De fleste af os er ikke helte

Angreb på ytringsfriheden rammer os hårdt, da vi er vokset op med, at man kan diskutere alt, uden at vi risikerer vores liv. Det er uforståeligt for os, at nogen bruger andet end ord til at kæmpe mod synspunkter, som de er uenige i.

At vi i dag kan blive chokeret over, at ikke alle deler vores idealer skyldes, at der engang var helte, som kæmpede for retten til at ytre sig, selvom det kunne have alvorlige konsekvenser. Efter skyderierne i København og Paris er det tydeligt, at vi stadigvæk har brug for helte, der tør kæmpe for, at man har ret til at ytre sig.

Det er trist, at mennesker skal dø, inden vi anerkender, at mennesker, der tegner Muhammed, er helte. Der er brug for dem, uanset om man kan lide det eller ej. Vi bliver også nødt til at erkende, at de fleste af os ikke er helte.

Når vi ser Hollywoodfilm, holder vi altid med helten, som kæmper mod uretfærdighed. I disse situationer tænker mange af os: “Det ville være mig. Jeg ville være en af de gode. Jeg ville kæmpe mod det onde, hvis jeg var i en lignende situation.” Ligesom når folk stolt erklærer, at de ville være en del af modstandsbevægelsen, hvis de havde levet under 2. Verdenskrig. Det er et ufarligt valg, da der ikke sker noget ved at vælge at være den gode i et tankeeksperiment. Her er ingen konsekvenser, og derfor kan man vælge at være modig.

Sådan er virkeligheden ikke. Her har ens valg nogen gange alvorlige konsekvenser, og man risikerer at dø for sit valg. Det er i mødet med virkeligheden, at man begynder at rationalisere sit fravalg af helterollen. “Jeg har jo en familie, som jeg skal tænke på.” “Jeg synes heller ikke, at man skal provokere for at provokere.” “Ytringsfrihed er ikke ytringspligt.”

I mødet med virkeligheden er der meget få helte.

Jeg er glad for helte

Som de fleste andre danskere har jeg nydt godt af ytringsfriheden. Igennem hele mit liv har jeg sat pris på at diskutere. Men det har været ufarlige emner, hvor jeg kun risikerede, at andre ville være uenig med mig.

Det er på trods af, at jeg har argumenteret for ingen stat, og man derfor kunne anse mig for fjende af vores elskede demokrati. Du bliver ikke smidt i fængsel for at mene den slags. Du bliver i stedet inviteret ind i P1 og på DR2 for at fortælle om din holdning.

Det skyldes, at ytringsfriheden i Danmark ikke er truet af staten. Det er en fejlagtig tolkning af ytringsfrihed, at den kun er truet, hvis det er staten, der krænker den. I dag er den truet af individer, som vil lukke munden på andre ved hjælp af vold og mord.

Jeg har ikke gjort en eneste ting, som gør, at jeg fortjener status som helt. Jeg har støttet op om ytringsfriheden, men jeg har aldrig kæmpet for den. Jeg har brugt og nydt godt af ytringsfriheden, men jeg har aldrig taget en kamp for den.

Jeg er glad for, at der findes mennesker, som tør kæmpe for ytringsfriheden.

Jeg føler mig ikke som Charlie

Jeg skrev aldrig “Je suis Charlie” på min Facebook væg, fordi jeg fandt det meningsløst at tilkendegive.

Jeg kunne egentlig godt have skrevet det, for det betyder bare, at ingen skal dø for at ytre sig. Det er jeg helt enig i, og jeg anser dem, der tør kæmpe for vores ytringsfrihed, for helte.

Helte tør kæmpe for noget. De gemmer sig ikke bag akademiske ord om, at man da sagtens kan ytre sig, man det betyder ikke, at man skal gøre det. Det ved enhver idiot, der er vokset op med ytringsfrihed. Det er grunden til, at vi aldrig kommer til at se se en film med Bjørn Bredal i helterollen.

Men jeg følte mig ikke særlig Charlie agtig, da jeg aldrig har gjort noget for dem eller været ligeså modige som dem.

Jeg er lykkelig for, at der findes virkelig helte, som tør kritisere islam, selvom de risikerer livet.

De er ytringsfrihedens helte.

Relateret indlæg

Alt startede med et selvmordsforsøg

Feature Image

hans jonas hansen depressed

Når jeg befinder mig i Danmark om vinteren, kommer jeg til at tænke på dengang, hvor jeg var depressiv. Jeg hader den indflydelse, som mørket har på mig. Det føles som om, at mit hoved er ved at eksplodere.

Jeg kan sidde og stirre ind i min computer i timevis uden at lave noget. Det minder mig om, hvordan jeg havde det for ti år siden, hvor jeg kunne blive ramt af en utrolig tom følelse, som er utrolig svær at beskrive.

Det føltes som om, at jeg hele tiden skulle græde, men bare ikke kunne. Som om der var noget, som jeg bare måtte have ud. Problemet var bare, at jeg ikke vidste, hvad det var, eller hvad jeg skulle gøre ved det. Denne følelse kunne blive så stærk, at selvmord kunne virke som en rationel løsning.

Når jeg tænker tilbage, er det som om, at jeg kigger på en anden person. Når jeg tænker på, hvor svært det er for mig at forholde mig til, at jeg engang var fascineret af selvmord, må det være enormt svært for andre at sætte sig ind, at man overhovedet kan have det sådan.

Mit forhold til selvmord er ligesom et forlist kærlighedsforhold, hvor man pludselig tænker tilbage, og ikke kan forstå, at man nogensinde kunne elske den person.

For mig er det skræmmende at høre om endnu et selvmord og have fuld forståelse for valget. Alt fra en mor som aldrig mere kommer til at se sine børn, og efterlader en knust og uforstående familie bag sig, til en succesfuld mand som begår selvmord ved at hoppe ud foran en lastbil.

Disse situationer skaber af gode grunde altid den samme undren blandet mennesker. Det er meget almindeligt, at folk siger, at de ikke forstår, at folk begår selvmord, og at det er et egoistisk valg. Som om at det er et oplyst rationelt valg at begå selvmord, hvor man har siddet og tænkt over fordelene og ulemperne ved selvmord.

Der er sikkert mange forskellige årsager til selvmord og selvmordstanker. Mine selvmordstanker var den typiske historie om en ung mand, som ikke følte, at der var nogen mening med livet.

Den allerførste gang

Jeg kan ikke huske, hvor gammel jeg var, første gang jeg tænkte på selvmord. Jeg kan huske, at jeg viste en af mine venner en papirkniv og sagde til ham, at jeg ville begå selvmord med den. Mit gæt er, at jeg var omkring 8-10 år gammel.

Min ven sagde, at han ville sige det til sine forældre, og det fik mig til at trække det hele tilbage, og jeg fortalte ham, at jeg selvfølgelig ikke mente det. Jeg var bange for, at han ville sige det til mine forældre. Jeg tror, at det var her, at jeg lærte, at når det kommer til selvmord, holder man det til sig selv.

Sandheden har for mange konsekvenser, og når man har lyst til at begå selvmord, får man hele tiden at vide, hvor forkert det er. Jeg forstår godt, at folk har denne holdning, men det er denne fordømmelse, der gør, at man holder det til selv, hvis man har selvmordstanker.

Jeg husker tydeligt papirkniven, som om den var min første kærlighed. Jeg kan huske, at jeg kunne sidde med den i flere timer, når jeg var ked af det. Jeg ved ikke, hvorfor jeg tænkte på selvmord, eller hvor jeg havde hørt om det. Det var en uskarp papirkniv, så det havde været umuligt at begå selvmord med den.

Jeg tror ikke, at jeg dengang forstod, hvad selvmord var. Men af en eller anden grund var tanken.

Det gør ondt at leve

Det var ikke sådan, at jeg vågnede op en dag og tænkte, at livet ikke havde nogen mening. Det var en følelse, som langsomt blev opbygget over længere tid og voksede sig større og større.

Jeg kunne ikke forestille mig noget værre end at ende ligesom mine forældre. Arbejde for andre mennesker og helt seriøst mene, at der var mening med det hele. Jeg følte mere og mere, at jeg blev skubbet fremad, uanset hvad jeg gjorde. Jeg var på vej et sted hen, hvor jeg ikke havde lyst til at være. Jeg følte ikke, at jeg havde valgt noget af det, men at det hele blev hevet ned over hovedet på mig.

Når jeg læste om folk, der havde begået selvmord, kunne jeg bedre forholde mig til deres valg end til de mennesker omkring mig. Jeg var misundelig på, at de havde modet til at gøre en ende på det hele. Jeg begyndte at tænke mere og mere på, hvordan jeg kunne begå selvmord.

Jeg prøvede gang på gang at skrive det perfekte selvmordsbrev, så alle ville kunne forstå mit valg. Når jeg prøvede at skrive det, gik jeg altid i stå. Jeg anede simpelthen ikke, hvordan jeg skulle beskrive min smerte. Selv i dag ved jeg ikke, hvordan jeg skal beskrive den smerte, som jeg havde dengang.

Det er ikke sådan, at jeg hele tiden var ked af det. Jeg kunne være glad det ene øjeblik og blive ramt af total modløshed det næste. Jeg kan især huske en situation, hvor jeg gik en tur med mine forældres hund tæt på deres gård. Det var en kold vinterdag, og der lå sne på markene.

Jeg slap hunden fri, og den løb glad rundt i sneen. Jeg gik langsomt efter hunden. Det var en af de dage, hvor jeg ikke kunne se nogen mening med det hele. Jeg lagde mig ned i sneen, og kiggede op i den blå himmel. Mens jeg lå og kiggede op i den blå vinterhimmel, tænkte jeg på et DR program, hvor en kone havde mistet sin mand, fordi han havde begået selvmord ved at ligge sig i sneen og falde i søvn. Det lød som en ukompliceret måde at dø på. Man falder i søvn og herefter er det hele slut.

Vores hund kom hoppende igennem sneen og hen til mig. Den fandt en anden glæde ved livet, end jeg gjorde.

Når jeg tænker tilbage på den dag i sneen, kan jeg godt se, at det bare var et spørgsmål om tid, inden det ville gå galt.

Lad os være triste sammen

For mig skete der det, som der gerne sker for en depressiv dreng på 20 år. Jeg mødte en depressiv pige. Hvis man tænker logisk over det, virker det ikke som en særlig god idé, at to depressive personer finder sammen. Men kærlighed er ikke rationelt.

Jeg gik rundt og følte, at ingen forstod mig, og pludselig var der en pige, som på mange måder forstod, hvordan jeg havde det.

Jeg mødte hende i en periode, hvor mit liv handlede om at gå i byen og drikke mig fuld. Min største drøm var at skrive en bog, men jeg havde ikke disciplinen til at sætte mig ned og få skrevet noget. For når jeg var glad, ville jeg hellere drikke end at skrive. Lysten til at skrive kom, når de mørke tanker kom, men der blev jeg så trist, at jeg ikke var i stand til at skrive andet end nogle uforståelige digte om, hvor håbløst livet i virkeligheden var.

Selvmord begyndte at fylde mere og mere i mit liv. Efter utallige byture har jeg stået med en kniv i hånden og tænkt på, hvor let mit liv ville være, hvis jeg skar håndleddet over på mig selv.

Det var i denne tilstand, at jeg pludselig mødte en, som forstod mig. Hun var ikke ligesom mig, da hun snakkede åbent om sin depression. Jeg havde aldrig snakket om mine følelser til nogen, så det var en stor omvæltning for mig.

Der var mange ting, som vi ikke var enige om, og vi kunne skændes over de mest vanvittige ting. Min ekskærestes udgangspunkt var, at man godt kunne være lykkelig i livet, og derfor gik hun til psykiater.

Hun mente også, at jeg burde få hjælp. Det afviste jeg, da jeg ikke mente, at jeg fejlede noget. Det var ikke mig, som der var noget galt med. Jeg havde blot indset, at livet ikke havde nogen mening. Hendes trang til at gå psykiater var i mine øjne et tegn på, at hun prøvede at leve op til andres forventninger. Jeg ville ikke ende ligesom alle de andre.

Frygten for at miste

Mine følelser for min ekskæreste splittede mig fuldstændig an, fordi jeg ikke kunne se meningen med livet, men samtidig havde jeg ikke lyst til at forlade hende. Derfor fik jeg dårlig samvittighed, når jeg tænkte på selvmord, da jeg ikke ville gøre hende ked af det.

Når jeg tænker tilbage på det, kan jeg godt se, at dette blot gjorde mig til en tikkende bombe. For jeg modtog ikke nogen behandling for mine selvmordstanker, og jeg prøvede i stedet at lade som om, at jeg havde det fint.

Det siger sig selv, at det kun kan gå galt, hvis man ikke lytter til sine egne følelser. Efter hendes fødselsdag gik det da også galt. Jeg var blevet meget fuld, og havde opført mig som en idiot. Så meget at jeg var sikker på, at hun ville forlade mig.

Det endte med, at jeg forlod hendes forældres hjem og bare gik derud af. Jeg havde det med at løse problemer med at forsvinde, som om at jeg prøvede at stikke af fra mine egne følelser. For jeg vidste ikke, hvad jeg skulle gøre af mig selv, når jeg havde negative tanker. Det var grunden til, at jeg ofte forsvandt uden at sige et ord. I den tilstand kunne jeg ikke rumme at være i nærheden af andre mennesker. Ikke engang min kæreste.

Det var en smuk sommermorgen. Jeg satte mig i en vejkant ud til en stor vej, hvor lastbiler susede forbi. Jeg fik lyst til at kaste mig ud foran en lastbil og gøre en ende på det hele.

Tanken om at dø fik mig til at bryde grædende sammen. Jeg blev ramt af en kæmpe skyldfølelse over at efterlade min familie, venner og kæreste. Der var åbenbart stadigvæk noget tilbage i livet, som holdt mig fast.

Jeg skrev til min kæreste, at jeg gerne ville have hjælp. Dengang var jeg sikker på, at det ville gøre hende glad, da jeg gjorde det, som hun ville have. I dag kan jeg godt forstå, hvorfor min sms gjorde hende bange.

Da jeg kom tilbage til hendes forældres hjem, var jeg sikker på, at hun ville blive glad for, at jeg ville modtage behandling. Min sms var i stedet dødsstødet til vores forhold. Hun kunne ikke aflæse min adfærd, så hun slog op med mig.

Ingen mening med det hele

Jeg følte mig alene, da hun slog op med mig. Jeg havde åbnet mig op til en person, og det havde fået personen til at forlade mig. Det var præcis det, som jeg hele tiden havde vidst. Der kommer ingen gode ting ud af at fortælle sandheden om sine tanker.

Jeg kunne ikke overskue et helt liv, hvor jeg skulle lade som om, at jeg var lykkelig, når jeg ikke var det. Så jeg forsøgte selvmord. Det var ikke sådan, at jeg tog hjem til mine forældre, og havde besluttet mig for at forsøge selvmord.

Inden, jeg forsøgte selvmord, fløj tankerne igennem mit hovedet, og jeg havde denne her følelse af, at jeg bare ville ud af min egen krop. Det føltes som om, at jeg havde lyst til at skrige med hele kroppen. Der var noget, som bare måtte ud. Det var ikke første eller sidste gang, at jeg havde det sådan.

Jeg havde virkelig lyst til at skære mine håndled over, men jeg kunne ikke få mig selv til det. Det var ikke, fordi tankerne ikke var der, og jeg stod da også med en kniv i hånden og kiggede på mig selv i spejlet. Hvis jeg i dag så en person stående med en kniv i hånden foran et spejl og ligne en, som havde en samtale med sig selv, ville jeg være meget bange på personens vegne.

Men jeg kunne ikke få mig selv til at gøre det. I stedet valgte jeg at spise en håndfuld panodiller. Jeg kan ikke huske, hvor mange jeg spiste. Jeg spiste bare alle dem, som vi havde. Heldigvis var der vist ikke mere end tyve.

Jeg var lykkelig

Pillerne gjorde mig lykkelig. Jeg fik en ufattelig ro i kroppen, og det eneste jeg kunne mærke, var mit hjerte, der bankede derud af.

Det var nok denne genfundne lykke, der gjorde, at jeg skrev til min ekskæreste og sagde, hvad jeg havde gjort. Eller jeg tror, at det var det, som jeg skrev. Jeg kan generelt ikke huske særlig meget af de næste 24 timer, indtil jeg vågnede på Esbjerg Hospital.

At jeg skrev til min kæreste fik senere hen en psykolog til at konkludere, at mit selvmordsforsøg var et råb om hjælp. Jeg ved ikke, hvorfor jeg gjorde det. Måske var det bare et håb om, at hun ville tage mig tilbage. Måske havde han ret. Måske var der alligevel en stor del af mig, som ikke ville dø.

Pillerne havde dog heller ikke påvirket mig mere, end jeg valgte at rejse hele vejen fra mine forældres hjem uden for Korsør til Vejen i Jylland, hvor jeg på det tidspunkt gik på højskole.

Jeg kan huske, at jeg mødtes med nogen af de andre fra højskolen på Vejen station for at tage en bil til højskolen. Det eneste, jeg kan huske fra turen, er, at jeg ikke sagde særlig meget.

Med det samme jeg kom hen på højskolen, gik jeg i seng. Jeg elskede at sove, når jeg havde det dårligt, for her kunne jeg altid være i fred. Både fra andre og fra mine tanker.

Da jeg lå der i sengen, var jeg lykkelig. Jeg kan ikke huske, hvor lang tid der gik, før der blev banket på døren, og nogen råbte, om jeg havde det godt.

En del af statistikken

Hele natten på Esbjerg Hospital var mærkelig. Det var som om, at jeg var vågen hele tiden, men jeg kan ikke forklare et sekund af det. Det var som om, at det hele var en drøm.

Jeg kan huske, at min mor stod foran min seng og græd. Jeg var en del af statistikken. En af de mange som forsøger selvmord og som mislykkes. Det ramte min selvforståelse hårdt, og jeg ønskede længe, at jeg havde haft modet til at begå selvmord på den måde, som jeg vidste virkede.

I starten besluttede jeg mig for, at jeg ikke ville snakke med nogen. Jeg ville tie stille forevigt. På højskolen havde vi set den svenske film Sange fra anden sal, hvor der er en depressiv mand, som bare ligger i en hospitalsseng uden at sige et ord. Det virkede som den optimale løsning i min situation.

Det var ligesom, da jeg var lille, og blev sur på min mor, hvor jeg også besluttede mig for, at jeg aldrig mere ville snakke til hende. Jeg holdt aldrig særlig længe.

Vil du gøre det igen?

Når du har forsøgt selvmord, får du de samme spørgsmål igen og igen. “Ville du dø? Var det et råb om hjælp? Vil du gøre det igen?”

De spørgsmål blev jeg spurgt om flere gange. Første gang på psykiatrisk afdeling i Esbjerg hvor de ville finde ud af, om jeg skulle indlægges. Jeg vidste godt, hvad jeg skulle svare for at undgå indlæggelse, og jeg svarede altid det samme på de spørgsmål. Nej, jeg ville ikke dø, og jeg ville aldrig forsøge selvmord igen.

Ofte fortalte jeg endda, at jeg aldrig havde tænkt på selvmord før. Jeg løj, da det altid fik mig ud af problemer. Jeg gemte mine følelser væk, og jeg fortalte ingen, at jeg havde det dårligt. Folk ville ikke gøre mig ked af det, så de holdt hurtigt op med at spørge.

Min mor var især frustreret, og hun prøvede at gøre en masse ting for, at jeg skulle få det bedre. Først sendte hun mig til en psykolog, som jeg så 2 eller 3 gange, inden jeg opgav ham. Jeg snakkede vel sammenlagt 30 min. med ham. Resten af tiden sad vi bare og stirrede på hinanden.

Herefter fik min mor mig ind hos en psykiater. Her sagde jeg det samme, som jeg havde sagt tidligere. “Ja, jeg har det fint.”

Den gik, indtil min mor brød sammen foran psykiateren og fortalte, at hun ikke vidste, hvad hun skulle gøre. Jeg ændrede holdning og sagde, at jeg gerne ville mødes med psykiateren. Det var ikke, fordi jeg troede på, at psykiateren kunne hjælpe mig. Men jeg ville ikke gøre min mor ked af det.

Det gode ved at se psykiateren var, at jeg fik lov at passe mig selv.

Spis en pille og få en til

Jeg må indrømme, at jeg selv den dag i dag, har svært ved at se det logiske i, at man giver piller til en person, som har forsøgt selvmord ved at spise en masse panodiler. Jeg kunne bedre lide at gå til psykiater end til psykolog, for psykiateren stillede ikke nogen alvorlige spørgsmål.

Hun stillede nogle spørgsmål om, hvordan jeg havde det, og så fik jeg en recept på nogle piller.

Psykiateren havde også et spørgeskema, hvor jeg skulle svare på, hvordan jeg havde det. Spørgsmålene var formuleret sådan, at det var ret let at bestemme, om jeg var bedring eller ej.

Jeg fortalte hende aldrig sandheden om, hvordan jeg havde det, for jeg vurderede, at det ville skabe alt for mange problemer. Jeg kunne ikke overskue det.

Jeg prøvede i en periode at tage anti-depressiv medicin.

Jeg blev ligeglad med alt

Anti-depressiv medicin er det værste, jeg nogensinde har prøvet. Jeg gik rundt i en konstant tilstand, hvor jeg hverken var glad eller ked af det.

De hjalp egentlig på mine selvmordstanker i den forstand, at jeg aldrig var ked af det. Jeg var ramt af en form for ligegyldighed. Jeg kunne stå i et rum med glade mennesker og ikke føle noget som helst.

Det var som om at se en film, hvor du er fuldstændig ligeglad med, hvad der sker for hovedpersonen. Jeg kunne ikke holde det ud, så jeg droppede pillerne.

Da jeg stoppede med pillerne, sagde jeg det ikke til min psykiater. Jeg købte dem stadigvæk, og de lå bare i min skuffe. Sikkert nok til at slå mig ihjel hvis jeg ville prøve igen.

Det var ikke, fordi jeg ville dø, at jeg begyndte at samle på dem. Der var ikke nogen tanke bag det.

Der er gode dage, og så er der dårlige dage

Min ekskæreste og jeg kom sammen on and off i en periode efter mit selvmordsforsøg. Der var ingen tvivl om, at vi ikke passede sammen, og da vi endelig slog helt op, udløste det heller ikke samme fortvivelse som sidst. Nok fordi ingen af os var overrasket over, at det skete.

Det eneste, der skete, var, at jeg afmeldte min psykiater, for jeg var træt af, at skulle se mig selv som syg. Så jeg ringede til min psykiater og fortalte, at jeg havde det meget bedre. Det passede selvfølgelig ikke, men jeg var træt af at være kategoriseret som syg.

Mit liv fortsatte bare og jeg har svært ved at sige, hvad jeg lavede de forskellige år. Jeg arbejdede hos forskellige telemarketingsfirmaer og så drak jeg i 2-3 gange om ugen. Jeg havde dage, hvor jeg var helt sindssyg optimistisk på livet, hvorefter jeg næste dag kunne ligge hele dagen og kigge i i væggen.

Når jeg havde en af de dårlige dage tog jeg en fridag på arbejdet. Jeg kunne ikke få mig selv til at sige, at jeg var syg. Jeg ville ikke indrømme det, og jeg villle ikke ses som en person, der var syg. For mine forskellige arbejdsgivere må jeg have virket ekstrem utilregnelig, når de lige pludselig ikke kunne få fat i mig.

Jeg husker især en situation, hvor jeg arbejdede for et analyseinstitut i lufthavnen, Jeg skulle interviewe en masse passagere, men pludselig kunne jeg ikke mere. Jeg gemte mig på et toilet i en halv time, hvor jeg prøvede at overbevise mig selv om, at jeg sagtens kunne fortsætte. Men da jeg kom ud af toilettet, kunne jeg ikke overskue det, og jeg tog hjem uden at sige en lyd til nogen.

Det var helt sikkert ikke normal adfærd, men jeg nægtede at undre mig over det, så jeg skiftede i stedet job og fortsatte mit liv.

Følelsesmæssigt var jeg helt ude at skide i  den periode, og jeg kunne være ekstrem lykkelig eller ekstrem ulykkelig, når jeg drak. Pillerne, jeg havde gemt fra min tid hos psykiater, spiste jeg, når jeg havde det dårligt. Jeg fandt ud af, at hvis jeg spiste et par af dem blandet med alkohol, fik det mit hjerte til at banke hurtigt, og det mindede mig om, at jeg stadig var i live.

I de næste par år var der mange gode og dårlige dage, og denne periode kunne sikkert være sit eget indlæg. Der er så meget, at jeg ikke kan overskue at sortere i det.

I bedring

Jeg fik det først bedre, da jeg stoppede med at drikke alkohol, samtidig med at jeg besluttede mig for at være glad. Det betød, at når jeg var sur, prøvede jeg at ignorere mine følelser.

Som du sikkert kan regne ud, endte det blot med, at jeg blev ekstrem passiv aggressiv. På mange måder var det ligesom at være på antidepressiv medicin igen. Dog med den undtagelse at jeg følte mig mere glad.

Jeg undertrykte mine følelser i lang tid. I sidste ende var det nok fordi, jeg var så bange for at føle noget som helst. Jeg var vant til, at mine følelser var noget negativt, og det virkede som en god beslutning at ignorere dem.

Da jeg mødte min kæreste Celia, var det som om, at alle disse følelser kom ud på en gang. Jeg kunne slet ikke styre det.

Alt min kærlighed til hende gav mig en enorm lykkefølelse, men disse følelser vækkede også alle de aggressive følelser, som jeg havde gemt væk. Jeg husker især en situation til fodbold, hvor jeg råbte en af mine modspillere ind i hovedet. En total overreaktion på en situation som jeg ikke engang kan huske, hvad handlede om. Det var to års følelser, som pludselig skulle ud.

På mange måde var det skæmmende, at jeg ikke kunne styre mine følelser, men det var samtidig en utrolig befriende følelse. For det var først her, at jeg opdagede, at jeg havde fået det bedre psykisk.

Jeg glemmer det aldrig

I dag er jeg hunderæd for, at få det på samme måde som for ti år siden. Det har gjort mig meget bevidst om, hvad jeg laver.

Hvis jeg arbejder med noget, som jeg føler er forkert for mig, stopper jeg med det. Der er simpelthen ikke nogen penge eller nogle ting, som er vigtigere for mig end mit eget liv.

Det kan virke som en simpel ting, men jeg ser hele tiden mennesker, som træffer valg, som de ikke er glade for. Hvis man fortsætter ned af den forkerte sti for længe, kan det ende grueligt galt.

Jeg ville ønske, at jeg er en af dem, som kan sige, at jeg ikke forstår mennesker, der begår selvmord. Men jeg forstår godt, at man kan ende så langt ude, at selvmord virker som løsningen på alle ens problemer.

Undskyld, jeg har en pik

I fredags var der en artikel i Weekendavisen om sexister. Artiklen handler om The Everyday Sexism project, hvor kvinder kan skrive om de mange overgreb, de har været udsat for.

Om danske mænd er sexister, kommer ret meget an på definitionen. Jeg har hørt mange definitioner. Nogle mere ekstreme end andre.

I stedet for at fortælle min holdning til det har jeg i stedet lavet en liste over, hvornår jeg er sexist og hvornår jeg ikke er, når man tager højde for de mange definitioner på sexisme. Især har jeg taget udgangspunkt i The Everyday Sexism Project.

Jeg er sexist, fordi

jeg kan bedre lide unge bryster fremfor gamle slaskede bryster.

jeg godt kan lide høje hæle til kvinder.

jeg altid foretrækker langt hår over kort hår.

jeg synes, at kvinder med små bryster, burde overveje at få lavet større bryster.

jeg ikke anser naturlighed for i sig selv at være smukt.

jeg ikke anser Jørgen Leth for at have et forkert kvindesyn.

jeg ikke gider spille fodbold med kvinder.

jeg ville blive ked af det, hvis jeg tabte til en kvinde i fodbold.

jeg ikke synes, at feministiske mænd er mandige.

jeg godt kan lide at sige ordene pik, fisse og kusse.

jeg anser det for mandens rolle at få sin kvinde til at føle sig tryg.

jeg anser pink for en pigefarve.

jeg synes, at mænd-er-bedre-end-kvinder jokes er sjove.

Jeg er ikke sexist, fordi

jeg altid kigger på kvalifikationer fremfor køn.

jeg ikke anser kvinder for svage.

jeg er ligeglad med, hvilken slags legetøj børn leger med.

jeg tror på, at kvinder og mænd kan opnå det, som de vil, hvis de går efter det.

jeg forstår forskellen på overgreb på kvinder og sexisme.