Et narcissistisk projekt – på toppen af et isbjerg

En af mine venner i USA har spurgt mig, om min blog er et narcissistisk projekt, og det er sandt i den forstand, at min blog selvfølgelig udelukkende kommer til at handle om mine følelser. Udfra definitionen på Sproget.dk vil jeg mene, at jeg ikke er narcissistisk. De skriver: overdreven el. sygelig optagethed af sig selv, sit udseende og sine følelser, uden evne til at engagere sig i andre mennesker.

Efter jeg er begyndt at skrive på min blog, har jeg haft bedre samtaler med folk, fordi jeg prøver at sætte mig ind i dem fremfor at dømme dem. Jeg vil ikke sige, at jeg er god til det, men jeg øver mig.

På den anden side medgiver jeg, at jeg ikke prøver at forstå andre på denne blog, og derfor er selve bloggen et narcissistisk projekt, hvor formålet er at være mindre narcissistisk i virkeligheden.

Spørgsmålet fik mig til at tænke på en samtale med Celia, hvor jeg sagde, at jeg aldrig havde følt mig fri til at udtrykke mig i vores forhold. Hendes svar var, at hun altid havde støttet mig, uanset hvad jeg havde lyst til at skrive om.

Det er sandt, men jeg mente heller ikke, at det var hendes skyld. Men som en mand er der mange ting, som jeg ikke har lyst til at skrive, fordi jeg ikke vil gøre min partner ked af det.

Hvis jeg skal overanalysere mig selv, så bliver det som følgende: Jeg er bange for, om et godt menneske kan elske mig, hvis de virkelig vidste, hvem jeg var, og hvad jeg følte.

Der er ikke noget unikt ved denne følelse. Jeg kan se, at mange mænd har den, fordi de ser kærlige kvinder, som vil det bedste for dem og deres familie. For mange mænd bliver det et kæmpe ansvar at leve op til den kærlighed, som en kvinde giver til dem.

Det er frygten for, at de kvinder, som jeg mener er gode for mig, ikke vil have mig, hvis jeg fortalte dem sandheden. Allerede denne start ville være guf for en psykolog, hvor man rigtig kan få lov at dykke ned i mit forhold til min mor. Jeg tror da også, at det ofte starter her for de fleste mænd, da deres mor er den første kvinde, som har elsket dem, uanset hvor dumt de opførte sig. Disse tanker er sikkert sine egne blogindlæg, og i stedet vil jeg vende tilbage til, hvorfor jeg skriver de ting, som jeg gør.

Ideen bag

Jeg har altid elsket at læse om menneskers mørkeste tanker. Helt siden jeg var ung teenager, har jeg følt mig forkert placeret i et trygt middelklassehjem. Når jeg læste om mennesker, som beskrev deres mørkeste tanker, kunne en del af mig forholde mig til det, selvom jeg ikke vidste hvorfor. Det virkede menneskeligt, og jeg kunne relatere til det.

Jeg prøvede at få andre til at føre denne følelse ud i livet, så jeg ikke selv behøvede at blotte mig. Når jeg foreslog til venner, hvad de skulle blogge om, var svaret altid, at de skulle være ærlige og fortælle, hvem de i virkeligheden var. De skulle komme ud med alle deres forbudte tanker, deres modsætninger og hvor dårlige mennesker de var.

Ja, jeg ville læse noget, som jeg kunne forholde mig til. Så kunne jeg leve mit liv igennem en anden person, mens jeg kunne fortsætte med at leve mit eget polerede liv.

Så jo, selvfølgelig er denne blog narcissistisk. Men det er et forsøg på at komme ud med mange af de tanker, som jeg har. Jeg har lyst til at skrive, at mit mål med bloggen er, at andre får noget ud af at læse det. Men det har aldrig været mit mål.

Jeg skriver for min egen skyld.

Relateret indlæg

Smid en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *