Jeg brugte disse råd til at komme mig over min depression

hans jonas hansen depressed

På et tidspunkt tænkte jeg, at jeg ville skrive en bog om, hvordan folk med milde depressioner kunne kurere sig selv. Jeg kunne dog ikke lade være med at tænke på, at hvis nogen fulgte mine råd, og det ikke virkede for dem, ville jeg være skyld i, at de måske begik selvmord.

Så jeg droppede idéen igen. Men nu vil jeg alligevel komme med nogle af de ting, som virker for mig, da det kan være, at andre kan få glæde af det.

Mit råd til folk, der har det dårligt, er altid, at de skal snakke med en psykolog. Det virker hyklerisk, for jeg har ikke selv nogen gavnlig erfaring med psykologer. Det er helt sikkert mere min skyld end deres. For hvis du vil have gavn af en psykolog, kræver det, at du åbner op. Jeg blev altid irriteret over, at de sagde ting, som jeg godt selv kunne komme frem til. Nu skriver jeg i stedet triste ting ned, og forholder mig til dem. Det virker for mig.

Det her indlæg er ikke en guide til, hvad du skal gøre, hvis du har en depression. Men det er alligevel, hvad jeg gjorde, og et sted på min vej fik jeg det faktisk godt, og jeg kan ikke svare dig på, hvorfor eller hvornår det skete.

Stop med at drikke

Druk med venner kan være en sjov begivenhed, når man er glad for livet. Hvis du har negative tanker, og generelt føler, at du ikke passer ind i livet, vil jeg stærk anbefale, at du lader være med at drikke. Hvis du har overvejet selvmord på druk, bør du holde en pause fra alkohol.

For mig var det skræmmende at holde op med at drikke, for jeg kunne ikke lade være med at tænke på, hvad andre ville tænke, da vi i Danmark har en stor drukkultur.

Blandt mine venner og familie var det ikke et problem, at jeg holdt op med at drikke. Jeg tror, at de fandt det underligt i starten, men efter et stykke tid tænkte ingen længere over det, og ingen tilbød mig alkohol, da de godt vidste, at jeg ville sige nej.

Det er klart sværest at undvære alkohol i starten, for når man er ked af livet, føles det rigtigt og dejligt at drikke alkohol. Men alkohol forstærker alle ens følelser, det er i hvert fald sådan, at jeg altid har haft det.

Det var dejligt, når jeg var glad, men det var ikke særlig sjovt på de dage, hvor de negative tanker overtog.

Søvn er ens bedste ven

Det tog mig mange år at fatte, at søvn er godt, og livet ikke handler om, hvor meget man kan nå i stedet for at sove. I dag vil jeg sige, at mit liv handler om at nå ting hurtig, så jeg kan gå i seng til tiden.

Når man er depressiv, kan søvn være ens bedste ven. Du slipper for andre mennesker, og der er en god chance for, at du har gode drømme.

Jeg drømte og sov rigtig meget, da jeg begyndte at få det bedre i mit liv. Jeg kæmper stadig med ikke at have dårlig samvittighed over at sove for længe.

For hver dag der går, bliver jeg bedre til det.

Tænk positivt

Alle selvhjælpseksperter siger det, og det virker lige latterligt hver gang. Men der er en vis sandhed bag det, da man godt kan træne sig selv til at se mere positivt på verden.

Jeg kan huske, at jeg sagde til en psykologstuderende, at når jeg var ked af det, prøvede jeg at være glad. Hun var ved at dø og sagde “Det kan man altså ikke.”

I dag forstår jeg godt, hvad hun mente. Du MÅ ALDRIG LYVE for dig selv. Det er helt i orden at være ked af det, og det er også i orden at være negativ.

Men derfor kan du godt prøve at være positiv. Når det går godt for andre, så træn dig selv op til at sige at det er godt for dem.

Når din hund eller mor dør, eller når noget ikke går din vej, så er det i orden at være ked af det. Men det er ikke i orden at have ondt i røven over andre menneskers succes. Her skal du tænke positivt. Husk at tænk over hvorfor du ikke kan få glæde af andre menneskers glæde. Skriv om det, snak med dine venner om det eller snak med en psykolog om det.

Bare tænk over det.

Spis sundt

healthy time

Jeg ved godt, at det er dejligt at belønne sig selv med slik og burger, når man er ked af det. Problemet er, at de fleste bliver mere kede af det, når de har spist junkfood.

Lov dig selv at du spiser burger, pomfritter osv. sammen med andre, når du er glad. Når du er glad, har du større viljestyrke, og du vil nyde din junkfood mere, når du spiser den, når du er glad.

burger time

Du skal ikke have dårlig samvittighed over at spise mad. Mad er godt, og uden mad dør du. Sæt pris på det og spis god mad.

Som udgangspunkt er det bedst at spise sammen med andre mennesker.

Mennesker er IKKE spild af tid

I mit depressive sind havde jeg sjældent lyst til at se andre mennesker, da der var andre ting, jeg hellere ville lave. Pga. min depression fik jeg alligevel aldrig opnået de ting, som var grunden til, at jeg fravalgte mennesker.

Jeg kunne ligeså godt have brugt mere tid sammen med andre mennesker. Nu hvor jeg er flyttet til Los Angeles, har jeg heller ikke været god nok til at tage ud til Meetups, og det er klart noget, jeg skal begynde på.

Det er godt at komme ud og snakke med andre mennesker. Det er desuden også den eneste måde, hvorved jeg kan få talt engelsk og komme af med mit flotte danglish.

Træning er godt

Jeg kan godt lide at styrketræne og gå lange ture. Men det er ligegyldigt, hvad du godt kan lide, det vigtigste er, at du laver et eller andet. Brug din krop flere gange om ugen.

I dag er der så mange forskellige sportsgrene, du kan gå til, at der ikke er nogen undskyldning. De fleste ting koster endda ingen penge.

Ingenting slår kærlighed

Det kan være et lidt sjovt råd at snakke om kærlighed, for det er ikke sikkert, at du har en kæreste eller kone. Husk at kærlighed også kan være venner og familie.

Lad være med at gemme dig derhjemme og gå i stedet for på dates. Selv hvis du oplever en dårlig date, bliver du stadigvæk tvunget til at snakke med et andet menneske.

Alle disse råd kan bruges af alle, og hvis du er psykisk syg, er det ikke sikkert, at du kan overskue dem alle sammen. Det skal siges, at det kunne jeg heller ikke. 😀

Start med dem som du kan overskue. Hvis du har andre råd, er du velkommen til at smide en kommentar.

Relateret indlæg

Smid en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *