Isolation – Forhold og venner

Selvom jeg har været i forhold de sidste otte år, så har jeg aldrig følt, at jeg har behøvet det for at være lykkelig, fordi når man gør noget i otte år, så glemmer man, hvordan man havde det inden.

Men efter jeg er blevet single, kan jeg huske igen, hvordan jeg havde det tidligere. Jeg kan opleve samme høje glæde, uanset om jeg er i et forhold eller ej. Men jeg bliver ikke ligeså trist, når jeg er i et forhold, som når jeg er single. Det skyldes, at når jeg er trist, så føler jeg mig helt alene, og der er ikke nogen, som jeg har lyst til at tale med. Jeg tror, at det er, fordi jeg føler mig mere tryg i et forhold.

Jeg kan stadigvæk være trist med en kæreste men ikke i samme grad, da det er som om, at glæden sammen med en anden person kan fylde dette hul for mig. Venner kan kun være med til at give mig glæde, men de kan ikke fjerne min tristhed.

Nu skulle man tænke, at min pointe var, at jeg burde finde en kæreste med det samme, men det er det ikke, for jeg præsterer arbejdsmæssigt ufatteligt dårligt, når jeg ikke har disse perioder med tristhed og isolation. Der er altid en vis form for tristhed forbundet med min isolation, så når jeg er i forhold, flygter jeg fra isolation, selvom det er godt for mig arbejde.

Ikke hermed sagt at mit forhold på otte år er skyld i, at jeg ikke har opnå det, som jeg ville. Men det har ikke hjulpet. I et forhold, uanset hvor sær jeg virker, går jeg på kompromis med mig selv, fordi jeg vælger glæden fremfor isolation og de negative tanker, og det skaber en mæthed i mig, som ikke er særlig brugbar.

Jeg jagter en konstant glæde, selvom isolation er det rigtige valg for mig på et personligt plan.

Isolation

Det svære for mig i et forhold er at acceptere, at jeg har godt af at være isoleret, og derved har jeg også godt af at føle psykisk ubehag, for hvis jeg ikke gør det, ender jeg med ikke at føle mig som mig selv.

Jeg har dog ikke lyst til det, da det er dejligt for mig, at jeg ikke føler pessimisme og tristhed. Problemet er, at det tager overhånd, og jeg vil være sammen med personen konstant. Jeg ved inderst inde godt, at det skader mig.

Hvad leder jeg så egentlig efter?

I øjeblikket leder jeg ikke efter noget, men jeg ved også godt, at det kan skifte ligeså hurtigt, som det tog mig at skrive denne linje.

I sidste ende virker det til, at alle mennesker bevæger sig mod forhold, hvor jeg kan se to grupper af mænd. Der er dem, som gerne vil i forhold, og så er der gruppen, som tror, at de gerne vil være single for altid. Jeg tilhører den sidste gruppe på trods af, at jeg godt ved, at det ikke kommer til at passe.

Men jeg har aldrig nogensinde begyndt et forhold, hvor jeg har tænkt, at det var en god idé. For jeg vænner mig til at være alene, og så virker det forfærdeligt at ende i forhold igen. Det er muligt, at man kan bevæge sig fra den ene kategori til den anden på sigt. Det kommer sikkert an på, hvornår man møder en kvinde i sin egen livsproces. Jeg ved det ikke.

Når alt det så er skrevet, så har jeg været på en del dates, uden at formålet har været at finde en kæreste. Men jeg er allerede blevet træt af det, fordi jeg savner min isolation. Jeg gider ikke længere gå på dates, som påvirker, at jeg ikke kan gå i seng kl. 20 og stå op kl. 4.

Hvis jeg i de næste 30 dage (eller hvad der lige er tilbage), skal bryde at gå i seng kl. 20, så skal det være for at hygge med venner, eller hvis der er et socialt arrangement, som jeg burde tage med til.

Relateret indlæg

Smid en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *