Livet er ikke slut endnu

Der er noget latterligt ved at tænke på livet som snart overstået, når man kun er i 20’erne eller 30’erne. Højst sandsandligt lever man mange år endnu, og derfor virker det kontraproduktiv at tænke på, at man en dag ikke findes længere.

Alligevel kom jeg til at tænke på det, da jeg læste et gammelt blogindlæg skrevet af en New Zealandsk reklamemand, som fik konstateret kræft og herefter anså meget af sit arbejde i reklamebranchen for ligegyldigt. Jeg kan helt klart anbefale dig at læse indlægget.

Problemet for reklamemanden var ikke, at han arbejdede med reklamer, for det er klart, at man skal lave et eller andet i livet, som man finder interessant. Mennesket kan ikke måle livet ud fra universerts eksistens, for så vil vi altid komme frem til, at alt vi laver er ligegyldigt. Problemet opstår, hvis man stresser sig selv over ting, som man ikke ønskede at stresse sig over i første omgang. Som mennesker ser vi altid verden ud fra os selv, og derfor tror vi, at vi er vigtige. Den dag du går på pension, vil en anden overtage dit arbejde, for verden går videre.

Det interessante ved folk, som oplever noget voldsomt i deres liv, er, at de pludselig får et helt nyt syn på livet. Da jeg var i 20’erne, kunne jeg ikke forstå, at man kunne opleve noget voldsomt og så ikke ændre sit liv fuldstændig. Det var udfra holdningen om, at man selvfølgelig burde kunne se, at ens liv var ligegyldigt og ikke havde nogen betydning. Derfor burde man stoppe med at indgå i samfundets tankegang, som i Danmark primært er, at du fra 8-16 er på arbejde mandag til fredag. I weekenden hygger du med dine børn, og du betaler selvfølgelig din skat med glæde.

Jeg kan ikke huske om denne holdning kom før eller efter, at jeg fik at vide, at min far havde været død et kort øjeblik, og jeg nu stod og kiggede på ham, mens han lå i koma. De mener, at han faldt i søvn i familiens Toyota Yaris og bragede ind i et træ.

Det eneste, jeg kan huske, var ubehageligheden ved at skulle stå og kigge på min far i koma. Vi fik at vide af en læge, at vi godt kunne tale med ham, selvom han lå i koma. Lægen fortalte, at nogen mente, at det var godt at tale med folk i koma. Det lød ikke som en særlig videnskabelig holdning, og jeg havde svært ved at sige noget til min far. I en normal samtale har man hele tiden noget at sige, og til tider kan jeg slet ikke vente med at den anden person tier stille, så jeg selv kan snakke. Her kunne jeg få lov at snakke alt det, som jeg ville, da der ikke var nogen mulighed for, at han ville svare mig. Det er ikke en samtale, hvis man ikke kan lytte til, hvad den anden person siger. Min far kunne i dette øjeblik ligeså godt være en dør, som jeg skulle snakke med. Det virkede meningsløst.

Pludselig ville ingenting have gjort mig lykkeligere, end hvis han havde afbrudt mig.

Men der skete ikke noget, og jeg stod bare og kiggede på ham, og vidste ikke, hvad jeg skulle gøre af mig selv. Jeg kæmpede for ikke at græde, selvom det havde været en hel naturlig måde at reagere på. I dette øjeblik virkede livet ligegyldigt.

Nu må der ske noget nyt

Min far fik det langsomt bedre. Jeg kan ikke længere huske, hvor lang tid der gik, inden han kom hjem til os igen. I første omgang fik han flyttet en hospitalsseng hjem i vores stue og så fik han udleveret en kørestol. Biluheldet havde gjort, at han ikke kunne gå, og måske aldrig kom til det igen.

I forhold til den New Zealandske reklamemand overlevede min far, og min far fik dermed en chance for at ændre de ting, som han måtte fortryde i sit liv. Det må være mærkeligt at vågne op og få at vide, at man har været død.

Spørgsmålet er så, hvad man gør, når man får endnu en chance for at leve sit liv? I min verden forestillede jeg mig, at nu skulle han gøre noget helt andet i bedste Hollywoodfilm stil.

Især da min far begyndte at kunne gå igen efter genoptræningen, regnede jeg med, at der måtte ske noget vildt. Jeg ved egentlig ikke, hvad jeg havde forestillet mig. For jeg har svært ved at forestille mig, at min far skulle hoppe Bungyjump ved Victoria-vandfaldene eller cykle tværs gennem Asien.

Min far fortsætte sit liv, og lavede præcis de samme ting, som han gjorde inden sit uheld. Han begyndte at undervise igen på sit gamle arbejde. Det virkede mærkeligt for mig, at man efter at have været død ville gå tilbage og undervise Teknisk Skole elever. Det virkede nytteløst.

I min egen egoistiske tankegang tænkte jeg ikke på, at det kunne være, at han havde valgt det liv, som han helst ville have.

På den måde adskiller min far sig ikke fra reklamemanden, som fik kræft. Reklamemanden fortrød ikke sit liv i et kreativt fag. Han fortrød, at han tillod ikke kreative kræfter styrer udviklingen og få ham til at stresse rundt over mål, som han var ligeglad med. Han elskede stadigvæk sit erhverv og sit liv.

Min far vendte tilbage til sit gamle liv, fordi det var det liv, som han havde valgt at leve i første omgang.

Han lever det liv, som gør ham glad.

I sidste ende er det kun os selv, der kan afgøre, hvilket liv vi ønsker at leve udfra de givne omstændigheder.

Relateret indlæg

Smid en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

2 Comments

  • SVAR

    Sikken et fint indlæg, jeg har gjort mig de samme tanker og har været ude for lidt de samme ting som dig – og er også kommet frem til samme konklusion at det der glæder os er meget individuelt. Jeg tænker altid på Comic book guy i The simpsons der når jorden er ved at gå under siger følgende, I spent my entire life collecting comic books… Life well spent.

    • SVAR

      Ja helt sikkert. Hvis man gør ting, som gør en glad, så har man gjort det rigtige. 😀