at andre mennesker påvirker dig. Vi er sociale væsner, så selvfølgelig påvirker andre mennesker os.

De påvirker os i en positiv retning, og de påvirker os i en negativ retning. Det er grunden til, at nogen siger, at du skal cutte negative mennesker ud af dit liv. Det gør ikke nødvendigvis de andre mennesker til dårlige mennesker, men det kan være, at I bare ikke tænker på samme måde, og det er psykisk hårdt for dig at snakke med personen.

Meningen med det hele

Min pointe med dette indlæg er ikke, at forældre, venner, partnere osv. skal tage alt ansvaret for et selvmordsforsøg. Der kan være mange grunde til et selvmordsforsøg, men jeg vil gerne have os til at tænke generelt over, hvordan vi er med til at påvirke andre mennesker. Det handler i sidste ende ikke om selvmord men om mennesker generelt.

Når deprimerede personer henvender sig til mig pga. mit blogindlæg, ville jeg ønske, at de havde nogen tæt på dem, som de følte, at de kunne snakke med. Men jeg husker kun alt for godt, hvordan jeg havde lettere ved at tale om negative tanker med fremmede, end med dem som var tæt på mig. I sidste ende var det, fordi jeg troede, at dem som elskede mig, ville dømme mig.

Jeg finder hele positivitetsbølgen skræmmende, fordi den bliver brugt til at holde negative tanker nede. De forsvinder ikke af, at vi siger, at de ikke er der. Arbejdspladser, som kun snakker om at være positiv, isolerer alle, der tænker anderledes.

Vi bliver nødt til at indse, at alle mennesker har, hvad vi kalder positive og negative følelser. Det virker måske en anelse hippieagtigt, men i sidste ende er de alle sammen følelser. Hvis vi ikke lærer at forstå negative tanker, så risikerer de at isolere os fra andre mennesker.

Mit eneste håb er, at vi begynder at se på selvmord på en mindre dømmende måde, og vi anerkender, at der er mange faktorer, der påvirker den slags. Herunder andre mennesker.