Selvmord er ikke skamfuldt

hans jonas hansen depressed

Efter Mads Holgers selvmord har der været mange holdninger til selvmord, og hvorfor man gør det.  Jeg har tidligere skrevet om mit selvmordsforsøg lige her.

Mit indlæg handler ikke om Mads Holger men om, hvordan folk ser på selvmord. Jeg nævner kun Mads Holger, fordi hans selvmord fik mig til at tænke på det igen.

For på trods af at jeg ikke kendte Mads Holger, brugte jeg det meste af min dag på at tænke på ham, da jeg læste om hans selvmord. Den slags er altid sørgeligt, men jeg kan aldrig lade være med at tænke på, hvor glad jeg er for, at jeg aldrig gjorde alvor af mine egne selvmordstanker. Min glæde varer dog sjældent særlig lang tid, da jeg kommer til at tænke på alle de mennesker, som lige nu går rundt med selvmordstanker og ikke føler, at de længere kan overskue livet. For jeg har selv haft det sådan, og jeg forstår godt, at man ikke længere gider livet.

På sociale medier er jeg glad for at se, at de fleste mindes Mads Holger, og skriver, at han vil blive savnet. Men jeg har også læst flere skrive, at det er en egoistisk handling og det er en fej måde at forlade jorden på. Jeg forstår godt, at man tænker sådan om selvmord, for man vil altid efterlade en masse triste mennesker bag sig. Du stopper med at eksistere, og familie og venner står tilbage og tænker, at du kunne være blevet rask.

Det er vigtigt, at vi ikke ser selvmord som noget skamfuldt, og derfor bryder jeg mig ikke om, at nogen kalder det for fejt eller egoistisk. Vi kan ikke skræmme folk fra at forsøge selvmord. Når vi ser ned på folk, der begår selvmord, risikerer vi at lukke samtalen overfor alle dem, som lige nu går rundt med selvmordstanker.

Det handler ikke om, at vi skal forstå selvmord, men hvis vi vil undgå dem, bliver vi nødt til at lytte til selvmordstanker. Det gør vi ikke, hvis vi allerede har besluttet os for, at det er noget skamfuldt, som vi ikke skal tale om.

De døde er ligeglade med, hvad du tænker om dem, så det er ikke dem, vi rammer, hvis vi kalder selvmord for en egoistisk eller fej handling. Det er dem, som står tilbage med selvmordstanker, som kommer til at lide, da vi gør det svært for dem at åbne sig op og fortælle om, hvorfor de nogen gange ikke kan lide at leve.

Jeg ved det fra mig selv. Jeg gik med selvmordstanker i flere år, og efter utallige byture stod jeg med en køkkenkniv og overvejede, om den var skarp nok til at skære mit håndled over. Jeg snakkede ikke med nogen om det, for jeg troede ikke på, at nogen ville forstå mig. Jeg var sikker på, at de ville prøve at komme med løsninger, men jeg var ikke interesseret i deres løsninger, jeg var ikke interesseret i at tale med en psykolog om mine problemer.

Engang i mellem åbnede jeg en smule op og snakkede om livets meningsløshed, og at jeg godt kunne forstå folk, der havde begået selvmord. Disse mennesker havde i det mindste kontrol over deres eget liv. Her blev jeg også mødt af snak om, at det var egoistisk, fejt osv., og jeg indrømmede af gode grunde aldrig, at jeg selv havde det på samme måde. Jeg skulle ikke nyde noget af, at de kunne dømme mig, og jeg må indrømme, at jeg så ned på dem, da de ikke kunne se, hvor meningsløst deres liv var.

Da jeg stoppede med at have selvmordstanker, rykkede jeg mig mere over til den gruppe, som finder det egoistisk at begå selvmord. En del af mig ville tage afstand fra, hvordan jeg havde haft det tidligere, for hvis jeg havde set lyset, hvorfor skulle andre så ikke også kunne gøre det?

Når jeg tænkte sådan, var det udelukkende en forsvarsmekanisme for ikke at føle selvmordsskam. For inderst inde forstod jeg godt, at man kunne efterlade en masse pårørende bag sig. Når jeg havde lyst til at dø, var det ikke, fordi jeg ikke tænkte på andre mennesker, men det gjorde virkelig ondt at leve.

Så jeg stoppede med at tænke på selvmord som noget, vi skal skamme os over, for hvis vi gør det, glemmer vi også at tale om alle de grunde, der kan være til, at vi føler, at selvmord er nødvendigt.

Det handler ikke om, at selvmord ikke er trist, for selvfølgelig er det trist, når vi oplever selvmord, og selvfølgelig er det trist for alle dem, som elsker Mads Holger, at han ikke længere er i blandt os. Men det hjælper ikke noget at møde den slags med vrede eller fordømmelse, for det kan være, at personen ved siden af dig har de samme selvmordstendenser, og med din vrede risikerer du at skubbe personen væk fra dig.

Det er vigtigt at forstå, at selvmord rammer i alle aldersgrupper, og at det nogen gange kan virke uforståeligt for omgivelserne, når det sker. Begrundelsen for selvmord giver mening for den person, som begår selvmord. Det er derfor, at det er vigtigt, at vi stopper med at bruge ord som fejt, kujonagtigt, egoistisk osv., når det kommer til selvmord.

Se selvmord for hvad det er. En tragisk handling af en person som ikke længere kunne rumme livet. Det er en skrøne, at det er en ensom person, som ikke havde nogen venner at tale med. En person med selvmordstanker kan sagtens være glad og smile. Det var ikke sådan, at jeg konstant gik rundt og havde lyst til at begå selvmord. Det kom i perioder, og i disse perioder havde jeg ikke lyst til at tale med nogen, da jeg ikke ønskede, at nogen skulle se mig sådan. Jeg havde ikke lyst til at være en svag person, så jeg endte med at bygge en facade.

Når en person med selvmordstanker først har bygget en facade, er det svært at rive den ned igen. Det er grunden til, at jeg tror, at det er vigtigt at vi får talt om selvmordstanker og ikke dømmer disse tanker. Det handler i sidste ende om at lytte til, hvorfor de har selvmordstanker. Selvfølgelig er det en god idé at tale med en psykolog, men for mit vedkommende havde det skræmt mig væk, hvis nogen havde startet med at foreslå det.

Jeg tror ikke på, at vi kan undgå alle selvmord, men vi kan stoppe med at fordømme dem, som begår selvmord, da det giver os en chance for at hjælpe andre, inden de ikke ser anden udvej end selvmord.

Vi ved ikke, hvorfor Mads Holger begik selvmord. Men det var ikke, fordi han var et fejt eller egoistisk menneske. Han var blot et menneske, og den slags er mere skrøbelige, end vi tør tænke på.

Relateret indlæg

Jeg brugte disse råd til at komme mig over min depression

hans jonas hansen depressed

På et tidspunkt tænkte jeg, at jeg ville skrive en bog om, hvordan folk med milde depressioner kunne kurere sig selv. Jeg kunne dog ikke lade være med at tænke på, at hvis nogen fulgte mine råd, og det ikke virkede for dem, ville jeg være skyld i, at de måske begik selvmord.

Så jeg droppede idéen igen. Men nu vil jeg alligevel komme med nogle af de ting, som virker for mig, da det kan være, at andre kan få glæde af det.

Mit råd til folk, der har det dårligt, er altid, at de skal snakke med en psykolog. Det virker hyklerisk, for jeg har ikke selv nogen gavnlig erfaring med psykologer. Det er helt sikkert mere min skyld end deres. For hvis du vil have gavn af en psykolog, kræver det, at du åbner op. Jeg blev altid irriteret over, at de sagde ting, som jeg godt selv kunne komme frem til. Nu skriver jeg i stedet triste ting ned, og forholder mig til dem. Det virker for mig.

Det her indlæg er ikke en guide til, hvad du skal gøre, hvis du har en depression. Men det er alligevel, hvad jeg gjorde, og et sted på min vej fik jeg det faktisk godt, og jeg kan ikke svare dig på, hvorfor eller hvornår det skete.

Stop med at drikke

Druk med venner kan være en sjov begivenhed, når man er glad for livet. Hvis du har negative tanker, og generelt føler, at du ikke passer ind i livet, vil jeg stærk anbefale, at du lader være med at drikke. Hvis du har overvejet selvmord på druk, bør du holde en pause fra alkohol.

For mig var det skræmmende at holde op med at drikke, for jeg kunne ikke lade være med at tænke på, hvad andre ville tænke, da vi i Danmark har en stor drukkultur.

Blandt mine venner og familie var det ikke et problem, at jeg holdt op med at drikke. Jeg tror, at de fandt det underligt i starten, men efter et stykke tid tænkte ingen længere over det, og ingen tilbød mig alkohol, da de godt vidste, at jeg ville sige nej.

Det er klart sværest at undvære alkohol i starten, for når man er ked af livet, føles det rigtigt og dejligt at drikke alkohol. Men alkohol forstærker alle ens følelser, det er i hvert fald sådan, at jeg altid har haft det.

Det var dejligt, når jeg var glad, men det var ikke særlig sjovt på de dage, hvor de negative tanker overtog.

Søvn er ens bedste ven

Det tog mig mange år at fatte, at søvn er godt, og livet ikke handler om, hvor meget man kan nå i stedet for at sove. I dag vil jeg sige, at mit liv handler om at nå ting hurtig, så jeg kan gå i seng til tiden.

Når man er depressiv, kan søvn være ens bedste ven. Du slipper for andre mennesker, og der er en god chance for, at du har gode drømme.

Jeg drømte og sov rigtig meget, da jeg begyndte at få det bedre i mit liv. Jeg kæmper stadig med ikke at have dårlig samvittighed over at sove for længe.

For hver dag der går, bliver jeg bedre til det.

Tænk positivt

Alle selvhjælpseksperter siger det, og det virker lige latterligt hver gang. Men der er en vis sandhed bag det, da man godt kan træne sig selv til at se mere positivt på verden.

Jeg kan huske, at jeg sagde til en psykologstuderende, at når jeg var ked af det, prøvede jeg at være glad. Hun var ved at dø og sagde “Det kan man altså ikke.”

I dag forstår jeg godt, hvad hun mente. Du MÅ ALDRIG LYVE for dig selv. Det er helt i orden at være ked af det, og det er også i orden at være negativ.

Men derfor kan du godt prøve at være positiv. Når det går godt for andre, så træn dig selv op til at sige at det er godt for dem.

Når din hund eller mor dør, eller når noget ikke går din vej, så er det i orden at være ked af det. Men det er ikke i orden at have ondt i røven over andre menneskers succes. Her skal du tænke positivt. Husk at tænk over hvorfor du ikke kan få glæde af andre menneskers glæde. Skriv om det, snak med dine venner om det eller snak med en psykolog om det.

Bare tænk over det.

Spis sundt

healthy time

Jeg ved godt, at det er dejligt at belønne sig selv med slik og burger, når man er ked af det. Problemet er, at de fleste bliver mere kede af det, når de har spist junkfood.

Lov dig selv at du spiser burger, pomfritter osv. sammen med andre, når du er glad. Når du er glad, har du større viljestyrke, og du vil nyde din junkfood mere, når du spiser den, når du er glad.

burger time

Du skal ikke have dårlig samvittighed over at spise mad. Mad er godt, og uden mad dør du. Sæt pris på det og spis god mad.

Som udgangspunkt er det bedst at spise sammen med andre mennesker.

Mennesker er IKKE spild af tid

I mit depressive sind havde jeg sjældent lyst til at se andre mennesker, da der var andre ting, jeg hellere ville lave. Pga. min depression fik jeg alligevel aldrig opnået de ting, som var grunden til, at jeg fravalgte mennesker.

Jeg kunne ligeså godt have brugt mere tid sammen med andre mennesker. Nu hvor jeg er flyttet til Los Angeles, har jeg heller ikke været god nok til at tage ud til Meetups, og det er klart noget, jeg skal begynde på.

Det er godt at komme ud og snakke med andre mennesker. Det er desuden også den eneste måde, hvorved jeg kan få talt engelsk og komme af med mit flotte danglish.

Træning er godt

Jeg kan godt lide at styrketræne og gå lange ture. Men det er ligegyldigt, hvad du godt kan lide, det vigtigste er, at du laver et eller andet. Brug din krop flere gange om ugen.

I dag er der så mange forskellige sportsgrene, du kan gå til, at der ikke er nogen undskyldning. De fleste ting koster endda ingen penge.

Ingenting slår kærlighed

Det kan være et lidt sjovt råd at snakke om kærlighed, for det er ikke sikkert, at du har en kæreste eller kone. Husk at kærlighed også kan være venner og familie.

Lad være med at gemme dig derhjemme og gå i stedet for på dates. Selv hvis du oplever en dårlig date, bliver du stadigvæk tvunget til at snakke med et andet menneske.

Alle disse råd kan bruges af alle, og hvis du er psykisk syg, er det ikke sikkert, at du kan overskue dem alle sammen. Det skal siges, at det kunne jeg heller ikke. 😀

Start med dem som du kan overskue. Hvis du har andre råd, er du velkommen til at smide en kommentar.

Alt startede med et selvmordsforsøg

hans jonas hansen depressed

Når jeg befinder mig i Danmark om vinteren, kommer jeg til at tænke på dengang, hvor jeg var depressiv. Jeg hader den indflydelse, som mørket har på mig. Det føles som om, at mit hoved er ved at eksplodere.

Jeg kan sidde og stirre ind i min computer i timevis uden at lave noget. Det minder mig om, hvordan jeg havde det for ti år siden, hvor jeg kunne blive ramt af en utrolig tom følelse, som er utrolig svær at beskrive.

Det føltes som om, at jeg hele tiden skulle græde, men bare ikke kunne. Som om der var noget, som jeg bare måtte have ud. Problemet var bare, at jeg ikke vidste, hvad det var, eller hvad jeg skulle gøre ved det. Denne følelse kunne blive så stærk, at selvmord kunne virke som en rationel løsning.

Når jeg tænker tilbage, er det som om, at jeg kigger på en anden person. Når jeg tænker på, hvor svært det er for mig at forholde mig til, at jeg engang var fascineret af selvmord, må det være enormt svært for andre at sætte sig ind, at man overhovedet kan have det sådan.

Mit forhold til selvmord er ligesom et forlist kærlighedsforhold, hvor man pludselig tænker tilbage, og ikke kan forstå, at man nogensinde kunne elske den person.

For mig er det skræmmende at høre om endnu et selvmord og have fuld forståelse for valget. Alt fra en mor som aldrig mere kommer til at se sine børn, og efterlader en knust og uforstående familie bag sig, til en succesfuld mand som begår selvmord ved at hoppe ud foran en lastbil.

Disse situationer skaber af gode grunde altid den samme undren blandet mennesker. Det er meget almindeligt, at folk siger, at de ikke forstår, at folk begår selvmord, og at det er et egoistisk valg. Som om at det er et oplyst rationelt valg at begå selvmord, hvor man har siddet og tænkt over fordelene og ulemperne ved selvmord.

Der er sikkert mange forskellige årsager til selvmord og selvmordstanker. Mine selvmordstanker var den typiske historie om en ung mand, som ikke følte, at der var nogen mening med livet.

Den allerførste gang

Jeg kan ikke huske, hvor gammel jeg var, første gang jeg tænkte på selvmord. Jeg kan huske, at jeg viste en af mine venner en papirkniv og sagde til ham, at jeg ville begå selvmord med den. Mit gæt er, at jeg var omkring 8-10 år gammel.

Min ven sagde, at han ville sige det til sine forældre, og det fik mig til at trække det hele tilbage, og jeg fortalte ham, at jeg selvfølgelig ikke mente det. Jeg var bange for, at han ville sige det til mine forældre. Jeg tror, at det var her, at jeg lærte, at når det kommer til selvmord, holder man det til sig selv.

Sandheden har for mange konsekvenser, og når man har lyst til at begå selvmord, får man hele tiden at vide, hvor forkert det er. Jeg forstår godt, at folk har denne holdning, men det er denne fordømmelse, der gør, at man holder det til selv, hvis man har selvmordstanker.

Jeg husker tydeligt papirkniven, som om den var min første kærlighed. Jeg kan huske, at jeg kunne sidde med den i flere timer, når jeg var ked af det. Jeg ved ikke, hvorfor jeg tænkte på selvmord, eller hvor jeg havde hørt om det. Det var en uskarp papirkniv, så det havde været umuligt at begå selvmord med den.

Jeg tror ikke, at jeg dengang forstod, hvad selvmord var. Men af en eller anden grund var tanken.

Det gør ondt at leve

Det var ikke sådan, at jeg vågnede op en dag og tænkte, at livet ikke havde nogen mening. Det var en følelse, som langsomt blev opbygget over længere tid og voksede sig større og større.

Jeg kunne ikke forestille mig noget værre end at ende ligesom mine forældre. Arbejde for andre mennesker og helt seriøst mene, at der var mening med det hele. Jeg følte mere og mere, at jeg blev skubbet fremad, uanset hvad jeg gjorde. Jeg var på vej et sted hen, hvor jeg ikke havde lyst til at være. Jeg følte ikke, at jeg havde valgt noget af det, men at det hele blev hevet ned over hovedet på mig.

Når jeg læste om folk, der havde begået selvmord, kunne jeg bedre forholde mig til deres valg end til de mennesker omkring mig. Jeg var misundelig på, at de havde modet til at gøre en ende på det hele. Jeg begyndte at tænke mere og mere på, hvordan jeg kunne begå selvmord.

Jeg prøvede gang på gang at skrive det perfekte selvmordsbrev, så alle ville kunne forstå mit valg. Når jeg prøvede at skrive det, gik jeg altid i stå. Jeg anede simpelthen ikke, hvordan jeg skulle beskrive min smerte. Selv i dag ved jeg ikke, hvordan jeg skal beskrive den smerte, som jeg havde dengang.

Det er ikke sådan, at jeg hele tiden var ked af det. Jeg kunne være glad det ene øjeblik og blive ramt af total modløshed det næste. Jeg kan især huske en situation, hvor jeg gik en tur med mine forældres hund tæt på deres gård. Det var en kold vinterdag, og der lå sne på markene.

Jeg slap hunden fri, og den løb glad rundt i sneen. Jeg gik langsomt efter hunden. Det var en af de dage, hvor jeg ikke kunne se nogen mening med det hele. Jeg lagde mig ned i sneen, og kiggede op i den blå himmel. Mens jeg lå og kiggede op i den blå vinterhimmel, tænkte jeg på et DR program, hvor en kone havde mistet sin mand, fordi han havde begået selvmord ved at ligge sig i sneen og falde i søvn. Det lød som en ukompliceret måde at dø på. Man falder i søvn og herefter er det hele slut.

Vores hund kom hoppende igennem sneen og hen til mig. Den fandt en anden glæde ved livet, end jeg gjorde.

Når jeg tænker tilbage på den dag i sneen, kan jeg godt se, at det bare var et spørgsmål om tid, inden det ville gå galt.

Lad os være triste sammen

For mig skete der det, som der gerne sker for en depressiv dreng på 20 år. Jeg mødte en depressiv pige. Hvis man tænker logisk over det, virker det ikke som en særlig god idé, at to depressive personer finder sammen. Men kærlighed er ikke rationelt.

Jeg gik rundt og følte, at ingen forstod mig, og pludselig var der en pige, som på mange måder forstod, hvordan jeg havde det.

Jeg mødte hende i en periode, hvor mit liv handlede om at gå i byen og drikke mig fuld. Min største drøm var at skrive en bog, men jeg havde ikke disciplinen til at sætte mig ned og få skrevet noget. For når jeg var glad, ville jeg hellere drikke end at skrive. Lysten til at skrive kom, når de mørke tanker kom, men der blev jeg så trist, at jeg ikke var i stand til at skrive andet end nogle uforståelige digte om, hvor håbløst livet i virkeligheden var.

Selvmord begyndte at fylde mere og mere i mit liv. Efter utallige byture har jeg stået med en kniv i hånden og tænkt på, hvor let mit liv ville være, hvis jeg skar håndleddet over på mig selv.

Det var i denne tilstand, at jeg pludselig mødte en, som forstod mig. Hun var ikke ligesom mig, da hun snakkede åbent om sin depression. Jeg havde aldrig snakket om mine følelser til nogen, så det var en stor omvæltning for mig.

Der var mange ting, som vi ikke var enige om, og vi kunne skændes over de mest vanvittige ting. Min ekskærestes udgangspunkt var, at man godt kunne være lykkelig i livet, og derfor gik hun til psykiater.

Hun mente også, at jeg burde få hjælp. Det afviste jeg, da jeg ikke mente, at jeg fejlede noget. Det var ikke mig, som der var noget galt med. Jeg havde blot indset, at livet ikke havde nogen mening. Hendes trang til at gå psykiater var i mine øjne et tegn på, at hun prøvede at leve op til andres forventninger. Jeg ville ikke ende ligesom alle de andre.

Frygten for at miste

Mine følelser for min ekskæreste splittede mig fuldstændig an, fordi jeg ikke kunne se meningen med livet, men samtidig havde jeg ikke lyst til at forlade hende. Derfor fik jeg dårlig samvittighed, når jeg tænkte på selvmord, da jeg ikke ville gøre hende ked af det.

Når jeg tænker tilbage på det, kan jeg godt se, at dette blot gjorde mig til en tikkende bombe. For jeg modtog ikke nogen behandling for mine selvmordstanker, og jeg prøvede i stedet at lade som om, at jeg havde det fint.

Det siger sig selv, at det kun kan gå galt, hvis man ikke lytter til sine egne følelser. Efter hendes fødselsdag gik det da også galt. Jeg var blevet meget fuld, og havde opført mig som en idiot. Så meget at jeg var sikker på, at hun ville forlade mig.

Det endte med, at jeg forlod hendes forældres hjem og bare gik derud af. Jeg havde det med at løse problemer med at forsvinde, som om at jeg prøvede at stikke af fra mine egne følelser. For jeg vidste ikke, hvad jeg skulle gøre af mig selv, når jeg havde negative tanker. Det var grunden til, at jeg ofte forsvandt uden at sige et ord. I den tilstand kunne jeg ikke rumme at være i nærheden af andre mennesker. Ikke engang min kæreste.

Det var en smuk sommermorgen. Jeg satte mig i en vejkant ud til en stor vej, hvor lastbiler susede forbi. Jeg fik lyst til at kaste mig ud foran en lastbil og gøre en ende på det hele.

Tanken om at dø fik mig til at bryde grædende sammen. Jeg blev ramt af en kæmpe skyldfølelse over at efterlade min familie, venner og kæreste. Der var åbenbart stadigvæk noget tilbage i livet, som holdt mig fast.

Jeg skrev til min kæreste, at jeg gerne ville have hjælp. Dengang var jeg sikker på, at det ville gøre hende glad, da jeg gjorde det, som hun ville have. I dag kan jeg godt forstå, hvorfor min sms gjorde hende bange.

Da jeg kom tilbage til hendes forældres hjem, var jeg sikker på, at hun ville blive glad for, at jeg ville modtage behandling. Min sms var i stedet dødsstødet til vores forhold. Hun kunne ikke aflæse min adfærd, så hun slog op med mig.

Ingen mening med det hele

Jeg følte mig alene, da hun slog op med mig. Jeg havde åbnet mig op til en person, og det havde fået personen til at forlade mig. Det var præcis det, som jeg hele tiden havde vidst. Der kommer ingen gode ting ud af at fortælle sandheden om sine tanker.

Jeg kunne ikke overskue et helt liv, hvor jeg skulle lade som om, at jeg var lykkelig, når jeg ikke var det. Så jeg forsøgte selvmord. Det var ikke sådan, at jeg tog hjem til mine forældre, og havde besluttet mig for at forsøge selvmord.

Inden, jeg forsøgte selvmord, fløj tankerne igennem mit hovedet, og jeg havde denne her følelse af, at jeg bare ville ud af min egen krop. Det føltes som om, at jeg havde lyst til at skrige med hele kroppen. Der var noget, som bare måtte ud. Det var ikke første eller sidste gang, at jeg havde det sådan.

Jeg havde virkelig lyst til at skære mine håndled over, men jeg kunne ikke få mig selv til det. Det var ikke, fordi tankerne ikke var der, og jeg stod da også med en kniv i hånden og kiggede på mig selv i spejlet. Hvis jeg i dag så en person stående med en kniv i hånden foran et spejl og ligne en, som havde en samtale med sig selv, ville jeg være meget bange på personens vegne.

Men jeg kunne ikke få mig selv til at gøre det. I stedet valgte jeg at spise en håndfuld panodiller. Jeg kan ikke huske, hvor mange jeg spiste. Jeg spiste bare alle dem, som vi havde. Heldigvis var der vist ikke mere end tyve.

Jeg var lykkelig

Pillerne gjorde mig lykkelig. Jeg fik en ufattelig ro i kroppen, og det eneste jeg kunne mærke, var mit hjerte, der bankede derud af.

Det var nok denne genfundne lykke, der gjorde, at jeg skrev til min ekskæreste og sagde, hvad jeg havde gjort. Eller jeg tror, at det var det, som jeg skrev. Jeg kan generelt ikke huske særlig meget af de næste 24 timer, indtil jeg vågnede på Esbjerg Hospital.

At jeg skrev til min kæreste fik senere hen en psykolog til at konkludere, at mit selvmordsforsøg var et råb om hjælp. Jeg ved ikke, hvorfor jeg gjorde det. Måske var det bare et håb om, at hun ville tage mig tilbage. Måske havde han ret. Måske var der alligevel en stor del af mig, som ikke ville dø.

Pillerne havde dog heller ikke påvirket mig mere, end jeg valgte at rejse hele vejen fra mine forældres hjem uden for Korsør til Vejen i Jylland, hvor jeg på det tidspunkt gik på højskole.

Jeg kan huske, at jeg mødtes med nogen af de andre fra højskolen på Vejen station for at tage en bil til højskolen. Det eneste, jeg kan huske fra turen, er, at jeg ikke sagde særlig meget.

Med det samme jeg kom hen på højskolen, gik jeg i seng. Jeg elskede at sove, når jeg havde det dårligt, for her kunne jeg altid være i fred. Både fra andre og fra mine tanker.

Da jeg lå der i sengen, var jeg lykkelig. Jeg kan ikke huske, hvor lang tid der gik, før der blev banket på døren, og nogen råbte, om jeg havde det godt.

En del af statistikken

Hele natten på Esbjerg Hospital var mærkelig. Det var som om, at jeg var vågen hele tiden, men jeg kan ikke forklare et sekund af det. Det var som om, at det hele var en drøm.

Jeg kan huske, at min mor stod foran min seng og græd. Jeg var en del af statistikken. En af de mange som forsøger selvmord og som mislykkes. Det ramte min selvforståelse hårdt, og jeg ønskede længe, at jeg havde haft modet til at begå selvmord på den måde, som jeg vidste virkede.

I starten besluttede jeg mig for, at jeg ikke ville snakke med nogen. Jeg ville tie stille forevigt. På højskolen havde vi set den svenske film Sange fra anden sal, hvor der er en depressiv mand, som bare ligger i en hospitalsseng uden at sige et ord. Det virkede som den optimale løsning i min situation.

Det var ligesom, da jeg var lille, og blev sur på min mor, hvor jeg også besluttede mig for, at jeg aldrig mere ville snakke til hende. Jeg holdt aldrig særlig længe.

Vil du gøre det igen?

Når du har forsøgt selvmord, får du de samme spørgsmål igen og igen. “Ville du dø? Var det et råb om hjælp? Vil du gøre det igen?”

De spørgsmål blev jeg spurgt om flere gange. Første gang på psykiatrisk afdeling i Esbjerg hvor de ville finde ud af, om jeg skulle indlægges. Jeg vidste godt, hvad jeg skulle svare for at undgå indlæggelse, og jeg svarede altid det samme på de spørgsmål. Nej, jeg ville ikke dø, og jeg ville aldrig forsøge selvmord igen.

Ofte fortalte jeg endda, at jeg aldrig havde tænkt på selvmord før. Jeg løj, da det altid fik mig ud af problemer. Jeg gemte mine følelser væk, og jeg fortalte ingen, at jeg havde det dårligt. Folk ville ikke gøre mig ked af det, så de holdt hurtigt op med at spørge.

Min mor var især frustreret, og hun prøvede at gøre en masse ting for, at jeg skulle få det bedre. Først sendte hun mig til en psykolog, som jeg så 2 eller 3 gange, inden jeg opgav ham. Jeg snakkede vel sammenlagt 30 min. med ham. Resten af tiden sad vi bare og stirrede på hinanden.

Herefter fik min mor mig ind hos en psykiater. Her sagde jeg det samme, som jeg havde sagt tidligere. “Ja, jeg har det fint.”

Den gik, indtil min mor brød sammen foran psykiateren og fortalte, at hun ikke vidste, hvad hun skulle gøre. Jeg ændrede holdning og sagde, at jeg gerne ville mødes med psykiateren. Det var ikke, fordi jeg troede på, at psykiateren kunne hjælpe mig. Men jeg ville ikke gøre min mor ked af det.

Det gode ved at se psykiateren var, at jeg fik lov at passe mig selv.

Spis en pille og få en til

Jeg må indrømme, at jeg selv den dag i dag, har svært ved at se det logiske i, at man giver piller til en person, som har forsøgt selvmord ved at spise en masse panodiler. Jeg kunne bedre lide at gå til psykiater end til psykolog, for psykiateren stillede ikke nogen alvorlige spørgsmål.

Hun stillede nogle spørgsmål om, hvordan jeg havde det, og så fik jeg en recept på nogle piller.

Psykiateren havde også et spørgeskema, hvor jeg skulle svare på, hvordan jeg havde det. Spørgsmålene var formuleret sådan, at det var ret let at bestemme, om jeg var bedring eller ej.

Jeg fortalte hende aldrig sandheden om, hvordan jeg havde det, for jeg vurderede, at det ville skabe alt for mange problemer. Jeg kunne ikke overskue det.

Jeg prøvede i en periode at tage anti-depressiv medicin.

Jeg blev ligeglad med alt

Anti-depressiv medicin er det værste, jeg nogensinde har prøvet. Jeg gik rundt i en konstant tilstand, hvor jeg hverken var glad eller ked af det.

De hjalp egentlig på mine selvmordstanker i den forstand, at jeg aldrig var ked af det. Jeg var ramt af en form for ligegyldighed. Jeg kunne stå i et rum med glade mennesker og ikke føle noget som helst.

Det var som om at se en film, hvor du er fuldstændig ligeglad med, hvad der sker for hovedpersonen. Jeg kunne ikke holde det ud, så jeg droppede pillerne.

Da jeg stoppede med pillerne, sagde jeg det ikke til min psykiater. Jeg købte dem stadigvæk, og de lå bare i min skuffe. Sikkert nok til at slå mig ihjel hvis jeg ville prøve igen.

Det var ikke, fordi jeg ville dø, at jeg begyndte at samle på dem. Der var ikke nogen tanke bag det.

Der er gode dage, og så er der dårlige dage

Min ekskæreste og jeg kom sammen on and off i en periode efter mit selvmordsforsøg. Der var ingen tvivl om, at vi ikke passede sammen, og da vi endelig slog helt op, udløste det heller ikke samme fortvivelse som sidst. Nok fordi ingen af os var overrasket over, at det skete.

Det eneste, der skete, var, at jeg afmeldte min psykiater, for jeg var træt af, at skulle se mig selv som syg. Så jeg ringede til min psykiater og fortalte, at jeg havde det meget bedre. Det passede selvfølgelig ikke, men jeg var træt af at være kategoriseret som syg.

Mit liv fortsatte bare og jeg har svært ved at sige, hvad jeg lavede de forskellige år. Jeg arbejdede hos forskellige telemarketingsfirmaer og så drak jeg i 2-3 gange om ugen. Jeg havde dage, hvor jeg var helt sindssyg optimistisk på livet, hvorefter jeg næste dag kunne ligge hele dagen og kigge i i væggen.

Når jeg havde en af de dårlige dage tog jeg en fridag på arbejdet. Jeg kunne ikke få mig selv til at sige, at jeg var syg. Jeg ville ikke indrømme det, og jeg villle ikke ses som en person, der var syg. For mine forskellige arbejdsgivere må jeg have virket ekstrem utilregnelig, når de lige pludselig ikke kunne få fat i mig.

Jeg husker især en situation, hvor jeg arbejdede for et analyseinstitut i lufthavnen, Jeg skulle interviewe en masse passagere, men pludselig kunne jeg ikke mere. Jeg gemte mig på et toilet i en halv time, hvor jeg prøvede at overbevise mig selv om, at jeg sagtens kunne fortsætte. Men da jeg kom ud af toilettet, kunne jeg ikke overskue det, og jeg tog hjem uden at sige en lyd til nogen.

Det var helt sikkert ikke normal adfærd, men jeg nægtede at undre mig over det, så jeg skiftede i stedet job og fortsatte mit liv.

Følelsesmæssigt var jeg helt ude at skide i  den periode, og jeg kunne være ekstrem lykkelig eller ekstrem ulykkelig, når jeg drak. Pillerne, jeg havde gemt fra min tid hos psykiater, spiste jeg, når jeg havde det dårligt. Jeg fandt ud af, at hvis jeg spiste et par af dem blandet med alkohol, fik det mit hjerte til at banke hurtigt, og det mindede mig om, at jeg stadig var i live.

I de næste par år var der mange gode og dårlige dage, og denne periode kunne sikkert være sit eget indlæg. Der er så meget, at jeg ikke kan overskue at sortere i det.

I bedring

Jeg fik det først bedre, da jeg stoppede med at drikke alkohol, samtidig med at jeg besluttede mig for at være glad. Det betød, at når jeg var sur, prøvede jeg at ignorere mine følelser.

Som du sikkert kan regne ud, endte det blot med, at jeg blev ekstrem passiv aggressiv. På mange måder var det ligesom at være på antidepressiv medicin igen. Dog med den undtagelse at jeg følte mig mere glad.

Jeg undertrykte mine følelser i lang tid. I sidste ende var det nok fordi, jeg var så bange for at føle noget som helst. Jeg var vant til, at mine følelser var noget negativt, og det virkede som en god beslutning at ignorere dem.

Da jeg mødte min kæreste Celia, var det som om, at alle disse følelser kom ud på en gang. Jeg kunne slet ikke styre det.

Alt min kærlighed til hende gav mig en enorm lykkefølelse, men disse følelser vækkede også alle de aggressive følelser, som jeg havde gemt væk. Jeg husker især en situation til fodbold, hvor jeg råbte en af mine modspillere ind i hovedet. En total overreaktion på en situation som jeg ikke engang kan huske, hvad handlede om. Det var to års følelser, som pludselig skulle ud.

På mange måde var det skæmmende, at jeg ikke kunne styre mine følelser, men det var samtidig en utrolig befriende følelse. For det var først her, at jeg opdagede, at jeg havde fået det bedre psykisk.

Jeg glemmer det aldrig

I dag er jeg hunderæd for, at få det på samme måde som for ti år siden. Det har gjort mig meget bevidst om, hvad jeg laver.

Hvis jeg arbejder med noget, som jeg føler er forkert for mig, stopper jeg med det. Der er simpelthen ikke nogen penge eller nogle ting, som er vigtigere for mig end mit eget liv.

Det kan virke som en simpel ting, men jeg ser hele tiden mennesker, som træffer valg, som de ikke er glade for. Hvis man fortsætter ned af den forkerte sti for længe, kan det ende grueligt galt.

Jeg ville ønske, at jeg er en af dem, som kan sige, at jeg ikke forstår mennesker, der begår selvmord. Men jeg forstår godt, at man kan ende så langt ude, at selvmord virker som løsningen på alle ens problemer.