Omverdenen kan være skyld i selvmordsforsøg

I debatten om selvmord, selvmordstanker og depressioner er vi blevet mere åbne, når vi snakker om det. Alle kender nogen, som har haft en depression, og det er med til at gøre det til noget ufarligt. Alligevel er der en række tabuer, som jeg stadigvæk ser jævnligt. Hele bølgen, med at man kun må være positiv, er gift for, hvordan mennesker fungerer. Vi gør bestemte tanker til noget forbudt, noget folk selv skal gå rundt med. Vi anerkender, at selvmord og selvmordsforsøg forekommer, men det er langt sværere for os at snakke ærligt om, hvordan andre mennesker kan påvirke os i en negativ retning, og hvordan vi kan påvirke andre mennesker i en negativ retning.

Vi ser på selvmord som en isoleret handling, som ikke har noget med omverden at gøre. Skylden er kun på personen, der begik selvmord. Det er vigtigt for mennesker at sige, at selvmord er en egoistisk handling. Det er jeg ikke uenig i, men en egoistisk handling kan godt forekomme pga. udefrakommende forhold. Hvis jeg sagde til dig, at jeg bliver glad for at være sammen med positive mennesker, så ville du næppe stille spørgsmål ved det. Hvis vi anerkender, at vi kan blive påvirket i en positiv retning af andre mennesker, så bliver vi også nødt til at anerkende, at vi kan blive påvirket i negativ retning af andre mennesker.

Min egen erfaring

Det skal siges, at jeg ikke anklager nogen, og jeg mener ikke længere det samme, som jeg gjorde for ti år siden. Men mit indlæg giver ingen mening, hvis det allerede bliver en undskyldning for sig selv. Der er unge, der henvender sig til mig pga. mit gamle indlæg om mit selvmordsforsøg, og jeg er ked af, at de ikke føler, at de har nogen at tale med. Men jeg forstår godt den følelse.

Dagen efter mit selvmordsforsøg følte jeg en kæmpe skam over, at det ikke lykkedes. Nu skulle jeg se dem, jeg elskede, i øjnene. Jeg følte, at jeg burde sige, at det ikke var deres skyld. Men sandheden var, at jeg ikke anede, om det var deres skyld. Jeg havde bare lyst til at sige det, fordi det føltes som det rigtige at sige.

Jeg følte ikke, at jeg passede ind i verden. Jeg følte, at der ikke var nogen, der forstod mine drømme, og hvis jeg endelig delte dem med nogen, følte jeg, at de skød dem ned.

Når jeg fortalte folk, at jeg ville være forfatter, blev jeg ofte mødt med samme sætning: “Det kan du ikke leve af.” Det er den slags sætninger, som mennesker siger til hinanden, fordi de tror, at de hjælper den anden person. Men det gør de ikke. De skaber frygt for at dele ens drømme med de mennesker, som burde være der til at støtte dig.

Det var af samme grund, at jeg søgte ind på RUC, for jeg skulle lave et eller andet. I dag hader jeg, når folk siger til unge, at de skal tage en uddannelse, for så har de noget at falde tilbage på. Din drøm kan altid vente. Det er ikke engang, fordi jeg er uenig i det, men det handler om, at du bliver nødt til at lytte til, hvad andre siger til dig. Lad folk jagte deres drømme. Sandheden er, at der ikke sker noget farligt ved, at de gør det.

Jeg havde en kæreste, som også var deprimeret, og jeg troede, at når vi var lykkelige, så hjalp vi hinanden. Hun lærte mig også mange ting om at snakke om følelser, men samtidig var det tydeligt, at vi ikke passede sammen. Jeg kan huske, at hun snakkede med sin fætter om, at hun gerne ville have børn efter et par år og flytte på landet. Det var ord, som hun sikkert ikke mente noget med, men i mit hovedet var det frygten for at ende i et middelklassehjem. Jeg endte med at føle mig alene, fordi selv en jeg elskede ikke forstod mig.

Som sådan var ingen af os dårlige mennesker, men det er ikke ensbetydende med, at vi ikke påvirkede hinanden i en negativ retning. Selvfølgelig handlede det om mig selv, på samme måde som det også handler om mig selv, hvis jeg får glæde af at se en fodboldkamp med mine venner.

Hvis du ønsker at forstå selvmord, bliver du nødt til at indse, at mennesker har positive og negative tanker, og at andre mennesker er med til at påvirke begge dele, selvom det i sidste ende handler om os selv.

Vi kan lære meget af negative tanker

Jeg finder det absurd, at vi elsker at tale om positive tanker, mens vi ikke tør forholde os til alle de negative tanker, som mennesker også har. Positive tanker er lette at dele med andre mennesker, men det er de negative tanker, som bringer os tættere sammen. Mit indtryk er, at vi ofte analyserer hinanden forkert, og noget som vi opfatter som en negativ bemærking fra en anden person, viser sig ofte at være en misforståelse.

Det er ikke let at tale med andre mennekser om den slags. Eller det er det i hvert fald ikke for mig, og det er det heller ikke for dem, som føler, at jeg er den eneste, som forstår deres depression.

Det er ikke rart at sige til et andet menneske, at deres bemærkning sårer dig. Hvis du altid siger den slags, så vil andre mennesker blive bange for at sige noget til dig, og det lærer du heller ikke noget af. Det er grunden til, at det ikke er let at tale sammen.

Jeg er klar over, at det hele er vores eget valg. Det kræver en vis form for psyke at indse, at du kan gøre noget andet end det, som omverden siger er det rigtige. Det er helt sikkert grunden til, at der bliver solgt så mange selvhjælpsbøger hvert år. Vi har brug for mennesker, der fortæller os, at vi kan være os selv.

Ellers ender man med at gå rundt med sine problemer alene, fordi det ikke er i orden at sige, at andre mennesker påvirker dig. Vi er sociale væsner, så selvfølgelig påvirker andre mennesker os.

De påvirker os i en positiv retning, og de påvirker os i en negativ retning. Det er grunden til, at nogen siger, at du skal cutte negative mennesker ud af dit liv. Det gør ikke nødvendigvis de andre mennesker til dårlige mennesker, men det kan være, at I bare ikke tænker på samme måde, og det er psykisk hårdt for dig at snakke med personen.

Meningen med det hele

Min pointe med dette indlæg er ikke, at forældre, venner, partnere osv. skal tage alt ansvaret for et selvmordsforsøg. Der kan være mange grunde til et selvmordsforsøg, men jeg vil gerne have os til at tænke generelt over, hvordan vi er med til at påvirke andre mennesker. Det handler i sidste ende ikke om selvmord men om mennesker generelt.

Når deprimerede personer henvender sig til mig pga. mit blogindlæg, ville jeg ønske, at de havde nogen tæt på dem, som de følte, at de kunne snakke med. Men jeg husker kun alt for godt, hvordan jeg havde lettere ved at tale om negative tanker med fremmede, end med dem som var tæt på mig. I sidste ende var det, fordi jeg troede, at dem som elskede mig, ville dømme mig.

Jeg finder hele positivitetsbølgen skræmmende, fordi den bliver brugt til at holde negative tanker nede. De forsvinder ikke af, at vi siger, at de ikke er der. Arbejdspladser, som kun snakker om at være positiv, isolerer alle, der tænker anderledes.

Vi bliver nødt til at indse, at alle mennesker har, hvad vi kalder positive og negative følelser. Det virker måske en anelse hippieagtigt, men i sidste ende er de alle sammen følelser. Hvis vi ikke lærer at forstå negative tanker, så risikerer de at isolere os fra andre mennesker.

Mit eneste håb er, at vi begynder at se på selvmord på en mindre dømmende måde, og vi anerkender, at der er mange faktorer, der påvirker den slags. Herunder andre mennesker.

Relateret indlæg

Smid en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *