Økonomisk tankegang handler om tid

Time-is-Money1

Økonomer er et sjovt folkefærd, som ligesom andre grupper har svært ved at forstå, hvorfor alle andre ikke tænker ligesom dem. Det er en gruppe af mennesker, som ofte bliver fejlciteret, da journalister ikke aner, hvad de snakker om.

Næsten hver gang en seriøs økonom har udtalt noget sludder i medierne, er det, fordi journalisten har misforstået pointen i det, som økonomen sagde.

Mange var f.eks. efter Steen Bocian, da han nævnte, hvad orkanen i Danmark betød for den danske økonomi. På Twitter forklarede han, at han ikke var fan af orkaner, som smadrer et land. Han beskrev blot, hvad der skete i den givne situation. Når du synes, at en økonom siger noget mærkeligt så prøv at skriv til dem. Stort set hver gang vil de sige til dig, at journalisten misforstod dem.

Almindelige mennesker (heriblandt journalister) forstår ikke økonomer. Økonomer har en fantastisk måde at udtrykke sig og forstå verden på. De interesserer sig for, hvordan mennesker reagerer, fremfor hvordan de gerne vil have, at de reagerer. I hvert fald de økonomer som jeg kan lide.

Kan man tænke som en økonom uden at være det?

Spørgsmålet er, om man kan begynde at tænke mere som en økonom ved at træne sig selv til det, eller om folk der tænker på en bestemt måde, har det med at blive økonomer?

Jeg foretrækker selvfølgelig, at det er en adfærd, som man kan træne sig til. For det giver alle mulighed for at gøre det samme.

Grunden til, at jeg tror på, at det er tilfældet, er, at da jeg studerede medievidenskab, valgte jeg at tage tilvalg i økonomi på Københavns Universitet. Det gjorde jeg af to årsager. Den ene var, at jeg havde overvejet at læse ren økonomi, inden jeg valgte at studere medievidenskab. Den anden grund var, at jeg tænkte, at det ville gøre min uddannelse i medievidenskab mere relevant, da medieverden i høj  grad handler om penge. Der er ingen form for økonomisk diskussion på medievidenskab, selvom de fleste mediebeslutninger bliver truffet på vegne af økonomi.

På økonomi skulle jeg studere sammen med førsteårsstuderende, og her opdagede jeg, at stort set ingen af dem havde forståelse for økonomi. Til forelæsningerne og i de efterfølgende øvelsestimer ville de gerne diskutere økonomiske modeller på trods af, at de tydeligvis aldrig havde hørt om dem. Men de havde mange holdninger. Nok fordi det bliver belønnet på gymnasier, hvor viden er lig med holdning.

Jeg husker især en øvelsestime (time hvor man gennemgår de ting, man har hørt til forelæsningen), hvor instruktoren tilsidst måtte sige, at han rigtig godt kunne lide de kritiske spørgsmål, men at de studerende skulle skrive alle disse ideer ned, og når de så begyndte på kandidaten, kunne de finde spørgsmålene frem. Han forklarede, at de behøvede mere viden, men at deres naive spørgsmål kunne hjælpe dem med at forstå økonomi på en ny måde. Han lagde dog ikke skjul på, at de fleste spørgsmål ville ende i deres papirkurv til den tid.

Studerende på økonomistudiet er der for at lære at tænke økonomisk. Det gode er, at man behøver ikke være økonom for at lære at tænke mere som en økonom.

Det handler ikke om, at man kun skal tænke på penge. Det er langt vigtigere at tænke på knappe resourcer. For mennesker er det tid. Vi får ikke mere tid, men vi kan tjene penge, som vi kan bruge på at få andre til at arbejde for os, så vi selv kan lave det, som vi gider.

Rengøring er et glimrende eksempel, da de fleste hellere vil bruge tid på noget andet end at gøre rent. Hvis du mener, at din tid er mere værd, end du giver en rengøringsdame, skal du vælge at gøre det.

I Danmark fikser vi alting selv, mens amerikanere har stor tradition for at hyre folk til sure pligter. Det giver god mening med det høje danske skattetryk og de høje danske lønninger. Du skal betale en håndværker flere penge, end du selv får udbetalt efter skat. Derfor vælger de fleste at holde fri og selv lave deres ting. Danskere har desuden en lang ferie, som de i sidste ende ikke aner, hvad de skal bruge på, da de ikke har råd til at rejse i seks uger. Pludselig virker det som en god idé for en revisor at lave havearbejde og male stuen.

Brug din tid på sjove ting

I sidste ende handler det om, at jeg prøver at tænke anderledes på min tid. Når man er ude, vælger man hele tiden irrationelle beslutninger. Du SKAL ALDRIG stå i kø for at få en gratis is, som du kan købe til 20 kr. dagen efter uden at stå i kø.

Optimalt set skal man finde et arbejde, som man kan lide, så man gerne vil bruge tid på det. Hvis du elsker at male din stue, så burde du blive maler.

Jeg forstår godt, hvis man nyder at lave projekter derhjemme, fordi man kan være sammen med sin familie, men så kræver det, at man rent faktisk er sammen med sin familie, og at man ikke bare passer sig selv under samme tag.

Min eneste pointe med dette indlæg er, at jeg vil prøve at tænke mere økonomisk, når det kommer til min tid. Jeg skal have tid til ting, som jeg godt kan lide og bruge mindre tid på ting, som jeg ikke kan lide.

Det er min form for økonomisk tankegang.

Relateret indlæg

Smid en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *