De politiske korrekte racister

jonathan franzen

I USA bliver der snakket om race alle steder. Det er snart umuligt at sige noget, uden at man skal forholde sig til race. Det underlige er, hvordan liberals i USA insisterer på, at kæmpe mod dem som er enige med dem.

Det skete f.eks. da Justin Timberlake på Twitter skrev, at han var rørt over skuespiller Jesse Williams tale til 2016 BET Awards. Her blev stemningen hurtigt vendt mod Justin Timberlake, fordi en twitterbruger skrev, om det betød, at han ville stoppe med at bruge (tjene penge på) sort musik og kultur.

Det endte med at Justin Timberlake sagde undskyld på trods af, at han ikke havde skrevet noget, som man burde sige undskyld for.

På sociale medier ser man hele tiden logikken om, at man udnytter sort kultur, hvis man låner fra genre som rap, soulmusik osv. Det er en logik, som ikke tager højde for, at kunstnere altid låner fra forskellige steder, og at vi ikke kan komme videre fra racisme, hvis vi insisterer på at opstille alt mellem sort og hvid.

Man rammer i hvert fald ikke den form for racisme, som man gerne vil ramme, hvis man insisterer på at kæmpe mod kunstnere, som er på ens side.

Den racistiske kunst

At gøre kunst op i race virker fuldstændig tåbeligt og direkte skadeligt for kampen mod racisme. Det er blevet en udbredt holdning i mange venstreorienterede (liberals i USA) kredse, at hvide priviligerede (især mænd) ikke må have en holdning til sort kunst.

Det så vi senest, da Jonathan Franzen i et interview med Slate blev spurgt, om han kunne finde på at skrive om race. Han svarede: “I have thought about it, but—this is an embarrassing confession—I don’t have very many black friends. I have never been in love with a black woman. I feel like if I had, I might dare.”

Ja, nu var sociale medier klar til at eksplodere. Hvis du havde spurgt mig, er det problematiske i det svar, at han mener, at man skal have sorte venner eller en sort kæreste, før man kan skrive en bog om sorte.

Hvide mænd kan åbenbart ikke researche et miljø, som de ikke kender til. Nu har jeg ikke læst noget af Jonathan Franzen, og for at være sød mod ham, vil jeg vælge at formode, at det er lettere for ham at skrive om noget, som han allerede ved noget om, og derfor behøver han en sort ven eller kæreste for at skrive om det.

Sociale mediers holdning til Jonathan Franzen fremstår tydeligt i Lindy Wests kommentar i The Guardian.

Hele hendes indlæg viser præcist, hvad en politisk korrekt racist er. De snakker og ser race overalt uden at forstå, hvorfor det netop er racistisk at se på verden på den måde. Det er i orden at tale om race og påpege problemer, men når man begynder at snakke om, at man skal have sorte venner eller stoppe med at skrive om andre racer end sin egen, så er man selv en del af problemet.

For at give dig et eksempel på hvorfor jeg finder det racistisk at tænke på den måde, gennemgår jeg her Lindy Wests indlæg. Her handler det om sort og hvid, da det primært er her, at man snakker om racisme i USA, og det er det, som både Jonathan Franzen og Lindy West udtaler sig om.

Hvide må ikke skrive om sorte

There’s little fault in his underlying logic. In fact, he articulates quite beautifully a truth that more people of privilege need to internalise: “I feel it’s really dangerous, if you are a liberal white American, to presume that your good intentions are enough to embark on a work of imagination about black America. (det her er sagt af Jonathan Franzen)”

Yes, absolutely. White people should stay in our lane. Jonathan Franzen should not write books about the black experience in America. The boundary he senses there is a healthy one. Such an endeavour would not be good for black people, Jonathan Franzen, experiences, America or books. (The profoundly colonial notion that “loving” a black woman can magically imbue a white man with the insight to “write fully from the inside” of her – that having sex with a person gives you ownership over their story – is evidence enough of that.)

Ja, så er vi ligesom i gang. Hvide skal ikke skrive om sorte. De skal skrive om hvide. Forestil dig at jeg sagde, at sorte ikke må skrive om en hvid middelklassefamilie, for hvad kan de vide om det? Hvordan mon liberals ville tage den holdning til sig selv? Mit gæt er, at de vil sige, at det er racistisk, da det netop er det, som det er.

Kunstnere skal ikke holde sig tilbage for at udtrykke sig pga. race. Lindy West ignorerer fuldstændig, at kunstnere kan researche. Det er sådan set det, at journalister altid gør, det er ikke anderledes for en forfatter. Hvis vi kun skulle udtrykke os om ting, som vedrører os direkte, så ville vi have en meget fattig kunstnerisk verden.

Jeg giver hende ret i, at en hvid mand ikke bliver ekspert i sorte, bare fordi man har en sort kæreste. Men den snak om ejerskab er helt absurd. En sort kvinde kan skrive om en hvid mand og en hvid mand kan skrive om en sort kvinde. Når de så har gjort det, kan vi analysere bogen og afgøre, om det er god eller dårlig kunst.

Du skal vælge dine venner udfra farve

Why don’t you have very many black friends? Why doesn’t it bother you that you don’t have very many black friends? Why don’t you take steps to cultivate some friendships with black people? Why do we pretend like it’s perfectly reasonable for men to reach 56 years of age – some of those years spent in New York City – primarily socialising within their own race?

Jonathan Franzen svarer, at det er pinligt, at han ikke har nogen sorte venner. Her mener Lindy West, at man skal stille spørgsmålet “Hvorfor”.

Især finder jeg det kvalmende, at hun skriver, at man skal spørge sig selv, hvorfor det ikke bekymrer en, at man ikke har sorte venner. Hun opsætter det her som en god ting, at man vælger sine venner ud fra farve. Det lyder en anelse racistisk at gå efter, at ens venner skal være en bestemt farve.

Hvis man er hvid, og man ikke vil have sorte venner, fordi man har fordomme overfor dem, så er man racist. Hvis man bevidst går efter at få en sort ven, så er man politisk korrekt racist.

Normale mennesker vælger ikke deres venner udfra farve. Man vælger sine venner, fordi man godt kan lide dem. For at være flink overfor hende, så mener hun, at man skal bevæge sig i miljøer, hvor der er mere mangfoldighed. Men hvorfor skal man det? Personligt vælger jeg at netværke ud fra mine interesser og ikke om det er et mangfoldigt arrangement eller ej.

De poltiske korrekte racister udstiller gang på gang sig selv, når de bruger tid på at angribe ikke-racister uden at tænke på, at måske snakker disse personer ikke om race hele tiden, fordi de faktisk ikke tænker på den måde.

Det positive er, at politiske korrekte racister har et godt hjerte. De vil sådan set hjælpe alle, som bliver undertrykt, og de er netop ikke racister på den måde, at de mener, at nogen racer er bedre end andre.

Men de burde nok stoppe med at gå efter alle dem, som faktisk ikke er racister, og jeg håber, at de ikke har valgt deres venner udfra farven på deres hud, men fordi de rent faktisk kan lide dem. Alt andet ville da være racistisk.


*Billedet er fra den franske udgave af Slate

Relateret indlæg