Sick in the Head – Dette er ikke en boganmeldelse

Titlen Sick in the Head har ingenting med mig at gøre, selvom nogen sikkert vil mene noget andet. Det er titlen på Judd Apatows bog. Jeg har egentlig altid kaldt ham Jude, fordi jeg har en fantastisk evne til at se starten af et ord og så bare gætte mig frem til udtalelsen. Ja, det er også grunden til, at jeg droppede hurtiglæsning og i stedet er gået over til at læse alle ordene langsomt.

Derfor tog det mig også ret lang tid at læse Sick in the Head, selvom det er en bog, som jeg normalt ville kunne læse på ingen tid, da det er en samtalebog mellem Judd Apatow og en række forskellige komikere. Ideen til at skrive en bog, om alle de komikere han godt kunne lide, skyldes, at da han var 16 år, der interviewede han en række komikere. Komikerne vidste ikke, at de blev interviewet af en dreng på 16 år, da det eneste, Judd Apatow havde fortalt komikernes PR-agenter, var, at han ville interviewe dem til en radiokanal. Han fortalte dem ikke, at radiokanalen blot var en high school radiokanal, og der ikke ville være nogen PR-værdi i at blive interviewet. De fleste interviews blev ikke engang bragt på radiokanalen, men var til Judd Apatows egen brug.

Dette er ikke en boganmeldelse

Bare lige så alle er med, så er dette ikke en boganmeldelse, for jeg har aldrig brudt mig om den genre. Jeg husker kun alt for godt, da vi skulle skrive boganmeldelser i skolen, og det ødelagde altid min lyst til at læse bøger, så stort set alle de bøger som jeg læste, mens jeg gik i skole, var alle andre bøger, end de bøger jeg skulle læse.

Det samme mønster gik igen på universitet.

Jeg er ekstrem dårlig til at følge en læseplan, da det ikke interesserer mig at læse bøger, som andre har valgt for mig. Jeg opfordrer ikke andre til at gøre det samme, for hvis du vil have gode karakterer, er det næppe den bedste metode at læse sine egne bøger. Det kan dog godt styrke ens dannelse.

I stedet for en boganmeldelse er dette et indlæg om, hvad jeg lige tænkte på, da jeg var færdig med bogen. Den slags kan have tendenser til at ligne en boganmeldelse.

Jeg har fremover tænkt mig at smide en kommentar ind til de bøger, som jeg læser. På den måde slipper min kæreste også for at skulle høre på, hvad jeg nu har læst. Jeg kan dog ikke love, at hun slipper helt. Beklager skat.

En anden grund, til at jeg ikke skriver særlig meget om denne bog, er, at jeg læste den som fysisk bog og ikke på min Kindle. På Kindle er det let at gemme highlights fra bogen, så når jeg er færdig med bogen, kan jeg huske, hvad jeg kunne lide ved den. Jeg har ikke læst til at bruge en overstregningstusch i min bog. Så jeg har ingen noter til bogen.

Hvem er Judd Apatow og hvorfor har jeg købt hans bog?

Da min kæreste og jeg var i Los Angeles, var vi stort set hver dag nede i et fedt shoppingcenter, som hedder The Groove. Et par dage inden vi skulle hjem, lagde jeg mærke til, at Judd Apatow ville komme og snakke om sin bog i Barnes & Noble. Jeg vidste, hvem Judd Apatow er, da jeg havde set ham i en række amerikanske talkshows – ja, jeg elsker at se talkshowværter interviewe kendte. Det er faktisk den eneste grund til, at jeg kender en række kendte, selvom jeg ofte ikke har set de ting, som de har været med i.

De fleste aner ikke, hvem Judd Apatow er, selvom de fleste kender de serier og film, som han har været med til at skabe. Hvis du har set en bromance komediefilm, er der en god chance for, at du har set en Judd Apatow film.

Min kæreste lød ikke specielt interesseret i at se ham, da hun ikke har set nogle film. Da hun var ung, brugte hun tiden på at chatte med folk på nettet om musik, mens jeg brugte tiden på at spille computer og se samtlige serier på dansk fjernsyn.

Så det var egentlig ikke planen, at vi skulle tage ind og se ham, men på selve dagen hvor han skulle tale, spurgte jeg min kæreste, om vi ikke skulle tage ned at se ham, da vi ikke havde set en eneste kendt, mens vi var i Los Angeles. Det er næsten sørgeligt at komme hjem til Danmark efter tre uger i Los Angeles og sige til folk, at det tætteste jeg kom på at se en kendt, var da jeg troede, at Channing Tatum købte kaffe på Starbucks. Det skal siges, at uden briller ligende det faktisk Channing Tatum.

Da det var et Barnes & Noble arrangement, skulle vi købe bogen for at se ham. Eller det skulle vi vist ikke, men det havde vi fået at vide af den uvidende butiksekspedient. Så nu har vi to signerede eksemplarer af Sick in the Head.

Interview med komikere

Judd Apatow har skrevet bogen, fordi han hele sit liv har været fascineret af komikere. Han prøvede selv at blive komiker, men han følte aldrig, at han var ligeså god som de komikere, han kendte. Bl.a. boede han sammen med Adam Sandler lige inden, han fik succes. I stedet valgte han at skrive vittigheder for andre komikere og senere hen skrive, producere og instruere film.

Der er mange virkelige gode interviews i bogen, og der er ret mange af komikerne, som jeg ikke kendte i forvejen. Jeg har da også fundet en række film, som jeg skal have set.

Jeg nød især at læse Albert Brooks (kendte ikke), Amy Schumer, Chris Rock, Harold Ramis (kendte ikke), Jerry Seinfeld, Jimmy Fallon, Lena Dunham, Louis CK, Roseanne Barr og Mel Brooks.

Det er skægt at høre om, hvordan disse mennesker har fået succes, og hvor svært det er at blive komiker. Det kræver, at man er dedikeret og bliver ved, selv når det ser sortest ud.

Det er den samme historie, som du får af de fleste kunstnere, da det altid virker uforstående for andre, hvorfor man vil vælge at lave noget, som man tydeligvis ikke tjener nogle penge på. Ja, det gælder også for mange iværksættere.

Livsbekræftende historier

Der er mange gode interviews i bogen, og den er værd at læse for alle, som kan lide komikere. Interviewsene er utrolig livskræftende og fortæller historien om menneskets livscyklus igennem mennesker, som lever af humor.

De ældre komikere reflekterer på tiden og giver et indblik i, hvordan verden engang var, og hvad man skal gøre, hvis man vil opnå succes. Ældre med succes er farvet af, at de nu står i nutiden og ved, at de fik succes. Det får dem til at fortælle ungdommen, at man ikke skal stresse for meget over nutiden. Men hvis man ikke engang har råd til at betale sin husleje, er det nok meget almindeligt, at man er lidt stresset.

Kan man så bruge interviewene til noget, hvis man ikke har succes og gerne vil have det? Ja, man kan i hvert fald blive inspireret til, at man skal blive ved med at prøve, og at det i sidste ende kun er en selv, man kan lytte til.

Bogen er så inspirerende, at jeg fangede mig selv i at drømme om at blive komiker, selvom jeg slet ikke har lyst til det.

Relateret indlæg

Smid en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *