Tanker om E2 visum til USA

Min kæreste og jeg fik vores E2 visum i starten af 2016, så vi må nu opholde os i USA de næste fem år.

På mange måder er et E2 visum et relativt simpelt visum at opnå, da Den Amerikanske Ambassade skriver på deres hjemmeside, hvilke betingelser, du skal opfylde.

Det kompliceret ved visummet er, at de ikke forklarer nogle af disse begreber. F.eks. skal du investere en betydelig sum for at opnå visum. Her kan en immigrationsadvokat heldigvis med, hvad det er, at Den Amerikanske Ambassade vil se i din ansøgning og hvad en betydelig sum er.

Du skal regne med, at du skal investere (bruge) min. 75.000 USD. Du kan godt ansøge med et mindre beløb, og det kan også være, at du får dit E2 visum, hvis du kan overbevise Den Amerikanske Ambassade om det. 75.000 USD er mindstebeløbet for at vores immigrationsadvokater gad tage vores sag.

Vi fulgte deres råd og fik et E2 visum til USA, som gælder i fem år, så vi har ikke fortrudt, at vi lyttede til dem.

Der er mange ting, som jeg ville ønske, at jeg havde vidst, inden vi begyndte ansøge, og det er da også grunden til, at vi overvejer at skrive en bog om at opnå E2 visum. Her kommer der eksempler på de forskellige situationer, som ansøgere kan stå i. Det er for kompliceret til et blogindlæg.

Ingen kommer til at forstå dig

Min familie og venner synes, at det er fedt, at vi er taget til USA. Ok måske ikke min mor, men hun er glad på mine vegne.

Men du skal ikke forvente, at du kan støtte dig særlig meget op af andre, for det er en mærkelig proces at søge et E2 visum til USA, så det er svært for andre at sætte sig ind i det. Jeg forstår det godt, for jeg forstod heller ikke, hvorfor processen tager så lang tid.

Du oplever kæmpe usikkerhed, da du ikke ved, om du får dit E2 visum, efter du har brugt 75.000 USD på det. Desuden tager det lang tid at indsamle dokumenter, som virker ligegyldige, men som ambassaden går op i.

Folk har svært ved at forstå, hvorfor du ikke bare får det ordnet, og kommer af sted. Men det er ikke ligesom at starte en virksomhed i Danmark, og det er heller ikke det samme, som når du pakker kufferten og tager på ferie i USA.

Du bestemmer tempoet

Din immigrationsadvokat samler din ansøgning for dig, og de sørger for, at du får sendt de rette formularer og dokumenter til ambassaden.

Men det er op til dig, hvor hurtigt hele processen går. Din immigrationsadvokat kan ikke tage beslutninger for dig, og advokaten går ikke op i, hvad du investerer i.

Du kan sagtens starte med at sende en liste over investeringer til din immigrationsadvokat, så du kan få at vide, om disse investeringer bliver godkendt af ambassaden. Når du får et ja eller nej, kan du gå i gang.

Det er fantastisk at have en advokat på din sag, men du skal stadigvæk lave utrolig meget arbejde, og du kommer ikke til at føle, at det er produktivt arbejde. Men det skal laves. Det er grunden til, at jeg vil anbefale dig, at du får det overstået så hurtigt som muligt.

Lav en oversigt over mulige investeringer. Når du har din godkendelse, skal du gå i gang med at investere i dem. Med vores advokat kunne vi løbende sende kvitteringer til dem, så de kunne samle dem i vores sagsmappe.

Forbrug forklædt som investering

Nu har jeg skrevet investering flere gange, og de 75.000 USD du skal investere, er da også ting, som du kan bruge i din virksomhed.

Men vi fik at vide, at man i dag ikke har lov til at sætte 75.000 USD ind på en amerikansk firmakonto, så pengene er der, når man skal bruge dem. Den Amerikanske Ambassade vil vide, at du har noget i klemme, og derfor skal et stor del af de 75.000 USD bruges.

Dvs. inden du har startet din virksomhed, skal du vide, hvad den skal bruge. Det er lidt omvendt end normalt, hvor man gerne vil holde sine omkostninger nede så lang tid som muligt. Især i startfasen.

Derfor føles det mere som forbrug end som reel investering, og jeg vil råde dig til at have flere penge end de 75.000 USD, så du også har penge til at komme i gang i USA.

Det gode er, at en bil også gælder med i din investering, og du må ca. bruge 30.000 USD på den. Den ses som en investering for din virksomhed, selvom du også bruger den privat.

Nej, jeg har ikke et social security number

Der er mange ting, som ville gøre din ansøgningsproces lettere, hvis du fra starten af havde et social security number (SSN). Men for at få det skal du først have et dit visum.

F.eks. ville jeg gerne have købt en amerikansk sundhedsforsikring, men for at gøre det, ville de have, at jeg skulle fremvise et social security number.

Du kan ligeså godt forvente, at du skal møde op alle steder, når du ikke har et SSN, og derfor er det lettest at lave de fleste af sine investeringer, når du er til stede i USA.

Når du skal køre rundt til alt ting og stå i kø alle steder, så er det begrænset, hvad du kan nå på en dag.

Opret en amerikansk bankkonto

Da vi skulle købes vores bil, havde vi mange problemer, fordi vi ikke kunne få lov at overføre pengene fra vores danske bankkonto til vores bilforhandler. USA er generelt et mærkeligt land, hvor bilforhandlere stadigvæk elsker checks og alligevel mener, at alle andre lande er ulande. Det er ret frusterende.

Vi havde fået at vide, at vi ikke kunne åbne en amerikansk bankkonto, da vi ikke havde et SSN eller noget dokumentation på, at vi boede i USA. Det virkede endnu engang som et område, hvor det hele kørte i ring. For at få et visum skulle vi have en amerikanske bankkonto, men for at få en amerikansk bankkonto skulle vi have et visum. Åh ja!

Ved et rent tilfælde fandt jeg ud af, at jeg i Bank Of America kunne åbne en bankkonto, hvis jeg kom ned til dem med mit pas og et udenlandsk betalingskort. Bingo! Nu kunne jeg oprette et bankkonto og pludselig blev de fleste ting mere simple.

Jeg kan anbefale, at du starter med at få en amerikanske bankkonto, da det er lang lettere at ordne de fleste ting, når du kan overføre pengene med det samme eller skrive en god gammeldags check.

MasterCard er din ven

Næsten alle vores investeringer blev foretaget fra mit danske MasterCard. Mit visakort har en masse begrænsninger, og det er ikke et særlig godt betalingskort, når du skal købe dyre ting. Her er et MasterCard fantastisk, da du har lov at bruge op til 100.000 kr. pr dag, hvis du har overført pengene til din MasterCard konto.

Jeg var ikke klar over dette, inden jeg gik i gang, og det hjalp os virkelig meget. Dog kan du godt opleve amerikanske virksomheder, som kun tager mod amerikanske betalingskort, og det er også grunden til, at jeg anbefaler, at du åbner en amerikansk bankkonto.

Hvad skal du forvente af selve processen?

Vi udfyldte en masse papirer, men da vi brugte en immigrationsadvokat, skulle vi ikke selv finde ud af, hvilke formularer vi skulle udfylde. Vi fik forklaret alle tingene og læste dem selv igennem og skrev så under.

Alle formularer, som du skal udfylde, kan du finde via Den Amerikanske Ambassade, så du kan godt søge et E2 visum uden en immigrationsadvokat. Dog er en immigrationsadvokat alle pengene værd, da du kan koncentrere dig om at finde ud af, hvad du skal bruge dine penge på.

Advokaterne fortæller dig, hvad du skal have styr på. Bl.a. skal du lave en forretningsplan. Denne udgift gælder med i din investering, og det skal siges, at forretningsplanen ikke er en normal forretningsplan.

Den handler mest af alt om, hvordan din virksomhed skaber amerikanske arbejdspladser. Den handler stort set ikke om, hvordan du tjener penge.

I USA går de op i, om du skaber arbejde til amerikanere, så det er helt klart det, din forretningsplan skal fokusere på.

Hvor lang tid tager det at søge et E2 visum?

Det kommer helt an på, hvor hurtig du er til at foretage din investering. Hvis man ved, hvad man laver, kan man nok godt få færdiggjort sin ansøgning på en måned. Det skal siges, at vi brugte lang tid, da vi manglede den viden, som vi har nu. Vi brugte flere uger på ting, som man kan klare på et par dage, hvis man forstår systemet.

Herefter skal du vente på, at ambassaden svarer dig. Du kan sagtens sende din ansøgning, mens du er i USA, og så rejse til Danmark når du skal til din visumsamtale på Den Amerikanske Ambassade i København.

Jeg kunne skrive meget mere om processen bag E2 visum, og det er også grunden til, at vi regner med at udgive en ebog om det.

Relateret indlæg

Smid en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *