De fleste af os er ikke helte

Angreb på ytringsfriheden rammer os hårdt, da vi er vokset op med, at man kan diskutere alt, uden at vi risikerer vores liv. Det er uforståeligt for os, at nogen bruger andet end ord til at kæmpe mod synspunkter, som de er uenige i.

At vi i dag kan blive chokeret over, at ikke alle deler vores idealer skyldes, at der engang var helte, som kæmpede for retten til at ytre sig, selvom det kunne have alvorlige konsekvenser. Efter skyderierne i København og Paris er det tydeligt, at vi stadigvæk har brug for helte, der tør kæmpe for, at man har ret til at ytre sig.

Det er trist, at mennesker skal dø, inden vi anerkender, at mennesker, der tegner Muhammed, er helte. Der er brug for dem, uanset om man kan lide det eller ej. Vi bliver også nødt til at erkende, at de fleste af os ikke er helte.

Når vi ser Hollywoodfilm, holder vi altid med helten, som kæmper mod uretfærdighed. I disse situationer tænker mange af os: “Det ville være mig. Jeg ville være en af de gode. Jeg ville kæmpe mod det onde, hvis jeg var i en lignende situation.” Ligesom når folk stolt erklærer, at de ville være en del af modstandsbevægelsen, hvis de havde levet under 2. Verdenskrig. Det er et ufarligt valg, da der ikke sker noget ved at vælge at være den gode i et tankeeksperiment. Her er ingen konsekvenser, og derfor kan man vælge at være modig.

Sådan er virkeligheden ikke. Her har ens valg nogen gange alvorlige konsekvenser, og man risikerer at dø for sit valg. Det er i mødet med virkeligheden, at man begynder at rationalisere sit fravalg af helterollen. “Jeg har jo en familie, som jeg skal tænke på.” “Jeg synes heller ikke, at man skal provokere for at provokere.” “Ytringsfrihed er ikke ytringspligt.”

I mødet med virkeligheden er der meget få helte.

Jeg er glad for helte

Som de fleste andre danskere har jeg nydt godt af ytringsfriheden. Igennem hele mit liv har jeg sat pris på at diskutere. Men det har været ufarlige emner, hvor jeg kun risikerede, at andre ville være uenig med mig.

Det er på trods af, at jeg har argumenteret for ingen stat, og man derfor kunne anse mig for fjende af vores elskede demokrati. Du bliver ikke smidt i fængsel for at mene den slags. Du bliver i stedet inviteret ind i P1 og på DR2 for at fortælle om din holdning.

Det skyldes, at ytringsfriheden i Danmark ikke er truet af staten. Det er en fejlagtig tolkning af ytringsfrihed, at den kun er truet, hvis det er staten, der krænker den. I dag er den truet af individer, som vil lukke munden på andre ved hjælp af vold og mord.

Jeg har ikke gjort en eneste ting, som gør, at jeg fortjener status som helt. Jeg har støttet op om ytringsfriheden, men jeg har aldrig kæmpet for den. Jeg har brugt og nydt godt af ytringsfriheden, men jeg har aldrig taget en kamp for den.

Jeg er glad for, at der findes mennesker, som tør kæmpe for ytringsfriheden.

Jeg føler mig ikke som Charlie

Jeg skrev aldrig “Je suis Charlie” på min Facebook væg, fordi jeg fandt det meningsløst at tilkendegive.

Jeg kunne egentlig godt have skrevet det, for det betyder bare, at ingen skal dø for at ytre sig. Det er jeg helt enig i, og jeg anser dem, der tør kæmpe for vores ytringsfrihed, for helte.

Helte tør kæmpe for noget. De gemmer sig ikke bag akademiske ord om, at man da sagtens kan ytre sig, man det betyder ikke, at man skal gøre det. Det ved enhver idiot, der er vokset op med ytringsfrihed. Det er grunden til, at vi aldrig kommer til at se se en film med Bjørn Bredal i helterollen.

Men jeg følte mig ikke særlig Charlie agtig, da jeg aldrig har gjort noget for dem eller været ligeså modige som dem.

Jeg er lykkelig for, at der findes virkelig helte, som tør kritisere islam, selvom de risikerer livet.

De er ytringsfrihedens helte.

Relateret indlæg