Kujonen Jørgen Leth

Jorgen_Leth

Det er svært at få Jørgen Leth til at tage stilling til noget som helst. Som han selv siger, så observerer han bare, og han har ikke nogen holdning om, hvordan tingene burde være.

Det fremstår tydeligt i e-mail korrespondancen mellem Jørgen Leth og Morten Sabroe i bogen “Det er derfor de knepper så meget i dette land – og andre eksistentielle overvejelser.” Her brokker Morten Sabroe sig over Israels opførsel i Israel-Palæstina konflikten, og konfronterer Jørgen Leth med sagen. Jørgen Leth snakker udenom, hvorefter Morten Sabroe skriver om det igen for at få Jørgen Leth til at forholde sig til det. Men Jørgen Leth vil ikke forholde sig til det.

For Jørgen observerer kun.

En kujon uden holdninger

Det er denne mangel på holdninger, der irriterede mig, da jeg var 20 år, og havde holdninger til det meste. Jeg anså det for kujonagtigt, at han ikke ville fortælle sin holdning. Han observerer bare. Han bilder ikke sig selv ind, at verden igennem Jørgen Leths øjne er den måde, som alle ser verden på, eller at det er den måde, som verden fungerer på.

Grunden, til at jeg endte med at have en holdning til en mand, som ikke bruger tid på at fortælle sine holdninger, var, at han skrev bogen “Det uperfekte menneske.” Her endte Jørgen Leth i formiddagsavisernes søgelys, fordi den måde han levede (lever?) på ikke passede ind i den danske småborgerlighed.

Her var der en mand, som ikke ønskede at have holdninger til noget som helst, og derfor hellere ikke oplevede den store modstand i de danske medier eller blandt den danske befolkning. Med “Det uperfekte menneske” endte Jørgen Leth med at være en person, som alle skulle have holdninger til. Hvis Jørgen Leth havde kigget på sig selv udefra, ville han have observeret, at her var en mand, som godt kunne lide unge sorte kvinder, og aviser som kunne sælge flere eksemplarer ved at kalde ham klam.

Som de fleste andre havde jeg en holdning til Jørgen Leth. Jeg anså det for beundringsværdigt, at en mand skrev så ærligt om sit liv. Jeg skal ikke kunne sige, om Jørgen Leths mange år i udlandet og væk fra den danske pøbel gjorde, at han ikke kunne regne ud, at måden han levede på, ville give en shitstorm i danske medier.

Det nysgerrige menneske

Dengang mente jeg, at han godt vidste det, men var ligeglad. Han måtte da vide det.

I dag tror jeg mere på, at Jørgen Leth er et ærligt og på mange måder naivt menneske, som beskrev sit liv i en bog. På mange måder minder Jørgen Leth om et barn, som kigger på livet med stor beundring og nysgerrighed.

Jeg kommer til at tænke på dokumentaren “De fem bespænd” står i en hotelgang og lytter til et par, som har sex, kan man se på ham, hvor nysgerrig han er. Han lytter. Han har ingen holdning til, at de har sex.Han observerer bare.

Når Jørgen Leth skriver om sit liv, er det for at fortælle, hvordan det er. Man får i hans bøger et indblik i, hvordan en nysgerrig mand lever sit liv.

Vi har holdninger til for mange ting

De fleste mennesker ville have godt af at leve mere som Jørgen Leth og lade nysgerrigheden styre deres liv. I dag forstår jeg godt, hvorfor Jørgen Leth ikke ønsker at have holdninger til en masse ting, som han alligevel ikke kan gøre noget ved. Hans holdninger ville stå i vejen for at observere verden på en ærlig måde.

I dag anser jeg ikke længere Jørgen Leth for en kujon, da jeg forstår, hvorfor han ikke gider fortælle sin holdning til forskellige samfundsdebatter, hvis han da overhovedet har en holdning. Hvis Jørgen Leth havde en holdning til alt, ville det være svært for ham at observere. Ofte står holdninger i vejen for vores egen nysgerrighed.

Jeg er selv nået dertil, hvor jeg har skåret ned på at have holdninger til en række ting. Jeg må indrømme, at jeg har holdninger til flere ting end Jørgen Leth. Men jeg øver mig på ikke at have en holdning til alt muligt. I hvert fald ikke før jeg som minimum har sat mig ind i det, som jeg har en holdning til. Det er i hvert fald det, som jeg øver mig på.

Måske er Jørgen Leth alligevel ikke en kujon men blot en nysgerrig mand, som ikke ønsker at belemre verden med sine holdninger. Måske har min holdning til Jørgen Leth blot ændret sig, fordi jeg selv er en kujon.

————————-

Note: Billedet med titlen “Jorgen Leth” er taget af Petr Novák under licensen CC BY-SA 2.5 via Wikimedia Commons.

Relateret indlæg

Smid en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *