Et narcissistisk projekt – på toppen af et isbjerg

Feature Image

En af mine venner i USA har spurgt mig, om min blog er et narcissistisk projekt, og det er sandt i den forstand, at min blog selvfølgelig udelukkende kommer til at handle om mine følelser. Udfra definitionen på Sproget.dk vil jeg mene, at jeg ikke er narcissistisk. De skriver: overdreven el. sygelig optagethed af sig selv, sit udseende og sine følelser, uden evne til at engagere sig i andre mennesker.

Efter jeg er begyndt at skrive på min blog, har jeg haft bedre samtaler med folk, fordi jeg prøver at sætte mig ind i dem fremfor at dømme dem. Jeg vil ikke sige, at jeg er god til det, men jeg øver mig.

På den anden side medgiver jeg, at jeg ikke prøver at forstå andre på denne blog, og derfor er selve bloggen et narcissistisk projekt, hvor formålet er at være mindre narcissistisk i virkeligheden.

Spørgsmålet fik mig til at tænke på en samtale med Celia, hvor jeg sagde, at jeg aldrig havde følt mig fri til at udtrykke mig i vores forhold. Hendes svar var, at hun altid havde støttet mig, uanset hvad jeg havde lyst til at skrive om.

Det er sandt, men jeg mente heller ikke, at det var hendes skyld. Men som en mand er der mange ting, som jeg ikke har lyst til at skrive, fordi jeg ikke vil gøre min partner ked af det.

Hvis jeg skal overanalysere mig selv, så bliver det som følgende: Jeg er bange for, om et godt menneske kan elske mig, hvis de virkelig vidste, hvem jeg var, og hvad jeg følte.

Der er ikke noget unikt ved denne følelse. Jeg kan se, at mange mænd har den, fordi de ser kærlige kvinder, som vil det bedste for dem og deres familie. For mange mænd bliver det et kæmpe ansvar at leve op til den kærlighed, som en kvinde giver til dem.

Det er frygten for, at de kvinder, som jeg mener er gode for mig, ikke vil have mig, hvis jeg fortalte dem sandheden. Allerede denne start ville være guf for en psykolog, hvor man rigtig kan få lov at dykke ned i mit forhold til min mor. Jeg tror da også, at det ofte starter her for de fleste mænd, da deres mor er den første kvinde, som har elsket dem, uanset hvor dumt de opførte sig. Disse tanker er sikkert sine egne blogindlæg, og i stedet vil jeg vende tilbage til, hvorfor jeg skriver de ting, som jeg gør.

Ideen bag

Jeg har altid elsket at læse om menneskers mørkeste tanker. Helt siden jeg var ung teenager, har jeg følt mig forkert placeret i et trygt middelklassehjem. Når jeg læste om mennesker, som beskrev deres mørkeste tanker, kunne en del af mig forholde mig til det, selvom jeg ikke vidste hvorfor. Det virkede menneskeligt, og jeg kunne relatere til det.

Jeg prøvede at få andre til at føre denne følelse ud i livet, så jeg ikke selv behøvede at blotte mig. Når jeg foreslog til venner, hvad de skulle blogge om, var svaret altid, at de skulle være ærlige og fortælle, hvem de i virkeligheden var. De skulle komme ud med alle deres forbudte tanker, deres modsætninger og hvor dårlige mennesker de var.

Ja, jeg ville læse noget, som jeg kunne forholde mig til. Så kunne jeg leve mit liv igennem en anden person, mens jeg kunne fortsætte med at leve mit eget polerede liv.

Så jo, selvfølgelig er denne blog narcissistisk. Men det er et forsøg på at komme ud med mange af de tanker, som jeg har. Jeg har lyst til at skrive, at mit mål med bloggen er, at andre får noget ud af at læse det. Men det har aldrig været mit mål.

Jeg skriver for min egen skyld.

Relateret indlæg

Her drømmer de stadigvæk

Feature Image

Jeg har set mange danskere skrive om Los Angeles, og det er gerne noget med, at vi i Danmark skal være glade for, hvordan vi har det, fordi Los Angeles har alt fra rige røvhuller, golddiggers til hjemløse. Det betyder, at du har de vanvittige huse i Hollywood Hills med otte badeværelser til en hjemløs mand, som sover på et stykke pap.

Når jeg læser om blogindlæg om Los Angeles, er jeg som sådan ikke uenig i, at der er mange skøre ting i Los Angeles, men jeg må indrømme, at jeg elsker hvert sekund af det. Selvom det får mig til at lide som et røvhul, så finder jeg Danmark røvkedeligt, og det er desuden en følelse, som mange amerikanere i LA har om resten af USA.

I Los Angeles bliver der drømt om succes, penge og berømmelse. Du kan ikke møde en tjener, som bare er tjener. Alle drømmer om noget andet, end det de har. Det er svært at forstå, når man kommer fra et land, hvor vi er vant til, at det hele skal være sikkert og behageligt. Manden, der satte mit internet op, var DJ, pigen på Starbucks kom fra en lille kornstat for at blive skuespiller og min frisør har været med i det græske X Factor.

Forskellen mellem Danmark og Los Angeles var slående for mig, da jeg mødte en dansk murer på en bar i West Hollywood. Han var herover for at tjekke det hele ud, fordi hans datter skal gå på Sonnys danseskole i Hollywood. Han sagde ordret “Jeg ved godt, at der ikke er særlig stor chance for, at hun får succes, men hun bliver jo nødt til at prøve.”

Det er et klassisk dansk tilgang, som jeg selv prøver at slippe af med, fordi jeg føler, at det holder mig tilbage. Når man vokser op i Danmark, er det som om, at det er flovt at sige, at man gerne vil være succesfuld, for vi er hunderæd for at blive dømt af andre, hvis det ikke lykkes. Jeg elsker den amerikanske tilgang med, at du godt må tænke stort, og at du ikke skal undskylde, hvis du fortæller om din drøm.

Selvom en drøm virker umulig, så er den det højst sandsynlig ikke, men den kræver hårdt arbejde, og at man arbejder fokuseret på at nå sit mål. Det er her, at jeg er glad for at komme fra Danmark, for jeg føler, at det er godt at blande en dansk tilgang med en amerikansk. For når danskere ikke tør fortælle om deres drømme, er det ofte, fordi de ikke gider at blive dømt. I stedet arbejder nogen hårdt på at få den succes, som de drømmer om. Dvs. når vi hører om nogen, som tør drømme i Danmark, så er det ofte også nogen, som allerede har opnået en vis form for succes. Før successen skal danskere ikke nyde noget af at fortælle om deres drømme.

I Los Angeles fortæller man gerne om sine drømme, uden at man har tænkt sig at gøre noget ved dem. Det er her, at jeg mener, at man kan kombinere de to tilgange. Lav en plan for hvordan du vil opnå dine drømme og fortæl så om dine drømme til hele verden.

Som dansker må jeg indrømme, at jeg ikke bryder mig om at fortælle om mine drømme, selvom jeg har dem.

Det er ikke flovt at fejle – det er bare livet

Hvis du drømmer om noget mere end dansk middelmådighed, så kommer du helt sikkert også til at fejle. Jeg har lært mere om mig selv det sidste år, end jeg har lært i hele mit liv i Danmark. Jeg har oplevet, at mange danskere har dømt mig, men det sjove er, at jeg er enig med alt deres kritik. Personligt har jeg det sådan, at hvis jeg lærer noget af mine fejl, så har det ikke været helt spild.

Det eneste, jeg kan bruge fortiden til, er at blive klogere på, hvordan jeg ikke skal agere i nutiden. Jeg siger ikke, at dette er den rigtige tilgang til livet, det er blot den rigtige tilgang for mit liv, og det er her, at jeg har store problemer med den danske mentalitet.

Mit indtryk af Danmark har altid været, at vi har lov til at være frie, hvis vi holder os inden for en bestemt grænse. Vi har en markedsbaseret økonomi, så det er ikke, fordi man ikke kan starte en virksomhed og tjene masser af penge. For mig handler det mere om, hvordan folk kigger på hinanden, og hvordan de dømmer hinanden.

Utallige gange har jeg hørt i Danmark, at du nok har snydt nogen, hvis du har tjent mange penge. Selvfølgelig findes denne holdning også i USA, men den fylder ikke særlig meget, og det er ikke den gældende diskurs i samfundet. Alle steder jeg går hen i Los Angeles, kan jeg mærke denne tro på, at de får succes, og at der ikke er noget galt med at tjene penge.

Selv da jeg gik i kirke oplevede jeg forskellen mellem den amerikanske og danske mentalitet. Her stod præsten og råbte, at Jesus ikke havde noget mod, at vi vinder over andre. Jeg har aldrig hørt en præst sige noget lignende i Danmark. I USA er det i orden at vinde, og det er i orden at være bedre end andre.

Hvis du vil et sted hen, hvor der ikke er grænser for, hvad du må drømme om, så er USA det rigtige sted. Hvis du gerne vil have et trygt og sikkert liv, så er Danmark et bedre sted.

Jeg har valgt.

Jeg troede, at du ville hoppe ud fra en bygning

Feature Image

Da jeg skrev mit indlæg om min nuværende situation, var der mange, som var sikker på, at nu ville jeg begå selvmord.  Jeg forstår det egentlig godt, for jeg har tidligere skrevet om, hvordan jeg havde lyst til at dø, da jeg var yngre.

Det er ikke, fordi jeg sidder og griner hysterisk af min situation, men jeg er glad for, at jeg ikke på noget tidspunkt har overvejet selvmord. Det er slet ikke noget, som er i mine tanker længere.

Men jeg forstår godt, at det er manges første reaktion, når de har læst mit indlæg. I fredags var jeg til en fest med en masse danskere, hvor jeg blev spurgt om det. Spørgeren var bange for, at jeg ville hoppe ud fra en høj bygning, efter han havde læst mit indlæg.

Jeg har ikke overvejet selvmord så meget som et sekund, for jeg har det ikke sådan længere. Jeg er sikker på, at jeg selv kan ændre min situation, der er ikke så meget at gøre ved, hvad der er sket tidligere. For mig var det et indlæg om at komme videre, men hvor det er naturligt at læse det som et indlæg, om en mand der er knækket. Faktisk har jeg ikke været så fokuseret længe, som jeg er lige nu.

Mange har det på samme måde

Hurtigt fortalte personen om sit eget liv. Generelt er det mit indtryk, at folk der gerne vil snakke om mit indlæg, egentlig gerne vil snakke om deres egen situation, eller hvordan de selv har haft det. Det er helt i orden, for jeg anerkender, at det er de færreste, som har lyst til at sætte sig ned og skrive personligt om sig selv.

Han fortalte, at han selv havde oplevet noget lignende, hvor alt var gået galt, og han havde oplevet mange mennesker i årenes, som stak halen mellem benene og tog hjem til Danmark, når alt gik galt, hvor man aldrig hørte om dem igen. Som han sagde: “Vi hører kun om dem, som bliver en succes.”

Som jeg ser det, er det en naturlig menneskelig tendens, kun at ville fortælle om de gode ting i ens liv, for vi vil gerne virke så attraktive overfor andre mennesker, som overhovedet muligt. Så vi render alle sammen rundt med mange af de samme problemer, og hvis du går til en psykolog, kan du være sikker på, at det første psykologen vil sige til dig er, at du er helt normal. Du har følelser, du forelsker dig i den forkerte, der kommer svære valg, du træffer økonomiske hjernedøde beslutninger, fordi du drømmer om noget større.

Mine indlæg har da også fået mange forskellige reaktioner, hvor jeg bl.a. har fået at vide, at mine indlæg måske er et udtryk for, at jeg er masochistisk anlagt. Jeg skal ikke gøre mig klog på, om det passer, men det er i hvert fald ikke bevidst, at jeg gør det. Der er mange emner, som fylder ekstrem meget i mit hovedet lige nu, som jeg ikke kan skrive om, da det vil gå udover andre mennesker.

For mig er det her blot mit liv, og det er de ting, som jeg tænker på, og jeg mener ikke, at jeg skal holde det skjult, for jeg er ikke flov over at være et mennesker, der træffer gode og dårlige beslutninger.

Alle har kriser, alle fucker op. Som jeg ser det, er det en del af livet.

Fra usikker til selvsikker

For mig handler det om, at jeg er selvsikker nok til, at jeg ikke længere finder mit liv pinligt. Det betyder ikke, at jeg ikke kan ændre mig, eller jeg ikke laver fejl. Jeg laver hele tiden fejl, og jeg fortryder tit ting, som jeg har gjort eller ikke gjort.

Men jeg øver mig på, at det ikke skal fylde for meget i mit liv, og her er det især godt at komme ud med det. For der sker ofte det, at når jeg deler en ubehagelig tanke, så finder jeg ud af, at der er masser af andre mennesker, som har haft samme tanker.

Jeg er ikke den første, der har været en idiot, og jeg er næppe den sidste. Sådan er livet. Jeg vil sige det sådan, at der kommer da også positive indlæg engang i mellem, men jeg er blot mere interesseret i de dårlige sider af mennesker, fordi de gode sider får vi lov at se alle steder.

Smalltalkemner er altid, hvor fantastisk menneskers liv er, for vi kan ikke starte en samtale med, at vi har det ad helvedes til. De fleste interviews er om succes, fordi folk der har fejlet, sjældent lader sig interviewe. Når det sker, er det altid helt igennem fantastisk, fordi du ser noget, som du normalt ikke får lov at se.

Det skal siges, at jeg også elsker at læse om positive historier, og jeg elsker at læse om nogen,  som har fået succes inden for deres felt. Det er meget fascinerende, og det er også en del af det at være menneske. Hvis vi ikke troede på succes, så ville vi heller ikke risikere ting.