Selvmord er ikke skamfuldt

hans jonas hansen depressed

Efter Mads Holgers selvmord har der været mange holdninger til selvmord, og hvorfor man gør det.  Jeg har tidligere skrevet om mit selvmordsforsøg lige her.

Mit indlæg handler ikke om Mads Holger men om, hvordan folk ser på selvmord. Jeg nævner kun Mads Holger, fordi hans selvmord fik mig til at tænke på det igen.

For på trods af at jeg ikke kendte Mads Holger, brugte jeg det meste af min dag på at tænke på ham, da jeg læste om hans selvmord. Den slags er altid sørgeligt, men jeg kan aldrig lade være med at tænke på, hvor glad jeg er for, at jeg aldrig gjorde alvor af mine egne selvmordstanker. Min glæde varer dog sjældent særlig lang tid, da jeg kommer til at tænke på alle de mennesker, som lige nu går rundt med selvmordstanker og ikke føler, at de længere kan overskue livet. For jeg har selv haft det sådan, og jeg forstår godt, at man ikke længere gider livet.

På sociale medier er jeg glad for at se, at de fleste mindes Mads Holger, og skriver, at han vil blive savnet. Men jeg har også læst flere skrive, at det er en egoistisk handling og det er en fej måde at forlade jorden på. Jeg forstår godt, at man tænker sådan om selvmord, for man vil altid efterlade en masse triste mennesker bag sig. Du stopper med at eksistere, og familie og venner står tilbage og tænker, at du kunne være blevet rask.

Det er vigtigt, at vi ikke ser selvmord som noget skamfuldt, og derfor bryder jeg mig ikke om, at nogen kalder det for fejt eller egoistisk. Vi kan ikke skræmme folk fra at forsøge selvmord. Når vi ser ned på folk, der begår selvmord, risikerer vi at lukke samtalen overfor alle dem, som lige nu går rundt med selvmordstanker.

Det handler ikke om, at vi skal forstå selvmord, men hvis vi vil undgå dem, bliver vi nødt til at lytte til selvmordstanker. Det gør vi ikke, hvis vi allerede har besluttet os for, at det er noget skamfuldt, som vi ikke skal tale om.

De døde er ligeglade med, hvad du tænker om dem, så det er ikke dem, vi rammer, hvis vi kalder selvmord for en egoistisk eller fej handling. Det er dem, som står tilbage med selvmordstanker, som kommer til at lide, da vi gør det svært for dem at åbne sig op og fortælle om, hvorfor de nogen gange ikke kan lide at leve.

Jeg ved det fra mig selv. Jeg gik med selvmordstanker i flere år, og efter utallige byture stod jeg med en køkkenkniv og overvejede, om den var skarp nok til at skære mit håndled over. Jeg snakkede ikke med nogen om det, for jeg troede ikke på, at nogen ville forstå mig. Jeg var sikker på, at de ville prøve at komme med løsninger, men jeg var ikke interesseret i deres løsninger, jeg var ikke interesseret i at tale med en psykolog om mine problemer.

Engang i mellem åbnede jeg en smule op og snakkede om livets meningsløshed, og at jeg godt kunne forstå folk, der havde begået selvmord. Disse mennesker havde i det mindste kontrol over deres eget liv. Her blev jeg også mødt af snak om, at det var egoistisk, fejt osv., og jeg indrømmede af gode grunde aldrig, at jeg selv havde det på samme måde. Jeg skulle ikke nyde noget af, at de kunne dømme mig, og jeg må indrømme, at jeg så ned på dem, da de ikke kunne se, hvor meningsløst deres liv var.

Da jeg stoppede med at have selvmordstanker, rykkede jeg mig mere over til den gruppe, som finder det egoistisk at begå selvmord. En del af mig ville tage afstand fra, hvordan jeg havde haft det tidligere, for hvis jeg havde set lyset, hvorfor skulle andre så ikke også kunne gøre det?

Når jeg tænkte sådan, var det udelukkende en forsvarsmekanisme for ikke at føle selvmordsskam. For inderst inde forstod jeg godt, at man kunne efterlade en masse pårørende bag sig. Når jeg havde lyst til at dø, var det ikke, fordi jeg ikke tænkte på andre mennesker, men det gjorde virkelig ondt at leve.

Så jeg stoppede med at tænke på selvmord som noget, vi skal skamme os over, for hvis vi gør det, glemmer vi også at tale om alle de grunde, der kan være til, at vi føler, at selvmord er nødvendigt.

Det handler ikke om, at selvmord ikke er trist, for selvfølgelig er det trist, når vi oplever selvmord, og selvfølgelig er det trist for alle dem, som elsker Mads Holger, at han ikke længere er i blandt os. Men det hjælper ikke noget at møde den slags med vrede eller fordømmelse, for det kan være, at personen ved siden af dig har de samme selvmordstendenser, og med din vrede risikerer du at skubbe personen væk fra dig.

Det er vigtigt at forstå, at selvmord rammer i alle aldersgrupper, og at det nogen gange kan virke uforståeligt for omgivelserne, når det sker. Begrundelsen for selvmord giver mening for den person, som begår selvmord. Det er derfor, at det er vigtigt, at vi stopper med at bruge ord som fejt, kujonagtigt, egoistisk osv., når det kommer til selvmord.

Se selvmord for hvad det er. En tragisk handling af en person som ikke længere kunne rumme livet. Det er en skrøne, at det er en ensom person, som ikke havde nogen venner at tale med. En person med selvmordstanker kan sagtens være glad og smile. Det var ikke sådan, at jeg konstant gik rundt og havde lyst til at begå selvmord. Det kom i perioder, og i disse perioder havde jeg ikke lyst til at tale med nogen, da jeg ikke ønskede, at nogen skulle se mig sådan. Jeg havde ikke lyst til at være en svag person, så jeg endte med at bygge en facade.

Når en person med selvmordstanker først har bygget en facade, er det svært at rive den ned igen. Det er grunden til, at jeg tror, at det er vigtigt at vi får talt om selvmordstanker og ikke dømmer disse tanker. Det handler i sidste ende om at lytte til, hvorfor de har selvmordstanker. Selvfølgelig er det en god idé at tale med en psykolog, men for mit vedkommende havde det skræmt mig væk, hvis nogen havde startet med at foreslå det.

Jeg tror ikke på, at vi kan undgå alle selvmord, men vi kan stoppe med at fordømme dem, som begår selvmord, da det giver os en chance for at hjælpe andre, inden de ikke ser anden udvej end selvmord.

Vi ved ikke, hvorfor Mads Holger begik selvmord. Men det var ikke, fordi han var et fejt eller egoistisk menneske. Han var blot et menneske, og den slags er mere skrøbelige, end vi tør tænke på.

Relateret indlæg

Smid en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

4 Comments

  • SVAR

    Nej, vi skal ikke fordømme selvmord, for vi er ikke inde i andres hoveder.
    Der kan være mange grunde til, at folk vælger det, men i Mads Holgers tilfælde, har han tidligere sagt, at han har haft en tung depression tidligere i livet. HVIS det var en sådan, der tog livet af ham, handler det mere om, at man overlever fra minut til minut, og til sidst ikke har flere kræfter at kæmpe med. Jeg ved det, for jeg har prøvet det for 15 år siden, og kun et halvt år på hospitalet reddede mig. Det er svært at sætte sig ind i, for folk der ikke har prøvet det, men skuespillere Henning Jensen har beskrevet det uhyre levende. Det er et Helvede. Mange hilsner og god vind . Steen

    http://www.psykoweb.dk/research/depress5-HJ.htm

    • SVAR

      Tak for din kommentar. Jeg er glad for, at du har det bedre i dag, og jeg er rigtig glad for linket. Jeg ved, at min mor og far var til et foredrag med Henning Jensen, da jeg var depressiv, og det hjalp dem rigtig meget. Jeg vil gemme linket til min kaffelæsning, for det ser ud til, at det lige tager et stykke tid at læse, og jeg vil gerne bruge den rette tid på det.

  • SVAR

    Jo selvmord kan godt være skamfuldt. Det kommer jo an på hvordan det udføres

    • SVAR

      Det er blot ikke en særlig brugbar analyse. Når folk hopper ud foran et tog, er det som sådan ikke, fordi de er dårlige mennesker, selvom de i et kort øjeblik gør noget, som er dårligt for et andet menneske.