Jeg troede, at du ville hoppe ud fra en bygning

Da jeg skrev mit indlæg om min nuværende situation, var der mange, som var sikker på, at nu ville jeg begå selvmord.  Jeg forstår det egentlig godt, for jeg har tidligere skrevet om, hvordan jeg havde lyst til at dø, da jeg var yngre.

Det er ikke, fordi jeg sidder og griner hysterisk af min situation, men jeg er glad for, at jeg ikke på noget tidspunkt har overvejet selvmord. Det er slet ikke noget, som er i mine tanker længere.

Men jeg forstår godt, at det er manges første reaktion, når de har læst mit indlæg. I fredags var jeg til en fest med en masse danskere, hvor jeg blev spurgt om det. Spørgeren var bange for, at jeg ville hoppe ud fra en høj bygning, efter han havde læst mit indlæg.

Jeg har ikke overvejet selvmord så meget som et sekund, for jeg har det ikke sådan længere. Jeg er sikker på, at jeg selv kan ændre min situation, der er ikke så meget at gøre ved, hvad der er sket tidligere. For mig var det et indlæg om at komme videre, men hvor det er naturligt at læse det som et indlæg, om en mand der er knækket. Faktisk har jeg ikke været så fokuseret længe, som jeg er lige nu.

Mange har det på samme måde

Hurtigt fortalte personen om sit eget liv. Generelt er det mit indtryk, at folk der gerne vil snakke om mit indlæg, egentlig gerne vil snakke om deres egen situation, eller hvordan de selv har haft det. Det er helt i orden, for jeg anerkender, at det er de færreste, som har lyst til at sætte sig ned og skrive personligt om sig selv.

Han fortalte, at han selv havde oplevet noget lignende, hvor alt var gået galt, og han havde oplevet mange mennesker i årenes, som stak halen mellem benene og tog hjem til Danmark, når alt gik galt, hvor man aldrig hørte om dem igen. Som han sagde: “Vi hører kun om dem, som bliver en succes.”

Som jeg ser det, er det en naturlig menneskelig tendens, kun at ville fortælle om de gode ting i ens liv, for vi vil gerne virke så attraktive overfor andre mennesker, som overhovedet muligt. Så vi render alle sammen rundt med mange af de samme problemer, og hvis du går til en psykolog, kan du være sikker på, at det første psykologen vil sige til dig er, at du er helt normal. Du har følelser, du forelsker dig i den forkerte, der kommer svære valg, du træffer økonomiske hjernedøde beslutninger, fordi du drømmer om noget større.

Mine indlæg har da også fået mange forskellige reaktioner, hvor jeg bl.a. har fået at vide, at mine indlæg måske er et udtryk for, at jeg er masochistisk anlagt. Jeg skal ikke gøre mig klog på, om det passer, men det er i hvert fald ikke bevidst, at jeg gør det. Der er mange emner, som fylder ekstrem meget i mit hovedet lige nu, som jeg ikke kan skrive om, da det vil gå udover andre mennesker.

For mig er det her blot mit liv, og det er de ting, som jeg tænker på, og jeg mener ikke, at jeg skal holde det skjult, for jeg er ikke flov over at være et mennesker, der træffer gode og dårlige beslutninger.

Alle har kriser, alle fucker op. Som jeg ser det, er det en del af livet.

Fra usikker til selvsikker

For mig handler det om, at jeg er selvsikker nok til, at jeg ikke længere finder mit liv pinligt. Det betyder ikke, at jeg ikke kan ændre mig, eller jeg ikke laver fejl. Jeg laver hele tiden fejl, og jeg fortryder tit ting, som jeg har gjort eller ikke gjort.

Men jeg øver mig på, at det ikke skal fylde for meget i mit liv, og her er det især godt at komme ud med det. For der sker ofte det, at når jeg deler en ubehagelig tanke, så finder jeg ud af, at der er masser af andre mennesker, som har haft samme tanker.

Jeg er ikke den første, der har været en idiot, og jeg er næppe den sidste. Sådan er livet. Jeg vil sige det sådan, at der kommer da også positive indlæg engang i mellem, men jeg er blot mere interesseret i de dårlige sider af mennesker, fordi de gode sider får vi lov at se alle steder.

Smalltalkemner er altid, hvor fantastisk menneskers liv er, for vi kan ikke starte en samtale med, at vi har det ad helvedes til. De fleste interviews er om succes, fordi folk der har fejlet, sjældent lader sig interviewe. Når det sker, er det altid helt igennem fantastisk, fordi du ser noget, som du normalt ikke får lov at se.

Det skal siges, at jeg også elsker at læse om positive historier, og jeg elsker at læse om nogen,  som har fået succes inden for deres felt. Det er meget fascinerende, og det er også en del af det at være menneske. Hvis vi ikke troede på succes, så ville vi heller ikke risikere ting.

Relateret indlæg

Smid en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *