Depression og kærlighed

Det her emne er et, som jeg har tænkt på i lang tid. Da jeg selv var meget depressiv, kan jeg huske, at jeg gav min daværende kæreste skylden for en masse ting, som ikke havde noget med hende at gøre. At jeg ikke passede sammen med hende, havde ingenting med min depression at gøre, og det er den vigtigste lektion for mit liv.

Jeg har brug for at skrive dette indlæg af mange grunde, nogle af disse grunde er ikke med i dette indlæg, da mit mål mere er at prøve at hjælpe med at forstå, hvordan en depressiv hjerne kan tænke, og hvorfor en depression kan smadre så meget omkring sig.

Det er vigtigt at forstå, at folk der er depressive ikke er dårlige mennesker, og det er ikke engang sikkert, at de selv ved endnu, at de er det. Jeg vidste på nogle områder godt ,at jeg havde nogle problemer, men da jeg samtidig kunne smile og være glad, så underspillede jeg problemerne.

Du kan sagtens være glad og depressiv

Det her er vigtigt at forstå, for mange med depressive tendenser eller decideret depressioner er ikke kede af det hele tiden. De har gode perioder, og de har dårlige. De gode perioder er gerne, når du er sammen med nogle, som du elsker eller godt kan lide. At gå i byen er et godt eksempel, for jeg var glad, når jeg var i byen med mine venner, men når jeg stod med mine egne tanker efterfølgende, kunne jeg komme helt ned i kulkælderen.

Løsningen er aldrig at droppe sine venner, men man skal passe på med ikke at lytte til sine følelser. Det er vigtigt, at man kan være alene.

 

Det hele starter med at være spændende og nyt

Vi kender alle sammen til forelskelse. Det er noget af det mest intense i ens liv, du har kontant lyst til at være sammen med den anden person, og I stopper med at interessere dig for verden omkring jer.

Jeg vil gå så langt som at sige, at jeg ikke føler, at forelskelse har særlig meget med kærlighed at gøre. Det er selvfølgelig en følelse, du får overfor en person, som du finder spændende, og som du gerne vil vide alt om. Men det kan ende ligeså brat, som det startede, fordi en forelskelse ikke har noget at gøre med, om I fungerer sammen som et par. Det er en vild rus, og den slags ender altid med at slutte, og så skal man finde ud af, om man kan have en hverdag sammen.

Her skal I beslutte jer for, om hverdagen er sammen eller hver for sig. Grunden til at jeg alligevel nævner forelskelse, når jeg gerne vil snakke om et kærlighedsforhold, hvor den ene eller begge to har en depression, skyldes, at denne forelskelse er vigtig for at forstå, hvad den depressive kommer til at kigge efter, hvis de anklager forholdet for, at de har depressionen.

Igen er det vigtigt at påpege, at man godt må slå op, men det skal være af de rigtige årsager, nemlig at man ikke længere ønsker at være sammen, fordi man ikke elsker hinanden mere, eller fordi man ikke passer sammen.

Den depressive: Hvorfor har jeg det sådan i mit forhold?

Da jeg var sammen med min ekskæreste, var det svært for mig at forstå, hvornår jeg havde en reel årsag til at ville slå op med hende, og hvornår der var tale om min depression. Langsomt begyndte jeg inde i mit hovedet at føle, at det var hende, som var skyld i mange af de ting, som jeg følte pga. min depression.

Det er en klassisk måde at være på, hvor jeg følte, at hun stod i vejen for min glæde, selvom hun på intet tidspunkt gjorde det. Det kan måske være svært at forstå, hvis du ikke er depressiv, men du skal forestille dig, at man er dybt ulykkelig indeni, og man forstår ikke selv hvorfor. Så det giver mening at beskylde ens omgivelser, da det er langt mindre skræmmende end at arbejde på sig selv.

Mit kærlighedsforhold blev hverdag, og i en hverdag er alle ting ikke længere sjove og spændende. Når jeg gik i byen, var livet stadigvæk spændende, og jeg tænkte, at sådan kunne jeg da bare have det hele tiden. For hvis jeg var ulykkelig i min hverdag med min kæreste, så ville jeg kunne opleve konstant lykke, hvis jeg slog op med hende.

Det er ikke, fordi jeg gjorde det, for jeg havde også følelser for hende, men jeg havde de tanker konstant. Senere da vi så ikke kom sammen, opdagede jeg, at jeg stadigvæk havde det dårligt i hverdagen og elskede spændingen i byen.

Som allerede nænvt skyldes det, at jeg som depressiv sagtens kunne være glad, og det var jeg især, hvis der hele tiden skete noget. Men når jeg satte mig ned med mine egne tanker, gik jeg helt kold. Det var noget af det, som jeg skrev om i mit indlæg om selvmord.

Kan depressive så være i forhold?

Jeg vil sige ja, men at det kræver hårdt arbejde. Den person der ikke er depressiv, skal acceptere hvordan personen er og være der til at hjælpe den depressive på den depressives vilkår. Det er hårdt, og hvis man ikke kan magte det, så er det bedre, at man slår op.

For man kan ikke forvente særlig meget af en depressiv person, og i sidste ende må man acceptere, at selvom man hjælper den depressive person, så får man ikke nødvendigvis nogen belønning, og det kan sagtens være, at man ender med at slå op og den depressive person går videre i sit liv og finder glæde med en anden.

Det sidste er nok det hårdeste, hvis man er sammen med en depressiv partner, for man må aldrig hjælpe sin partner af egoistiske årsager. Det betyder, at du skal være tilfreds med at hjælpe din partner, selvom I ikke ender sammen.

Det allervigtiste må altid handle om din partners lykke, og herefter er målet, at din partners lykke også betyder, at I kan være sammen. Men du skal acceptere, at du ikke kan holde på din partner, og at du ikke må vælge at hjælpe personen, fordi du ikke vil miste din partner. Du skal acceptere, at kærlighed kræver, at man nogen gange må sige farvel.

Jeg kunne godt sige mere om det, men jeg kan ikke overskue det. Ellers er du velkommen til at skrive et spørgsmål, og så skal jeg nok uddybe, hvad jeg mener.

Relateret indlæg

Smid en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

2 Comments

  • SVAR

    Den 7. Juli 2017 kom vi sammen. Vi havde et lang distance forhold fordi han bor i Ebeltoft og jeg i Hobro. Også var vores alder også ret forskellige. Han var 25 og jeg var 15 da vi mødtes. Vi kom sammen inden vi mødte hinanden men bare en uge efter mødtes vi og fandt ud af at vi skulle for alvor være sammen.Vi havde ingen problemer når vi var sammen, eller ikke var sammen, det hele kørte og han er så dejlig. Jeg mødte hans familie og han mødte min men min var ikke lige så modtagelig for ham som hans var, men det var ikke noget vi bed mærke i. Cirka da vi har været sammen i et år begynder han at få det dårligt. Da han var 14 fik han konstraret kræft, som han er over, men stadig har senfølger som er blandt andet en stofskifte sygedom han fik dianoseret få måneder før han lærte mig at kende.Men pga han fik det dårligere som at han blev mere træt, fik mindre overskud, koncentrationsbesvær, hukommelsestab osv. Han var på det her tidspunkt også ansat i Føtex, hvor han blev sygemeldt.Cirka november 2018 blev han bortvist fra Føtex, og fik kocenteret depression og stress, da han jo også fik det slemmere og slemmere mht det andet. I den her tid begynder jeg også at kunne mærke det, at han havde mindre overskud til mig, og til at sørge for mig og sig selv. Han begyndte at sætte grænser op, og nogle regler for hvordan han ville have vores forhold som jeg skulle overholde. Omkring december var vi tæt på at slå op, men vi skulle være sammen til nytår og der fik vi lavet målsætninger for 2019 og vores forhold.Jeg har siden da følt at jeg lagde mig selv til side for at være der for ham, men han føler at han lagde sig selv til side for at være der for mig. Som dagene gik så blev det værre og værre når vi skulle skrive eller snakke sammen. Flere diskussioner opstod, men når vi var fysisk sammen kunne vi ikke være andet end glade.Det han sagde her i tirsdags til mig er at han føler at det ikke fungere når vi ikke er sammen, og sådan har det været længe (cirka det her halve år) men når vi er sammen så fungere det, vi snakker om tingene, men det er som om når vi så ikke er sammen igen kommer det hele tilbage bare værre, og han kan ikke klare det mere. At han vil mig jo gerne, og han elsker mig jo, og han vil gerne være der for mig, men fordi hans depression bliver værre er den eneste han kan forholde sig til er sig selv, og hans følelser bliver lukket ned for alt andet, også mig. Ikke fordi han ikke føler noget for mig, men fordi han ikke har overskuddet.Det jeg har det er at jeg føler han kommer tilbage. Han sagde også han ville kontakte mig, men ved ikke hvornår, men at jeg ikke skulle kontakte ham. Jeg føler han kommer tilbage fordi at alt det er er depressions skyld, vi har det begge godt når vi er sammen, han vil ikke gøre mig ondt, og det derfor han gjorde det. Han sagde ordret “jeg tror det er det der er bedst for os, lige nu” og det betyder jo ikke at det skal være sådan for evigt. Det jeg bare kan blive bange for om han blander depressionen med hans følelser, så det han slet ikke kan føle noget pga depressionen, betyder at han heller ikke kan føle noget for mig – for det har jeg læst så meget om at depression nemt kan forvirre og fucke op med ens følelser. Så jeg føler det her er en pause, på hvor lang tid ved jeg ikke, men fordi jeg er så overbevist om at han vil have mig tilbage. Han elsker mig, det her er kun depressionen der har fået ham til at tage det valg. Og ja måske er det ikke så godt lige nu, fordi han ikke kan overskue det, men jeg vil bare gerne have at han får det bedre og arbejder med sig selv, mens jeg også arbejder med mig selv, også når vi mødes igen, at det vil være et meget mere holdbart forhold.

    Hvad tænker du?

    • SVAR

      Jeg synes din måde at anskue det på, giver god mening. Mit råd vil være, at du fokuserer på dig selv i en periode, for du kan ikke tvinge noget igennem, og det virker det heller ikke til, at du har lyst til. Så jeg ville ikke forvente noget af ham eller jeres fremtid. Jeg ved godt, at det er svært, nærmest umuligt, men jeg synes, det er en god idé, at du arbejder på dig selv. For det giver jer begge en mulighed for at arbejde på jer selv og ikke kun jer selv gennem et forhold. Jeg har selv været i et langt forhold, og når det slutter, er det skræmmende at skulle finde ud af, hvem man selv er. I et forhold er der helt sikkert ting, I begge har gjort sammenm, som du ikke nødvendigvis kommer til at gøre alene. Brug tid på at finde ud af, hvad du kan lide.

      Når han kommer tilbage, så vil du også gå ind i forholdet på en ny måde, og det vil han også. Dette er godt for jer begge to. Så selvom jeg godt ved, at det ikke er rart, og du helt sikkert er ked af det. Det er i orden at være ked af det. Så tror jeg, at du kommer til at lære meget af dig selv.

      Det er en god idé at finde ud af, hvad du kan lide at lave og så lave mere af det. Det er forskelligt for alle, hvad det er. Med depressive mennesker kan det være en god idé at give dem plads, men fortælle dem at man synes, det er godt, at de løser deres problemer, men at man er der for dem, hvis de beslutter sig for, at de skal have hjælp til noget.

      Når det er sagt, så skal du altid huske at passe på dig selv. Det er vigtigt, at du kommunikerer med din omverden. Hvis du har en god ven eller forældre. Snak med nogle som ikke dømmer ham, for det har du ikke brug for. Da du er under 18, tror jeg faktisk også, at du kan gå til psykolog gratis eller billigt, men jeg er ikke helt sikkert. Jeg ville spørge din læge. Man fokuserer ofte kun på dem, som har depressionen, men det her er også hårdt for dig, da du mister en, som du elsker til noget, som måske ikke giver nogen mening.

      Jeg håber, at mit svar på en eller anden måde kan hjælpe dig.